

Færdig til sommer? - det betyder VKO-planen for dig26. maj 2010 Af Ole Strand, kommunikationskonsulent i CA a-kasse
Koldt vand i blodetMen slå koldt vand i blodet, hvis du bliver færdig til sommer, for det er ikke alle regler, der ændres nu, og det er heller ikke dem alle, som får lige stor betydning for dig. Der bliver heller ikke pillet ved dimittendsatsen, så dagpengene for dimittender er fortsat 13.368 kroner om måneden. Under alle omstændigheder er det fortsat en god ide at melde sig i a-kasse, for omkring 40 % af alle nyuddannede starter med at være ledige efter uddannelsen, og et halvt år efter uddannelsen er hver fjerde fortsat ledig. Læs her, hvad ændringerne betyder for dig: Halvering af dagpengeperiode fra 4 til 2 årDen kortere dagpengeperiode træder i kraft den 1. juli 2010. Det betyder, at personer, som bliver ledige efter forslagets ikrafttræden, vil være omfattet af de nye regler og kun har ret til dagpenge i 2 år. Alle, der er blevet ledige og har modtaget dagpenge inden den 1. juli 2010, bevarer retten til at modtage dagpenge i den periode, som de hidtil har forventet, dog højest i 2 år efter forslagets ikrafttræden, Har man været ledig i et halvt år inden den 1. Juli 2010, bliver den samlede dagpengeperiode altså på 2 ½ år. Men for de fleste nyuddannede får halveringen af dagpengeperioden ikke nogen praktisk betydning. Den gennemsnitlige ledighed for nyuddannede i CA a-kasse er 5-6 måneder, og kun 1 ud af 100 dimittender ender med at være ledig i mere end 2 år. Afskaffelse af feriedagpenge til dimittenderNyuddannede, der bliver optaget i en a-kasse som dimittendmedlem har ret til op til 3 ugers ferie med feriedagpenge i det første ferieår efter uddannelsen, og yderligere 3 ugers ferie med feriedagpenge i det følgende ferieår. Men forliget afskaffer denne automatiske ret til feriedagpenge, så dimittender ikke længere får ret til feriedagpenge i det første ferieår, og kun får ret til feriedagpenge i det næste ferieår, hvis de har optjent ret til feriedagpenge på baggrund af f.eks. de dagpenge, de har fået året før. Denne regel kommer dog ikke til at gælde for sommerens dimittender, men får formentlig først virkning fra 2011. Hvis du bliver færdig til sommer, får du altså fortsat ret til feriedagpenge. Ændret periode for beregning af dagpengeBeregning af ny dagpengesats vil fremover ske med afsæt i indkomsten de seneste 12 måneder før overgangen til ledighed. I dag kan du efter et halvt år få beregnet en ny og højere dagpengesats, hvis du har haft arbejde i en periode på 13 uger. Den nye og længere beregningsperiode betyder, at du som nyuddannet kan få sværere ved at optjene ret til en højere dagpengesats ved hjælp af kortere ansættelser. Dette forslag bliver først fremsat i Folketinget efter sommerferien, og kan tidligst træde i kraft efter vedtagelse i Folketinget i efteråret, formentlig først fra 2011. Loft for fradrag for fagforeningskontingenterForliget betyder også, at det bliver lidt dyrere at være medlem af en fagforening, fordi der bliver indført en grænse for skattefradrag for fagforeningskontingenter på 3.000 kr. årligt. Kontingent til a-kasse bliver derimod ikke berørt, og vil fortsat være fuldt fradragsberettiget. Dette forslag kommer formentlig også først til at gælde for det nye skatteår i 2011.
Flere detaljer senereVi ved endnu ikke, hvordan reglerne bliver i detaljer. Forliget blev indgået den 25. maj, og i den kommende tid skal ministerierne lave de nærmer regler, der skal implementere reglerne. Du kan løbende holde dig orienteret om de nye regler på www.ca.dk/dimittend, Du kan også tilmelde dig CA’s nyhedsbrev for studerende på www.cib.dk, så får du besked, så snart vi ved mere.
|
|




