vejledning om selvstændig virksomhed

Begrebet "selvstændig virksomhed" uddrag fra vejledningen om drift af selvstændig virksomhed

Generel definition

I denne bestemmelse fastlægges begrebet "selvstændig virksomhed" i relation til alle regler i arbejdsløshedsforsikringsloven. Det har derfor også betydning i relation til lovens regler om overflytning og opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Først når det er konstateret, at en beskæftigelse skal anses for drift af selvstændig virksomhed, skal det vurderes, om virksomheden drives som hovedbeskæftigelse, jf. § 5, eller som bibeskæftigelse, jf. § 6.

Til § 2, stk. 1

Elementer i begrebet "selvstændig virksomhed"

1. Personligt arbejde (eje og drive)

Det at eje en virksomhed, helt eller delvist, anses ikke i sig selv for drift af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er det personlige arbejde i virksomheden ved direkte deltagelse i driften eller ved mere indirekte deltagelse gennem f.eks. administrative funktioner, der er afgørende. Det kan i denne forbindelse lægges til grund, at der altid er et vist minimum af personligt arbejde forbundet med en virksomhed, der afspejles gennem tilstedeværelsen af de i stk. 2-3 nævnte ydre kendetegn.

Bortforpagteren af en virksomhed kan som hovedregel ikke anses for at drive selvstændig virksomhed.

Ejerskab uden personligt arbejde kan endvidere forekomme i tilfælde, hvor pågældende ejer f.eks. aktier, anparter, værdipapirer eller et mindre antal udlejningsejendomme, se nærmere afsnit IV, under fast ejendom.

Der kan også være tilfælde, hvor en person har sat penge i en virksomhed uden i øvrigt at have personligt arbejde i forbindelse hermed. Se herom nærmere i afsnit IV om "stille deltager" under økonomiske driftsfællesskaber.

Ved bedømmelsen af, om der foreligger drift af selvstændig virksomhed, har ægtefællers valg af formueordning og deres økonomiske dispositioner i øvrigt ikke nogen særskilt betydning. Det er således ikke afgørende, om den ene eller begge ægtefæller står som ejer af virksomheden. Ejerskab uden personligt arbejde kan også accepteres i tilfælde, hvor en person står som ejer af en virksomhed, der reelt drives af ægtefællen, fordi ejerskabet alene har til formål at skaffe ægtefællen kreditorbeskyttelse og forbedret likviditet, f.eks. efter ægtefællens konkurs.

Bortset fra ovennævnte situationer vil ejerskabet af en virksomhed normalt være forbundet med driftsmæssige dispositioner i et eller andet omfang. Det er ejeren, der har den økonomiske risiko og den formelle handlefrihed vedrørende virksomhedens drift.

Der er tale om drift af selvstændig virksomhed, uanset om der er ansatte til den daglige drift, f.eks. bestyrer, eller om arbejdet udføres af maskinstation. Det, at en person ikke selv udfører det daglige arbejde i virksomheden, får derfor alene betydning ved vurderingen af, om virksomheden kan anerkendes som bibeskæftigelse.

II. Regning og risiko

At handle for egen regning og risiko vil sige, at den selvstændige erhvervsdrivende forpligter sig personligt ved de aftaler, som indgås om f.eks. køb, salg og levering af varer og tjenesteydelser. Den selvstændige erhvervsdrivende hæfter endvidere personligt for virksomhedens gæld og for de fejl og ulykker, som pågældende selv eller de ansatte måtte begå. Den selvstændige erhvervsdrivendes arbejdsfortjeneste er således afhængig af virksomhedens eventuelle overskud.

Parallelt med betingelsen om regning og risiko kan der også opstilles krav om en vis handlefrihed som den nødvendige forudsætning for den selvstændige erhvervsdrivendes muligheder for at påvirke virksomhedens chancer for overskud eller tab.

 de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, om der foreligger selvstændig virksomhed. Spørgsmålet er dog ikke et "enten-eller", men skal snarere ses som en linje af aftaleformer, hvor lønmodtageransættelsen udgør det ene endepunkt og den selvstændige erhvervsudøvelse det andet. Der kan derfor være behov for at gøre sig de særlige kendetegn for drift af selvstændig virksomhed klart.

I stk. 2-3 er nævnt de ydre kendetegn, som har ubetinget eller væsentlig betydning i enhver situation. Se herom nærmere under de enkelte bestemmelser.

d vurderingen i øvrigt af, om der foreligger selvstændig virksomhed, kan der lægges v) anvender egne eller lejede driftsmidler,

2) driver sin selvstændige virksomhed fra egne eller lejede lokaler,

3) selv afholder udgifterne eller selv leverer materialerne til arbejdets udførelse,

4) ved annoncering, skiltning eller lignende tilkendegiver, at han/hun er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art,

5) efter de regler, som gælder for lønmodtagere, foretager skattemæssige fradrag eller skattemæssige afskrivninger på driftsmidler, som i begge situationer må anses for usædvanlige efter deres art eller størrelse set i forhold til det faglige område.

Ingen af de fem momenter er dog i sig selv afgørende eller har lige stor betydning i enhver situation. Afgørelsen må bero på en samlet, konkret vurdering, hvori også må indgå hensyn til de særlige beskæftigelsesforhold inden for fag/grupper, hvor et traditionelt arbejdsgiver-/arbejdstagerbegreb er sjældent eller ikke forekommer rent, jf. i det følgende særskilt om honorarmodtagere m.v., freelancebeskæftigede og om musikere og artister.

e nævnte momenter kan endvidere af- eller bekræfte den formodning for selvstændig virksomhed, som måtte være skabt ved forekomsten af 1 af de under stk. 3 nævnte kriterier.

