Selvstændig - ledig

Blanketforklaring

AR 256 Ledighedserklæring efter ophør med selvstændig virksomhed

Hvis du har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse - altså mere end 30 timer om ugen - skal du udfylde en særlig ledighedserklæring.

Dine oplysninger fortæller os noget om, hvor længe du har drevet virksomheden, årsagen til du nu ophører med virksomheden, og om du har drevet virksomheden som enkeltmandsfirma eller i selskabsform.

Derudover stiller blanketten dig en række spørgsmål om alle mulige andre forhold, for eksempel om virksomhedens evt. lokaler af afviklet. Spørgsmålene danner rammen for, at vi kan vurdere din mulighed for at kunne få udbetalt dagpenge.

AR 255 Dagpengesats - selvstændige erhvervsdrivende

Hvis du bliver ledig efter at have drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, gælder der nogle særlige regler om beregning af din dagpengesats. I nogle tilfælde skal blanketten også attesteres af din revisor. Det gælder for eksempel, hvis du har drevet selvstændig virksomhed som aktie- eller anpartsselskab.

Hvis virksomheden har været din hovedbeskæftigelse i mindst tre år, er det udgangspunktet, at din dagpengesats skal beregnes på baggrund af virksomhedens skattepligtige overskud. Du kan vælge de to bedste år inden for de sidste fem år som grundlag for beregningen. Kun år, hvor du var medlem af en a-kasse ved årets udgang, kan bruges.

Det gennemsnitlige, årlige skattepligtige overskud omregner vi til en daglig indtjening. Din dagpengesats er 90 % af dette beløb, dog maksimalt 788 kr. om dagen.

Hvis du i de valgte år har haft et gennemsnitligt, årligt skattepligtigt overskud på 247.440 kr. eller mere, vil du have ret til den maksimale dagpengesats, hvis virksomheden var en enkeltmandsvirksomhed. Hvis din ægtefælle også har deltaget i driften af virksomheden som sin hovedbeskæftigelse, skal det gennemsnitlige, årlige overskud være på 494.880 kr. eller mere, før du vil få den maksimale dagpengesats.

Hvis du har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i de sidste tre år før du blev ledig, kan du i stedet vælge at få udbetalt dagpenge med den såkaldte 'mindstesats'. Mindstesatsen er en fast sats på 82 % af den maksimale dagpengesats, 646 kr. om dagen. Ved væsentligt omfang forstås, at dit arbejde i virksomheden kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen. Du må maksimalt have været fraværende fra virksomheden i alt seks måneder i de tre år, og fraværet skal skyldes barsel, sygdom eller uddannelse.

Det vil være en fordel for dig at vælge mindstesatsen, hvis det gennemsnitlige, årlige skattepligtige overskud i din virksomhed har været på 202.850 kr. eller mindre.

Hvis du ikke har drevet selvstændig virksomhed i mindst tre år, skal din dagpengesats normalt beregnes på baggrund af din tidligere lønindtægt. Hvis du fik udbetalt dagpenge, inden du startede selvstændig virksomhed, vil du få udbetalt dagpenge med den sats, du sidst fik udbetalt.

Arbejdskrav

For at få dagpenge, skal du have været medlem af en a-kasse i ét år, og opfylde et arbejdskrav. Du skal indenfor de seneste 3 år have haft arbejde svarende til 52 ugers fuldtidsarbejde. Det er kun arbejde, som er udført i perioder hvor du har været medlem af en a-kasse, som tæller med til arbejdskravet.

Arbejde som selvstændig kan tælle med til arbejdskravet, hvis du har arbejdet i virksomheden i 'væsentligt omfang', det vil sige mere end 30 timer om ugen - alle funktioner i virksomheden anses for arbejde.

Det kræves i reglerne fra Arbejdsdirektoratet, at du skal oplyse om dit arbejde i virksomheden. CA a-kasse skal herefter vurdere, om det kan anses for godtgjort, at du har haft arbejde i væsentligt omfang. Der vil bl.a. blive lagt vægt på, at der har været en rimelig omsætning i forhold til arbejdets art, og om du har drevet virksomheden i mere end 30 timer om ugen.

Hvis det ikke kan godtgøres at du har arbejdet i mere end 30 timer om ugen, kan arbejde som selvstændig ikke tælle med til arbejdskravet.

Karénsperiode

Der kan ikke udbetale dagpenge de første 3 uger, efter du er endelig ophørt med din selvstændige virksomhed, da du i henhold til reglerne skal afvikle en karensperiode på 3 uger.

Hvis dit virksomhedsophør skyldes en konkurs, tvangsauktion eller betalingsstandsning, er karensperioden dog kun én uge. Kontakt CA a-kasse for yderligere vejledning om dokumentation i forbindelse med konkurs.

Selvstændig virksomhed

Som selvstændigt medlem af CA a-kasse har du mulighed for at få dagpenge, når du er helt ophørt med at drive selvstændig virksomhed. Der er en lang række betingelser du skal opfylde, for at din virksomhed kan anses for at være endelig ophørt.

