CA får bedre rammer

 

7. juni 2010

Af Ole Strand, CA a-kasse

CA a-kasses hovedkontor i København flytter i november 2010 til en ejendom, der bedre imødekommer medlemmernes behov.

Stigende medlemstal, flere medarbejdere, og omfattende kursus- og netværks-aktiviteter betyder, at CA a-kasse er vokset ud af den nuværende ejendom i Sværtegade 3 og de øvrige lejemål, som CA har flere steder i København. 

                               

CA's nye adresse i København fra november 2010:
Smakkedalen 2, 2820 Gentofte.

”Hvert år har vi omkring 5.000 rådighedssamtaler, 1.700 karriererådgivninger og 150 kurser og gåhjem-møder i København. Vi får desuden flere og flere netværk, som gerne vil bruge vores lokaler, og det er ved at være svært at få plads til alle aktiviteter i de nuværende lokaler. En a-kasse skal - synes vi - være et sted, som medlemmerne skal kunne bruge. Derfor flytter vi til større og bedre lokaler”, siger Christian Friis, der er direktør i CA a-kasse. 

S-tog lige til døren

CA’s hovedkontor flytter til Smakkedalen 2 i Gentofte - tæt på S-tog og motorring 3. Ejendommen ligger 10 meter fra Gentofte Station, så S-toget går bogstavelig talt lige til døren. Det tager 14 minutter fra Nørreport til Gentofte Station med linje B. Kun 4-5 minutter mere, end det tager at gå fra Nørreport til CA’s nuværende kontor i Sværtegade. 

Ved ejendommen er der desuden kundeparkering, så medlemmerne nu får mulighed for at køre i bil til CA, uden at skulle have besvær med at finde og betale for en dyr parkeringsplads, som det er tilfældet på den nuværende adresse i Indre by. 

Ny adresse fra november 2010

CA overtager ejendommen i Gentofte i august 2010, og forventer at tage den i brug i starten af november 2010 – efter en renovering og tilpasning af ejendommen til CA’s behov. 

CA nye hovedkontor bliver betydeligt større og mere funktionelt indrettet, og giver dermed CA mulighed for at samle alle aktiviteter under et tag. Det betyder også, at vi kan afvikle endnu flere kurser, og få langt bedre faciliteter til medlemmerne og vores netværk. 

Bedre økonomisk drift

CA’s ejendom i Sværtegade er solgt til en fordelagtig pris, og den nye ejendom i Gentofte er købt til en fornuftig pris. Samtidig får CA store besparelser ved at afvikle de hidtidige lejemål, så samlet giver flytningen CA en bedre økonomisk drift – selvom vi flytter til en ejendom, der er både større og bedre.

Mere information om flytning

Indtil flytningen i november 2010 fortsætter alle CA’s aktiviteter i København på hovedkontoret i Sværtegade 3 og i CA’s kursuslokaler i Bredgade 36B. Du kan løbende få mere information om flytning og om CA’s nye hovedkontor på www.ca.dk/nyheder.

Har du spørgsmål til flytningen? Kontakt CA’s direktør Christian Friis på csf@ca.dk.

CA's nye adresse i København fra november 2010: Smakkedalen 2, 2820 Gentofte.


 Til top