Skab netværk og relationer til fremtidens job!

Af Annette Meding, Seniorkonsulent i Mannova
 

Ja, der er finanskrise. Og ja, der er kamp om de ledige job. Men der er ledige job – og der er flere på vej. Få tips til at komme forrest i køen blandt en række af de virksomheder og organisationer, der har gang i hjulene og skal rekruttere. 
 

Netværk og relationer via Karrieredagene 2010

Du har sikkert hørt det mange gange allerede: De fleste job besættes via netværk og relationer! Vi giver dig en række gode råd til at skabe de vigtige relationer og bruge netværket. For dig, der enten er studerende på eller dimittend fra en videregående uddannelse, kan et besøg på Karrieredagene 2010 i marts måned vise sig at være vejen til jobbet!

Mere end 100 virksomheder og organisationer – både internationale, nationale og lokale – deltager på Karrieredagene 2010. De er der alle sammen for at komme i dialog med studerende og dimittender – for at skabe netværk, for at tilbyde studiejob og praktikforløb eller for at finde talenter til konkrete stillinger. For krise eller ej – der er faktisk en hel del konkrete ledige stillinger med på Karrieredagene 2010! Der er også en række spændende foredrag og professionel rådgivning på messen.
 

Hvordan ”messer” man?

Vi giver dig her nogle idéer til, hvordan du kan forberede dig på dit messebesøg, og hvordan du får mest muligt ud af at gå på messe – og hvordan du bruger dit messebesøg i din jobsøgning bagefter.

  1. Vær bevidst om dit mål. Messen kan bruges på flere måder, og det er en god idé at tænke over, hvad du gerne vil have ud af dit messebesøg. Er det generel inspiration, du kommer efter? Er det idéer og kontakter til din kommende hovedopgave? Konkrete tilbud om praktikforløb? Måske rådgivning fra a-kasser, erhvervsråd eller jobbanker? Eller leder du efter håndfaste kontaktpersoner i interessante virksomheder, som du kan sende en uopfordret ansøgning til? Hvis du ved, hvad du går efter, er det meget nemmere at få noget brugbart med hjem.
     
  2. Søg information inden messebesøget. Undersøg hvilke virksomheder og organisationer, der deltager på Karrieredagene 2010 – du kan få en samlet oversigt på www.karrieredagene.dk; her finder du Karrieredagene Online med information om alle de deltagende virksomheder/organisationer, herunder ledige job, kontaktpersoner m.m. Udvælg de virksomheder, du gerne vil tale med på messen, og medtænk gerne nogle mindre kendte af slagsen. Små og mellemstore – og lokale – virksomheder kan rumme mindst lige så mange muligheder som de større – og globale – virksomheder. 
     
  3. Forbered spørgsmål – så er det meget nemmere at indlede samtalen med potentielle arbejdsgivere. Find ud af, hvad du gerne vil vide om den pågældende virksomhed – er det deres erfaring med kandidater med din uddannelsesbaggrund, er det information om hvordan en arbejdsdag kunne se ud i virksomheden, eller er det deres kommentarer til din projektopgave? Det kan også være spørgsmål om deres arbejdskultur, værdier, konkrete arbejdsområder, muligheder for udstationering eller noget helt andet. Vis hvad du går efter – er du målrettet, er der større sandsynlighed for, at det giver pote. JobGalleriet er fyldt med konkrete jobtilbud fra virksomhederne på messen og kan også bruges som en konkret indgangsvinkel til en samtale.
     
  4. Udarbejd et CV. Det er en rigtig god idé at udarbejde et CV, hvor dine kompetencer og erfaringer fremgår. Lav også gerne et følgebrev, hvor man kan se dine job-/projektønsker – så kan du give et eksemplar til de virksomheder, hvor du efter en positiv samtale på messen fornemmer, at hér kunne du godt tænke dig at arbejde/skrive opgave. Det kan også være en god idé at have et foto af dig selv med på CV’et, så kan virksomhedsrepræsentanten bedre huske dig bagefter. Et alternativ til CV’et kan være et ”messe-visitkort” – et visitkort med de mest vigtige uddannelses-/erfaringsdata om dig. Når du giver et messe-visitkort til en potentiel arbejdsgiver, kan du lave en aftale om at sende dit CV og uopfordrede ansøgning efter messen. Under alle omstændigheder giver både CV og messevisitkort indtryk af, at du har forberedt dig.
     