Det kan virke uoverskueligt med den megen dokumentation, du skal indsende til os, men husk at du altid er meget velkommen til at kontakte os, for at få hjælp til at indhente dokumentation og få vejledning i øvrigt.

Endelig ophør med virksomheden

Du skal være endelig ophørt med drift af selvstændig virksomhed før du er dagpengeberettiget. Afviklingen skal dokumenteres. Direktoratets regler kræver en omfattende dokumentation fra medlemmerne.

Når en virksomhed lukkes, skal der træffes en række beslutninger om salg af varelager, udstyr/maskiner, opsigelse af lejeaftaler osv. Derfor anses du først for at være ophørt med den selvstændige virksomhed mere end midlertidig, når afviklingen af virksomheden er nået så langt, at det ikke længere er muligt at drive virksomheden. Den konkrete vurdering og dokumentation for at virksomheden er lukket, vil helt afhænge af den enkelte virksomheds karakter, men følgende elementer vil indgå i vurderingen:

Virksomhedens lokaler skal være afhændet/opsagt

Har virksomheden haft egne lokaler, bør de være solgt eller udlejet. Det kan dokumenteres ved kopi af slutseddel/skøde eller lejekontrakt. Er driften foregået fra lejede lokaler, skal lejemålet være opsagt til hurtigst muligt fraflytning. Dokumentationen kan bestå i kopi af lejekontrakten, og eventuelt udlejers bekræftelse på opsigelsen. Tilsvarende hvis driften er sket fra en forpagtet ejendom, bør forpagtningsaftalen være opsagt, og forpagtningsforholdet ophørt.

Hvis virksomhedens lokaler og privatboligen er beliggende i tilknytning til hinanden, kan det være nødvendigt at fremskaffe supplerende dokumentation for, at lokalerne ikke længere anvendes til erhvervsformål. Det kan dokumenteres ved skriftlig erklæring fra advokat eller revisor.

Udstyr og inventar skal være solgt

Ejer du driftsmidler og inventar skal effekterne som hovedregel være solgt. Dokumentation for det kan bestå af købskontrakter, kreditnotaer, fakturaer, skriftlig bekræftelse fra køber el.lign.

Enkelte driftsmidler vil kunne beholdes i et mindre omfang, hvis der er tale om sædvanligt indbo for et privat hjem, og du skriftligt erklærer, at driftsmidlerne/inventaret ikke længere anvendes erhvervsmæssigt.

Varelageret skal være realiseret

Dokumentationen for at et varelager er solgt, tilbageleveret eller på anden måde afhændet på ophørstidspunktet kan f.eks. bestå af kopi af købekontrakt, regning eller skriftlig bekræftelse fra køber.

Øvrige tegn på virksomhedsophør

Hvis du ikke har haft virksomhedslokaler, ikke har haft driftsmidler/inventar, ikke har haft varelager, kan det være svært at dokumentere ophøret.

Du må så fremskaffe al den anden form for dokumentation, det er muligt at fremskaffe - f.eks. opsigelse af forsikringer, erhvervstelefon og abonnementer. Det kan også være nødvendigt at kræve dokumentation for, at oplysningen om virksomhedens ophør er viderebragt til kundekredsen, f.eks. som ophørsannonce i dagspressen eller fagtidsskrifter.

I de tilfælde vil det altid være en betingelse, at der er foretaget afmelding som selvstændig erhvervsdrivende i forhold til offentlige registre. Det kan f.eks. være SE-registret vedrørende moms eller registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Det er dog ikke sikkert, al dokumentationen er nødvendig. Det kommer an på forholdene ved den enkelte afvikling. Det er derfor vigtigt af få drøftet med os, hvordan du kan få dokumenteret, at du er endeligt ophørt.

Dagpenge

Som hovedregel beregnes din dagpengesats på baggrund af virksomhedens overskud i de to bedste af de seneste fem regnskabsår. Vi kan dog kun beregne på de regnskabsår, som er afsluttet i en periode, hvor du har været medlem af en a-kasse.

Du kan få 90 % af det gennemsnitlige overskud før renter, men efter afskrivninger og fradrag for Arbejdsmarkedsbidrag (8 %). I 2012 udgør den maksimale dagpengesats 204.880 kr. om året - svarende til 3.940 kroner brutto per uge.

Hvis dine seneste fem regnskabsår har været 'sløje', eller du ikke har drevet selvstændig virksomhed i mindst tre hele sammenhængende regnskabsår, er der mulighed for at få udbetalt dagpenge med en såkaldt mindstesats på 167.960,- kr. om året, eller mulighed for at få beregnet en dagpengesats på baggrund af tidligere lønmodtagerarbejde. Her skal dog opfyldes en række særlige betingelser. Kontakt CA a-kasse, hvis du ønsker vejledning om beregning af din dagpengesats.


 Til top