1., 2. og 3. ledighedsdag
Din arbejdsgiver skal betale dig en godtgørelse for den første, den anden og den tredje ledighedsdag (de såkaldte G-dage), hvis du har arbejdet mindst 74 timer inden for de sidste fire uger. Da det er en pligt for arbejdsgiveren at betale godtgørelsen, må vi ikke umiddelbart udbetale dig dagpenge svarende til de timer, du har ret til godtgørelse. Hvis din arbejdsgiver ikke betaler dig de skyldige G-dage ved den anden lønudbetaling efter arbejdsophøret eller når du opfylder kravet om mindst 74 timer inden for 4 uger, kan vi betale dig pengene. Det bliver så vores opgave at hente beløbet hjem. Kontakt os, hvis du ønsker hjælp til at få dine penge.
Vi har valgt at vise de tre mest almindelige eksempler på beregning af G-dage. Så ved du i hvilke tilfælde, du skal huske din arbejdsgiver på betalingen. Arbejdsgiveren skal dog ikke betale dagpengegodtgørelse, hvis du selv har sagt op, hvis arbejdsgiver er gået i betalingsstandsning eller konkurs eller, hvis du holder ferie eller er syg de to første hverdage efter arbejdsophøret.
Fuldt ledig
Bliver du fuldt ledig fra et fuldtidsarbejde, er første, anden og tredje ledighedsdag de tre første hverdage efter arbejdsophøret. Godtgørelsen i 2012 udgør 788 kroner svarende til 7,4 timer om dagen. Timerne modregner vi i dine dagpenge.
Delvist ledig
Hvis du på selve fratrædelsesdagen er deltidsansat, er denne dag første ledighedsdag. Er du ledig i mere end 4 timer, skal arbejdsgiver betale godtgørelse for en hel dag (788 kroner). Hvis du er ledig i mindre end 4 timer, skal arbejdsgiveren betale for en halv dag. En halv godtgørelsesdag i 2012 udgør 394 kroner svarende til 3,7 timer.
Dag til dag ansatte
Er du dag til dag ansat (løsarbejder, vikar mv.), er den første ledighedsdag hver dag, du har arbejdet mindre end fuld tid (7,4 timer). Arbejdsgiveren skal dog kun betale dig dagpengegodtgørelse, hvis du har arbejdet mindst 74 timer inden for de seneste 4 uger. Godtgørelsen beregner vi som ved fuld og delvis ledighed. En arbejdsgiver kan således komme til at betale helt op til fem dagpengegodtgørelser per uge. Arbejdsgiver skal maksimalt betale 16 dagpengegodtgørelser per kalenderår.
Bemærk dog! at antallet af g-dage per 1. juli 2008 er sat op til 3.
Til top
|