Aktivering

Når du er ledig, er det en betingelse for at modtage dagpenge, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet - se eventuelt under emnet rådighed.

Det er en del af rådighedsforpligtelsen, at du med dags varsel kan møde til samtaler, som dit Jobcenter, andre aktører eller vi indkalder dig til, og at du deltager i aktiviteter, som dit Jobcenter tilbyder dig.    

Dit Jobcenter skal efter nærmere retningslinjer tilbyde dig aktiviteter, der forbedrer dine muligheder for at få arbejde. Dit Jobcenter kan bl.a. tilbyde dig vejledning, kurser, uddannelse, praktik og arbejde med løntilskud.

Du fastlægger sammen med dit Jobcenter de aktiviteter, der er bedst til at dække dine og arbejdsmarkedets behov.

Det er dit Jobcenter, som er ansvarlig for aktiveringsindsatsen, men Jobcentret kan også vælge at udlicitere aktiveringsindsatsen til 'andre aktører', som for eksempel kan være a-kasser, fagforeninger eller private firmaer. 

Efter sammenlagt 9 måneders ledighed har du ret og pligt til aktivering. Hvis du er under 30 år skal du aktiveres allerede efter 3 måneders sammenlagt ledighed.

Er du over 60 år, skal du aktiveres efter sammenlagt 6 måneders ledighed. 

 

 

Ledige om aktivering

Hård kritik af kurser om jobsøgning, men tilfredshed med aktivering i virksomheder. 

Det viser undersøgelse fra AC om aktivering blandt CA's og andre a-kassers medlemmer. 

Ledige om aktivering

Jobplan

Når du skal aktiveres, udarbejder Jobcentret (eller din anden aktør) en Jobplan i samarbejde med dig.

Jobplanen skal indeholde oplysninger om

  • dine beskæftigelsesmål og planer for aktiviteter
  • eventuelt aftalte tilbud
  • ansvar for tilmelding til tilbud
  • tidspunkt for påbegyndelse af aftalte tilbud
  • ansvar og dato for opfølgning

Hvis du har udarbejdet en Jobplan sammen med Jobcentret, og du ønsker andre  tilbud, som ikke indgår i jobplanen, skal jobplanen revideres. Det kan f.eks. være aktuelt at få revideret en jobplan, hvis dette er begrundet i manglende optagelse på uddannelse, ved sygdom, eller hvis der er væsentligt ændrede forudsætninger på arbejdsmarkedet, der gør en revision hensigtsmæssig. Dit Jobcenter kan tage initiativ til at revidere jobplanen.

De aktiviteter, som dit Jobcenter eller 'anden aktør' i samarbejde med Jobcentret kan tilbyde dig, kan for eksempel være individuel uddannelsesplan, vejledningsforløb, arbejde med løntilskud, arbejdspraktik, jobrotation, uddannelse eller kontaktforløb.

Uddannelse

Det er dit Jobcenter eller din anden aktør, der kan bevilge dig ret til at deltage i uddannelse med dagpenge under aktivering, og dette skal fremgå af din Jobplan. 

Uddannelsen skal udvikle dine kompetencer i forhold til konkrete behov på arbejdsmarkedet, og tilbudet om uddannelse kan både være inden for det ordinære uddannelsessystem eller i form af et særligt tilrettelagt uddannelsesprogram, eventuelt et uddannelsesprogram sammensat af flere forløb.

Dagpenge under aktivering svarer som udgangspunkt til din normale dagpengesats, men hvis du er under 25 år, og har været ledig i over 26 uger, udgør ydelsen 82 % af dagpengenes højeste beløb (dimittendsatsen). Er du under 25 år, har du været ledig i 26 uger, og har du ikke en uddannelse (over gymnasieniveau af minimum 1½ års varighed), udgør ydelsen 50 % af dagpengenes højeste beløb.

Bemærk! Hvis du selv finder en uddannelse, du ønsker at deltage i, er det altid en god idé, at søge Jobcenteret (eller anden aktør) om at få den indskrevet i en jobplan. Dels betaler Jobcenteret eventuel deltagerbetaling - og dels er der stramme begrænsninger for, hvad du må deltage i af uddannelse på dagpenge, hvis uddannelsen ikke er del af en jobplan.

Arbejde med løntilskud

En god måde at få foden inden for i virksomhed er ansættelse med 'løntilskud'.

Formålet med løntilskuddet er nemlig, at det skal bidrage til at give dig genoptræning med henblik på at opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked.

Aftaler om løntilskud skal aftales med Jobcentret og skal fremgå af din individuelle jobplan. Indholdet i et jobtræningstilbud skal tilrettelægges under hensyntagen til arbejdspladsens karakter og dine kvalifikationer.

Løntilskudet kan både være hos en privat eller offentlig arbejdsgiver. Jobcenteret må tidligst bevilge dig løntilskud hos en privat arbejdsgiver, når du har været ledig i 26 uger. Der er ikke samme begrænsning hos offentlige arbejdsgivere.

Ansættelse i løntilskud er omfattet af de almindelige regler for lønmodtagere, det vil sige, at der for eksempel skal oprettes en ansættelseskontrakt, hvori løn- og arbejdsvilkår med videre fremgår.

Ved ansættelse i løntilskud hos private arbejdsgivere skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende. Ved ansættelse i løntilskud hos offentlig arbejdsgiver svarer lønnen til din dagpengesats.

Virksomhedspraktik

Du kan også aftale med dit Jobcenter, at du i en periode på 2-4 sammenhængende uger får et tilbud om virksomhedspraktik.

Virksomhedspraktik er et tilbud om ansættelse hos en privat arbejdsgiver med henblik på en vurdering af, om du kan ansættes i ordinær beskæftigelse eller arbejde med løntilskud.

Virksomhedspraktikken skal svare til normal, fuld arbejdstid og skal ligge i virksomhedens normale arbejdstid. Ved deltagelse i virksomhedspraktik modtager du dagpenge under aktivering, som svarer til din dagpengesats. Er du under 25 år, er satsen dog reduceret - se ovenstående afsnit 'Uddannelse'.


 Til top