Efterlønsbidrag

Hvor længe skal jeg betale? 
Når du er tilmeldt efterlønsordningen, skal du betale efterlønsbidrag.

Hvis du er medlem af CA, når du fylder 30 år, tilmelder vi dig automatisk til efterlønsordningen fra denne dag, med mindre du skriftligt meddeler os, at du ikke ønsker at betale til ordningen. 

Reglerne for hvornår du senest skal tilmelde dig efterlønsordningen er:

  • Er du født 1. januar 1978 eller senere, skal du senest begynde at betale til efterlønsordningen, når du fylder 30 år
  • Er du født i perioden 1. januar 1976 til og med 31. december 1977, skal du senest begynde at betale til efterlønsordningen, når du fylder 32 år
  • Er du født i perioden 1. januar 1959 til og med 31. december 1975 skal du fra 1. januar 2008 indbetale bidrag uafbrudt frem til efterlønsalderen

Er du født før 1977, og har du aldrig betalt til efterlønsordningen, er det for sent at tilmelde sig nu. Du kan dog under visse forudsætninger gøre brug af fortrydelsesordningen.  

Du skal betale efterlønsbidrag i mindst 30 år. Du kan vælge at starte indbetalingen, inden du bliver 30 år. Det giver dig mulighed for senere at holde pause med at betale efterlønsbidrag. Er du født før 1. januar 1976, kan du slippe med at betale i kortere tid end 30 år. Læs mere om anciennitet og overgangsordningerne her.   

Er du født mellem den 2. juli 1962 og 31. december 1975, og har du betalt til efterlønsordningen før du blev 35 og/eller i år 2007, kan du under visse forudsætninger holde pause i dine indbetalinger. Læs mere under bidragsfrie perioder.

bidragets størrelse

Kontingentet til a-kassen er opdelt i et almindeligt kontingent til arbejdsløshedsforsikring og et særligt kontingent til efterlønsordningen, som vi kalder efterlønsbidraget.

I 2009 er efterlønsbidraget:

  • 1.269 pr. kvartal for fuldtidsforsikrede a-kassemedlemmer 
  • 846 pr. kvartal for deltidsforsikrede.

Ligesom a-kassekontingentet kan efterlønsbidraget trækkes fra i skat. 
 

Senere tilmelding

Som følge af velfærdsreformen blev der 1. januar 2007 indført en fortrydelsesordning, der gør det muligt for medlemmer mellem 36 og 47 år, at fortryde og melde sig til efterlønsordningen efterfølgende - men til nedsat efterløn og nedsat skattefri præmie. Læs mere om fortrydelsesordningen.

Pengene tilbage
Du kan til enhver tid fravælge efterlønsordningen og få dit efterlønsbidrag tilbagebetalt.

Tilbagebetalingen skal som udgangspunkt ske til en dansk eller udenlandsk arbejdsmarkedspension. Har du ikke en arbejdsmarkedspension, kan pengene overføres til en anden pensionsordning efter dit valg. Hvis du vælger at overføre pengene til en udenlandsk pensionsordning, skal du betale 60 pct. i afgift til staten.

Hvis du har indbetalt mindre end 1 år, er fyldt 60 år eller har fået tilkendt førtidspension, tilbagebetales beløbet kontant mod et skattefradrag.

I tilfælde af død kan de efterladte søge om at få det indbetalte bidrag udbetalt.

Bidraget og de penge, du kan få tilbage, reguleres efter samfundets almindelige lønstigninger.

Når du arbejder i udlandet 
Du skal være medlem af en dansk a-kasse for at kunne indbetale efterlønsbidrag og siden for at få ret til efterløn. Derfor er der nogle særlige forhold, du skal være opmærksom på, hvis du skal arbejde i udlandet.

Arbejde i et EØS-land
Arbejder du uden for Danmark i et andet EØS-land (EU og Norden), vil du normalt være arbejdsløshedsforsikret i det land, hvor du bor og arbejder. Det betyder, at du ikke kan indbetale efterlønsbidraget under dit udlandsophold. Til gengæld har du mulighed for at efterbetale efterlønsbidraget, når du kommer tilbage til Danmark. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan gå på efterløn eller søge om et efterlønsbevis, når du kommer tilbage til Danmark efter et arbejdsophold i udlandet. For at du kan opnå ret til efterløn eller efterlønsbevis, skal du som udgangspunkt have arbejdet mindst 1.924 timer i Danmark inden for de seneste tre år.

Arbejde uden for EØS
Du kan fortsat være medlem af a-kassen, hvis du skal på et midlertidigt arbejdsophold i et land uden for EØS. Det betyder, at du under udlandsopholdet fortsat kan indbetale efterlønsbidraget. For at du kan opnå ret til efterløn eller efterlønsbevis, skal du som udgangspunkt have arbejdet mindst 1.924 timer i Danmark inden for de seneste tre år. Hvis du skal på arbejdsophold i udlandet, er det altid en god idé at kontakte a-kassen først.

 


 Til top