Få et forspring - send uopfordrede ansøgninger
Af Sanne Juel, karriererådgiver
Det handler om at agere proaktivt og selv opsøge jobs, der ikke er slået op endnu.
Fordelene ved uopfordrede ansøgninger er, at man ikke har de 50-100 øvrige konkurrenter, som der tit er til opslåede stillinger. Desuden er der en økonomisk gevinst for firmaer ved at modtage uopfordrede ansøgninger, idet de kan være heldige og spare alle rekrutterings-omkostninger.
Forberedelse
Hvilken branche vil du søge indenfor? Undersøg det pågældende firma (få evt. tilsendt brochurer), spørg rundt i dit netværk. Ring gerne til firmaet, du søger hos (personaleafdelingen), og hør om det i første omgang er umagen værd at sende en ansøgning. Stil konkrete spørgsmål til deres nuværende behov. Hvordan foretrækker virksomheden at modtage ansøgninger?
Målret
Vær så præcis som muligt i din skriftlige henvendelse. Fortæl hvad du kan og vil. Hvilke problemer vil du kunne løse for dem? Hvad er dine spidskompetencer? Tænk på, hvilke opgaver du kan udføre for
dem inden for hvilke arbejdsområder, og hvordan du er dine penge værd?
Riffel eller haglgevær
- Riffelmetoden: Her skyder du målrettet mod en specifik virksomhed og en specifik type stilling.
- Haglgeværsmetode: Her er sigtekornet bredere, og du kan sende din uopfordrede ansøgning ud til mange typer virksomheder.
Firmanavn og adresse (+ dato)
Stav alt korrekt. Firmanavn og kontaktperson. Vær sikker på, at du sender til den ansvarlige person i fi rmaet.
Fængende overskrift
Sælg dig selv på en linje. Vær meget kreativ og se, om du kan lave en fængende overskrift, således at der bliver lagt mærke til dig fra start. Nævn evt. din største styrke allerede her.
Motivation for at søge
Hvad er din passion? Hvad motiverer dig lige præcis for at søge denne virksomhed? Hvorfor skal de overhovedet læse videre i din ansøgning? Fortæl hurtigt og klart, hvad du kan og vil, og hvad der driver dig. Hvor kan du gøre en positiv forskel i virksomheden?
Hvad kan du løse for virksomheden?
Hvad er det, du kan? Hvordan kan du løse opgaver? Hvilken viden og energi kommer du med? Hvad har du lyst til at arbejde med? Tænk fleksibilitet ind i din ansøgning.
Hvis du er interesseret i vikarjob eller deltidsstillinger så skriv, at du er åben inden for disse områder. Hvis du kan tiltræde med kort varsel, så skriv det.
Faglig og erfaringsmæssig baggrund
Her gælder det om at sælge dig selv kort og godt. Opstil gerne i punktform. Nævn din faglige baggrund og din erfaringsmæssige baggrund. Har du et godt eksempel fra din hverdag, hvor du har
været en succes, så beskriv det på maks. to linjer. Historier er med til at skabe kontakt og genkendelighed.
Personlighed
Hvad er dine spidskompetencer som menneske? Hvordan arbejder du sammen med andre, og hvilken type er du? Brug gerne bullet points og hold det på tre - fire linier.
Afslutning
Besvar selv spørgsmålet: ‘Hvorfor skulle vi ansætte dig?’ Gentag din indledning blot med andre ord. ‘Slå med halen’ og vær din egen største fan, uden at virke ophøjet
eller arrogant. Sig det bedste om dig selv, som du ved, du kan stå inde for.
Husk ansøgningen er maks. en side. Layoutet er overskueligt, nemt tilgængeligt og materialet er selvfølgelig præsentabelt.
Til top
|