  5. Forbered en elevatortale. En elevatortale er en kort præsentation af dig selv. Det er her, du kort og klart formidler, hvad du kan – det vil sige, du fremhæver dine samlede kompetencer og din overordnede faglige profil frem for dine specifikke fag og spredte erfaringer.
     
  6. Henvend dig til virksomhederne. På messen har du mulighed for at få en uforpligtende snak med medarbejdere fra de deltagende virksomheder. Ofte er der både relativt nyuddannede medarbejdere, erfarne HR-folk og fagpersoner repræsenteret på standene – hvem du synes, det er nemmest at tage kontakt til, er helt op til dig. Under alle omstændigheder er det vigtigt at huske, at alle virksomheder og organisationer deltager på Karrieredagene for at komme i kontakt med studerende og nyuddannede, for at tale med jer og besvare jeres spørgsmål. Derfor: Ret ryggen, stå ved dine kompetencer og spørg løs!
     
  7. Ta’ på messe sammen med en studiekammerat – og inspirer hinanden til gode kontaktspørgsmål eller brug blot hinanden som makkere, hvis ikke du bryder dig om at gå rundt på en messe alene. Samtidig er det vigtigt at give hinanden god tid alene, når I er faldet i snak med en virksomhed – ofte bliver samtalerne mere dyberegående og konkrete, end hvis I færdes i en gruppe.
     
  8. Notér stikord på visitkort og brochurer. Når du tømmer tasken efter flere timer på messen, kan det være svært at huske det ene navn fra det andet. Med nogle få stikord bagpå de visitkort og brochurer, du har fået, er det meget nemmere at sende det helt rigtige brev og CV i dagene efter.
     
  9. Vær åben over for nye indtryk – og gi’ dig god tid. Selvom du er godt forberedt og har udvalgt netop de virksomheder og organisationer, du gerne vil tale med, er det en god idé at have antennerne ude. Hvem ved – måske findes drømmejobbet eller den fantastiske projektidé på standen lige ved siden af? Det tager nemt flere timer at være på messe, hvis du både skal tale med en del virksomheder, notere stikord fra samtalerne, deltage på nogle af de spændende workshops/foredrag og have tid til at lade dig inspirere yderligere. Du kan sagtens suse det hele igennem på langt mindre tid, men så bliver udbyttet sikkert også derefter.
     
  10. Brug messebesøget aktivt bagefter – registrér dig på karrieredagene.dk og bliv spottet. Efter besøget på Karrieredagene er du formentlig kommet hjem med en stak visitkort og brochurer og ikke mindst idéer til, hvem du skal sende en ansøgning til. Det er en rigtig god idé at handle hurtigt, mens virksomhederne stadig kan huske dig – enten ved at sende en ansøgning eller en mail, hvor du takker for samtalen på messen og gør opmærksom på, at du vil gemme deres kontaktinformation til senere brug. Eller ved at registrere dig på karrieredagene.dk og gøre dig synlig over for en række potentielle arbejdsgivere.


Hvorfor skal du gå på messe?

Invester én dag i Karrieredagene 2010 og få mulighed for at:

  1. Skabe relationer til de virksomheder, du gerne vil lære bedre at kende.
     
  2. Starte dit professionelle netværk, som vil være guld værd i din videre jobsøgning og karriere.
     
  3. Finde virksomheder, der er interesserede i at samarbejde med dig omkring udarbejdelse af hovedopgave, praktikforløb, studiejob m.v. 
     
  4. Finde et job. En del virksomheder har – trods finanskrisen – konkrete jobtilbud med på messen og bruger bl.a. dagen til at finde relevante kandidater. 
     
  5. Få professionel rådgivning og sparring fra a-kasser, faglige organisationer, erhvervsråd og jobbanker.
     
  6. Møde et meget bredt udsnit af virksomheder i Danmark – og måske en af dem, hvor du gerne vil arbejde på sigt. Alle brancher er repræsenteret og glæder sig til at møde dig. 
     
  7. Blive bekræftet i dine overvejelser om fremtidig karriere – eller blive overrasket over anderledes og mere skæve vinkler på, hvordan en karriere også kan forløbe.
     
  8. Deltage i foredrag og virksomhedspræsentationer, der klæder dig på til skiftet fra studie- til arbejdsliv.

 


 Til top