CA sætter fokus på ledere

Af Ole Strand, Kommunikationskonsulent i CA

 

Ledere er flittige brugere af CA's kurser og karriererådgivning. Derfor sætter CA nu øget fokus på ledere og lederaspiranter med nye lederkurser og en ny mulighed for målrettet karriererådgivning for ledere.
  

Gratis kurser slår de betalte

Kurset 'Leder på vej' giver gode råd til handler om, hvordan man kommer i position og i betragtning til at blive leder, mens 'Lederens karriereveje' handler om hvordan lederen derefter kommer videre i karrieren.

Ledelses- og karriererådgiver Kim Pouelsen fra CA mærker en stor interesse fra ledere og lederaspiranter for de to gratis kurser i CA-regi – selvom der findes masser af dyre lederkurser, som de fleste arbejdsgivere hjertens gerne betaler for.

”De dyre kurser ude i byen har normalt fokus på lederfunktionen i det arbejde, som du har – og på at gøre dig dygtig dér. Men CA's kurser tager udgangspunkt i, hvordan du kommer videre i karrieren – hvadenten det er hos din nuværende arbejdsgiver eller et andet sted – og det vil de fleste helst deltage i, uden at blande chefen ind i det”, siger Kim Pouelsen.  
  

Svært at få nedfældet

Behovet for særlig karriererådgivning for ledere viser sig også, når lederen vil videre til et nyt job, og skal til at formulere sine lederrerfaringer og evner ned i et CV.

”De fleste har nemt nok ved at beskrive de administrative og faglige projekter de har været med i, men sværere ved at få sat ord på deres ledererfaringer”, siger Kim Pouelsen, der hjælper på vej med at skærpe profilen og CV'et.
  

Få lederjob

Rådgivningen er på mange måder ens, uanset om du er i en lederstilling, eller om du er ledig leder.

”Grundlæggende er det samme situation. Du står ét sted, men skal finde ud af, hvordan du kan rykke til et andet. Det gælder både for den, der er ledig, og den der vil videre i karrieren”, siger Kim Pouelsen.

Men som ledig leder er der ekstra problemer. Der udbydes færre lederjob end almindelige lønmodtagerjob, og processen med at ansætte en chef strækker sig typisk over længere tid end en almindelig medarbejder. Derfor kan der gå et stykke tid, før det rette job er der, og det øger risikoen for at gå ledige et stykke tid.  
  

Fordomme mod ledige ledere

Hvis lederen gerne vil hurtigt ud af ledighed, og derfor måske søger job som konsulent eller almindelig medarbejder, render han/hun ind et andet problem, fortæller Kim Pouelsen.  

”Du bliver mødt med mistro? Om du nu også mener det, og om du i virkeligheden ikke bare vil bruge jobbet som et springbrædt videre ved først givne lejlighed, eller om du måske pønser på at overtage din nye chefs job. Så du skal kunne overbevise arbejdsgiveren om, at du virkelig mener det, når du søger et 'almindeligt' job.

 

Tjek CA's kurser for ledere
  

 

Læs mere om kurset 'Ledernes karriereveje'

Se CA's samlede kursusprogram frem til juni

 

 

 


 Til top