Grøde i luften

24. marts 2010

Af Ole Strand, CA a-kasse

Normalt stiger ledigheden i februar, fordi mange nye dimittender bliver færdige med deres uddannelse i januar. Men i 2010 er ledigheden faldt en smule i CA a-kasse fra 5,5 % i januar til 5,3 % i februar 2010.

Ikke et stort fald, men efter konstante stigninger på 0,2-0,5 procentpoint hver måned siden januar 2009 har udviklingen været mere afdæmpet de seneste 3-4 måneder. Ledigheden har ligget mellem 5,1 og 5,5 %, og det giver grobund for en lille smule optimisme, mener Lars Christensen, der er forsikringschef i CA a-kasse.

”Det virker som om, at der kommet lidt flere job og mere grøde i luften derude. Selvom vi har mange, der melder sig ledige for tiden – ikke mindst de nyuddannede – er der også rigtig mange medlemmer, som kommer i job igen, og det er med til at holde ledigheden i ro.”, siger Lars Christensen.


 Til top