Mere mindful a-kasse i 2012

4. januar 2012

Af Ole Strand, CA a-kasse

CA’s kurser og gå-hjem-møder om mindfulness trak fulde huse i 2011. Nu udvides konceptet, så de grundlæggende kurser suppleres med et udvidet forløb over 6 uger. Både ledige og medlemmer i job får stort udbytte af mindfulness i en presset hverdag, mener mindfulness-instruktør Dorthe Almdal fra CA a-kasse.

Højtuddannede er presset på nærvær i hverdagen, og det øger interessen for CA’s kurser i mindfulness. CA a-kasse har holdt 19 mindfulness-kurser med 325 deltagere i 2011. 400 andre har deltaget i kortere gå-hjem-møder om samme emne, fortæller Dorthe Almdal, der er karriererådgiver i CA og desuden er uddannet som mindfulness-instruktør.  

”Til daglig har vi travlt med at få job, karriere og familie til at passe sammen i et større puslespil. Forventningspresset til vores egne præstationer er i top. Derfor søger flere meditation og nærværstræning, så de kan holde tungen lige i munden og stadigvæk have overskud”, siger Dorthe Almdal.

Fra østlig meditation til mainstream for mænd

Mindfulness er et koncept, der oprindelig stammer fra Østen, hvor budhistiske munke arbejder med bevidst træning af sindet gennem meditation. Amerikanske forskere har studeret og importeret teknikkerne under betegnelsen mindfulness, som er blevet moderne som et effektivitetsværktøj i erhvervslivet.

”Et centralt punkt i mindfulness er evnen til at opnå nærvær og fuld opmærksomhed på det, der er lige nu, i stedet for at bekymre dig om, hvad du kunne have gjort anderledes i fortiden, eller hvad du skal nå i fremtiden”, siger Dorthe Almdal.

Hun ser den store interesse for kurserne som et tegn på, at mindfulness er blevet mere mainstream og mere anerkendt.

”Da vi startede med mindfulness-kurser var det typisk kvinder med bløde værdier, der deltog. Men nu er business-segmentet kommet med, og andelen af ledere og mænd på kurserne stiger støt. De har opdaget, at mindfulness ikke bare er østerlandsk mumbo-jumbo, men et jordnært redskab til at blive mere nærværende, mere effektiv og mere koncentreret i ens arbejdsopgaver. Det er noget som trækker i en travl hverdag”, siger Dorthe Almdal.  

Mere mindfulness i 2012

CA’s mindfulness-kurser har givet mange medlemmer appetit på mere. Efterspørgslen på mere mindfulness har været massiv.

Derfor fortsætter CA a-kasse i 2012 med de mange grundlæggende kurser i mindfulness.

Vi udvider desuden med et længere videregående mindfulness-forløb med to workshops og øvelser over 6 uger.

Mindfulness - del 1 

Mindfulness - del 2 og 3

CA’s kurser

CA udbyder mere end 300 gratis kurser om året inden for jobsøgning og personlig udvikling 

- som ligger udover den lovpligtige indsats overfor ledige.  

 

Alle medlemmer kan deltage i kurserne – uanset om de er ledige eller i arbejde.

 

Alle CA's kurser

 

Mere om mindfulness

Find gode råd og meditationsøvelser og læs CA-artiklerne: ’Mind full eller mindful?’,

’Mindful topleder’ og ’Det mentale fitnesscenter’ på www.ca.dk/mindfulness


 Til top