Jobsøgning der kan ses

Af Ole Strand, kommunikationskonsulent i CA a-kasse

Lars Christiansen er ledig og han søger job. Det er ikke nogen hemmelighed. Tværtimod kan alle se det, når han kører gennem København, når han parkerer foran supermarkedet, eller når han sidder med sin bærbare på en cafe.

’Marketing med grafisk kant – nyt job søges. Se mere på www.larssoegerjob.dk’ står der på siden af bilen og på ryggen af pc’en. Lars Christiansen søger job inden for marketing, efter han blev ledig 1. marts på grund af personalereduktioner.

Det kan man se på hjemmesiden sammen med hele hans brutto-cv med uddannelse, arbejdserfaring, kompetencer og anbefalinger. Lars Christiansen har brugt reklamen på bil og pc i en måneds tid, og har fået en del trafik på sin hjemmeside, men endnu ingen konkrete jobtilbud.

 

Lars Christiansen - foto Van Tran

Lars markedsfører sig selv

”Hele konceptet med bil, pc-cover og hjemmeside er en måde at vise min marketingprofi l på, og samtidig gøre opmærksom på det produkt, som jeg markedsfører lige nu… nemlig mig selv. Hvis bilen og hjemmesiden giver nye kontakter, er det fint. Hvis ikke, så har jeg i hvert fald også forsøgt den vej. Jeg søger alt, hvad der er relevant, men når du hver gang er i konkurrence med flere hundrede ansøgere, så er du også nødt til at finde på andre måder at komme igennem til arbejdsgiverne”, siger Lars Christiansen.

Lars Christiansen har også opdateret profilen på erhvervsnetværket LinkedIn.com, så han står som jobsøgende, og hele netværket har fået at vide, at Lars er ledig og søger job.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ledig, for hvor ville det være ærgerligt, hvis folk, jeg kommer i kontakt med, har kendskab til et job, men ikke er klar over, at her er en mulighed for et godt match. Du er simpelthen nødt til at spille med åbne kort for at øge dine muligheder i dit netværk”, siger Lars Christiansen.

CV på 5 x 8 cm

Når Lars Christiansen møder en ny kontakt giver han også lige sit visitkort med på vejen – med kontaktoplysninger på den ene side. På den anden side er der en række nøgleord, der ultrakort fortæller om hans erfaringer og kompetencer.

”Du kan ikke rende rundt og give alle mennesker dit cv. Men visitkortet er mit mini-cv, som er hurtigt og nemt at gemme. Det sætter lynhurtigt nogle ord på, hvem jeg er, og hvad jeg kan – også når modtageren senere bladrer sine visitkort igennem”, siger Lars Christiansen.

Holder kontakterne varme

Lars Christiansen bruger en del tid på at holde både nye og gamle kontakter i netværket varme. Han ved godt, at kontakterne måske ikke selv har et job til ham, men til gengæld har de den viden, som han kan bruge til at holde sig orienteret om tendenser og nyheder i branchen.

”Har en virksomhed fået en ny kunde eller en stor ordre, eller flyttes hovedkontoret til København, hvem skifter job, går på barsel m.m. Alle de små og store ting, som kan give en jobåbning nu eller på længere sigt. Det kan godt være, at der går noget tid, før der kommer ordentligt træk i ordrebøgerne og virksomhederne igen tør ansætte. Men når de gør, i morgen, om en måned eller efter sommerferien, så ved mit netværk, at jeg er dér. Det kan være, at jeg får job i morgen på en ansøgning, men jeg er også nødt til at arbejde på den lange bane”, siger Lars Christiansen.


Hjemmesiden supplerer

Når Lars Christiansen søger job, sender han altid en ansøgning og et CV, der passer til virksomheden. Han nøjes ikke med en henvisning til sin hjemmeside.

Det er en god ide, kun at bruge hjemmesiden som supplement til ansøgningen og CV’et, mener Susanne Bruhn, der er karriererådgiver i CA a-kasse og underviser i proaktiv jobsøgning.  

”Hver gang du søger et job, skal du lave en målrettet ansøgning og et cv, der fremhæver præcis de kompetencer og kvaliteter, som er relevante i forhold til det konkrete job du søger. En hjemmeside er som et brutto-cv, hvor man kan se hele ansøgerens baggrund, anbefalinger m.m., og det duer ikke, hvis arbejdsgiverne selv skal sidde og sortere i alt det du har lavet, for at finde det, som er relevant for dem.

 

Susanne Bruhn, karriererådgiver i CA

Det er helt ok, at man i ansøgningen henviser til en hjemmeside med mere info, hvis folk vil vide mere, men hjemmesiden må aldrig erstatte det målrettede CV”, siger Susanne Bruhn.

Om visitkort og CV

”Hvis du kommer med dit cv kan det godt være lidt grænseoverskridende at tage imod det, fordi det forpligter ligesom modtageren til at læse det igennem. Visitkortet er et bedre handout. Det er til alle hvor der kan være en chance for, at det kan gøre nytte. Visitkortet er et accepteret socialt værktøj som er uforpligtende og som derfor er svært at afvise. Og så er det hurtigt og nemt at gemme, siger Susanne Bruhn.


Læs flere gode råd om jobsøgning på genvej til job


 Til top