Nytårsønsker for 2012

13. januar 2012

Af Christian Sørbye Friis,

CA's direktør Christian Sørbye Friis opsummerer på 2011 og tager hul på 2012 - om ledighed, efterlønsreform, repræsentantskabsvalg og nytårsønsker til den nye regering om højere dækningsgrad på dagpengene, mindre bureakrati og større frihedsgrader til a-kasserne.

 

2011 blev desværre ikke det år, hvor ledighedskurven knækkede og vi begyndte at få vækst og fremgang i økonomien i Danmark. Tværtimod – her ved årsskiftet er der ikke mange positive strømpile at få øje på. Gennem hele året har cirka 5 % af medlemmerne været ledige. Det er glædeligt, at folk heldigvis ikke er ledige så længe ad gangen – omvendt betyder det jo så rent matematisk, at gruppen, der har været berørt af ledighed i løbet af et år, er væsentligt større end tidligere.
 

Når uheldet er ude

Når ledigheden rammer, er det rart at vide, at man har en a-kasse til at hjælpe sig. Vi hjælper selvfølgelig med det økonomiske i form af dagpenge, men vi hjælper dig også med at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen. I CA har du en lang række muligheder for at få hjælp og støtte i form af kurser netværk og personlig rådgivning.

A pro pos det økonomiske; ved du, at du har mulighed for at tegne en tillægsforsikring gennem CA PLUS, som kan hjælpe med op til 30.000 kr. ekstra om måneden, hvis du skulle blive ramt af ledighed? Tillægsforsikringen kan være værd at overveje, hvis du f.eks. har terminsbetalinger på fast ejendom, som ikke kan betales på arbejdsløshedsdagpenge.
 

Efterlønsreform

2011 blev året hvor et bredt flertal i folketinget vedtog den såkaldte tilbagetrækningsreform. Reformen får konsekvenser for dig, som er tilmeldt efterlønsordningen – og den påvirker både den periode, du kan modtage efterløn i, og den modregning, der sker i efterlønnen, hvis du har pensionsopsparing. Reformen betyder også, at du i et halvt års tid fra omkring den 1. april 2012 har mulighed for at få udbetalt det beløb, du har opsparet i ordningen på gunstige skattevilkår.

CA vil i løbet af de kommende måneder orientere alle de medlemmer, der er tilmeldt efterlønsordningen, om reformens konsekvenser, og du er naturligvis velkommen til at ringe og høre nærmere, hvis du er tilmeldt efterlønsordningen.
 

Ny regering

I 2011 fik vi også en ny regering. Det har CA ingen som helst holdning til – vi er som a-kasse ikke partipolitisk orienterede. Men det skal ikke forhindre os i at ønske os noget fra den nye regering på vores medlemmers vegne. Hvis jeg skulle formulere nogle nytårsønsker fra CA’s medlemmer til Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, skulle det være følgende:

  • Arbejdsløshedsdagpengene skal bedre kunne dække indtægtstabet ved ledighed end de gør i dag. Den såkaldte ”dækningsgrad”, der udtrykker, hvor stor en del af ens tidligere indtægt, arbejdsløshedsdagpengene kan dække, er faldet gennem mange år, specielt for CA’s medlemsgrupper. Dækningsgraden bør hæves.
     
  • Ryd op i bureaukratiet på arbejdsløshedsforsikringsområdet – afskaf det meningsløse samtalecirkus for ledige, som overhovedet ikke er tilpasset den enkelte lediges behov, men som primært eksisterer af bureaukratiske grunde. Afskaf dobbelt-samtalerne, hvor den ledige skal til den samme type af samtaler, både i jobcentret eller hos anden aktør og i a-kassen, og lad fx a-kasserne overtage det samlede ansvar for beskæftigelsesindsatsen i de første 6 måneders ledighed.
     
  • Giv a-kasserne større frihedsgrader til at tilrettelægge arbejdet med at hjælpe ledige i arbejde. Vi vil hellere måles på, hvor dygtige vi er til at hjælpe medlemmerne i arbejde, end hvor mange samtaler, vi kan afholde.
     
  • Mindre kontrol, mere rådgivning og kompetenceudvikling. A-kasserne bruger enorme ressourcer på at kontrollere, at de ledige ”står til rådighed” for arbejdsmarkedet. Vi ville gerne bruge nogle af de ressourcer på endnu bedre rådgivning til de ledige medlemmer og vi er sikre på, at det ville have en gavnlig effekt på beskæftigelsen .
     

Ovenstående punkter er selvfølgelig noget, som vi i Ca aktivt søger at indgå en dialog med Beskæftigesesministeren om, såvel direkte som gennem a-kassernes brancheforening, AK Samvirke.
 

CA i fremgang

Rigtig mange højtuddannede i erhvervslivet mener heldigvis, at CA er den rigtige a-kasse for dem. Og rigtig mange studerende på Handelshøjskoler, Erhvervsakademier og andre uddannelsesinstitutioner benytter de gode tilbud, der er til studiemedlemmer i CA. Det betød, at CA i 2011 rundede 40.000 medlemmer og er den danske a-kasse, der har haft størst procentuel medlemsvækst i 2011. Det er vi selvfølgelig stolte over, og det giver os økonomiske muligheder for at udvide og forbedre de mange servicetilbud, der er til medlemmer af CA.
 

Valg i CA

Internt i CA skal vi i 2012 vælge nye medlemmer til CA’s øverste ledelse – Repræsentantskabet. I modsætning til de fleste andre a-kasser, er det CA’s egne medlemmer, der leder CA.  Du kan også blive en del af ledelsen i CA, hvis du har lyst. Du stiller op på www.ca.dk/valg/ (inden 1.2.2012) og du har mulighed for at høre mere om arbejdet i Repræsentantskab og bestyrelsen ved arrangementerne i Gentofte den 24.1. og Århus den 26.1 – hvor vi også byder på Sushi. Tilmeld dig på Få indflydelse og Sushi
 

CA Advokathjælp

Tror du, du kan få brug for juridisk bistand i dit nuværende eller kommende ansættelsesforhold, skulle du overveje CA Advokathjælp. CA Advokathjælp har fået en stor tilslutning blandt medlemmerne og ordningens medlemstal vokser støt og stabilt. Mange medlemmer har fortalt, at CA Advokathjælp meget præcist dækker det behov, de har for adgang til kompetent rådgivning i ansættelsesretlige spørgsmål. At CA Advokathjælp så kun koster 50 kr. om måneden og at de 50 kr. kan trækkes fra på selvangivelsen gør det til en god forretning for mange. Har du ikke set på ordningen, så tjek CA Advokathjælp

  

Vi i CA vil gøre alt for, at du som medlem af CA får et godt nyt år i 2012.


Mange nytårshilsner

Christian Sørbye Friis
Direktør, CA a-kasse.

 


 

 


 Til top