Det er i princippet forholdet mellem arbejdstager og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Er der flere hvervgivere, kan arbejdstageren således godt have indtægt som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende samtidig. Hvis der hos en lønmodtager forekommer enkelte arbejdsforhold af mere selvstændig karakter, bør dette ikke i sig selv medføre, at pågældende ikke kan bevare sin status som lønmodtager. Generelt er det i sådanne situationer endvidere vigtigt at have med i sin vurdering, om den selvstændige virksomhed kan anses for omfattet af de særlige regler om bibeskæftigelse.

 III. Særlige grupper

 Honorarmodtagere m.v.

Det fremgår af ligningsvejledningens afsnit A.B.1.1, at begrebet "honorar" i skattemæssig forstand både dækker over et vederlag for personligt arbejde, udført uden for et tjenesteforhold, og som ikke kan henføres direkte til selvstændig virksomhed, og et honorar udbetalt i et almindeligt lønmodtagerforhold.

et honorar beskattes som hovedregel som B-indkomst, og der betales arbejdsmarkedsbidrag af bruttoindtægten. I modsætning til en lønmodtagerindkomst, kan alle udgifter til indkomsterhvervelsen (f.eks. transport, materialer) trækkes fra uden bundgrænse.

Ved vurderingen af, om et medlem skal betragtes som selvstændig erhvervsdrivende eller som lønmodtager, vil det forhold, at medlemmet har trukket ovenstående udgifter fra i den personlige indkomst, ikke nødvendigvis føre til, at medlemmet skal anses som selvstændig. Arbejdsgivere vil ofte have en interesse i at udbetale et honorar frem for at ansætte medlemmet som almindelig lønmodtager, selv om arbejdsforholdet på alle andre punkter ligner et almindeligt lønmodtagerforhold. De fradrag som medlemmet anvender skal dog stå i rimeligt forhold til den konkrete arbejdsopgave, f.eks. visse transportudgifter eller leje af udstyr i forbindelse med arbejdsopgaven.

Der skal i de enkelte tilfælde altid foretages en konkret vurdering af medlemmets beskæftigelsesforhold. Ved vurderingen af, om en honorarmodtager skal anses som lønmodtager eller selvstændig, indgår f.eks., om medlemmet har krav på lønmodtagerfradrag i skattemæssig henseende, modtager løn under sygdom, udfører arbejdet i eget navn, er omfattet af funktionærloven eller udfører arbejdet uden for hvervgivers kontrol.

Generelt kan følgende elementer indgå i vurderingen:

Ingen af ovenstående momenter er i sig selv afgørende eller kan vægtes særskilt. Det vil altid afhænge af den konkrete situation.

Hvis der ud fra ovenstående kriterier er forhold, der tyder på, at medlemmets arbejdsforhold mere har karakter af lønmodtagerarbejde end selvstændig virksomhed, kan honorararbejdet godt anses som lønmodtagerarbejde. Disse forhold kan f.eks. være, at hvervgiveren fastlægger arbejdstiden og hæfter for medlemmets fejl, men medlemmet betaler B-skat og afregner selv skat. Selve omfanget af honorararbejdet har ikke i sig selv betydning for vurderingen heraf.

Det er i princippet forholdet mellem arbejdstager og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Er der flere hvervgivere, kan arbejdstageren godt have indtægt som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende samtidig. Hvis der hos en lønmodtager forekommer enkelte arbejdsforhold af mere selvstændig karakter, vil dette ikke i sig selv medføre, at pågældende ikke kan bevare sin status som lønmodtager. Generelt er det i sådanne situationer vigtigt at have med i sin vurdering, om den selvstændige virksomhed kan anses for omfattet af de særlige regler om selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Freelance-beskæftigelse

Begrebet freelance benyttes ofte inden for visse brancher, f.eks. journalister, pressefotografer, reklame-branchen m.v. for at præcisere, at der ikke er tale om et sædvanligt tjenesteforhold, idet den pågældende personligt arbejder for en eller flere hvervgivere med opgaver af mere eller mindre bunden karakter.

Der er således inden for samme faglige område tale om erhvervsarbejde, som vanskeligt kan henføres til enten traditionelt lønarbejde eller egentlig selvstændig virksomhed.

Begrebet freelance har som sådan ikke nogen selvstændig betydning og retsvirkning i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.

Afgørelsen af, om et medlem, der om sit arbejde benytter betegnelsen freelance, skal anses for selvstændig erhvervsdrivende, må derfor følge af en konkret vurdering efter reglerne i §§ 2-4.

IV. Økonomisk udbytte

Kriteriet om, at den erhvervsmæssige virksomhed skal drives med det formål at opnå økonomisk udbytte, er først og fremmest knyttet til en driftsøkonomisk betragtning, hvor det ud fra posterne på indtægtssiden sammenholdt med posterne på udgiftssiden vurderes, om virksomheden på kortere eller længere sigt kan forventes at bidrage helt eller delvist til indehaverens livsophold.

 er lægges således mere vægt på virksomhedens faktiske tilrettelæggelse end på virksomhedens art.

Sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og hobby er velkendt fra skattelovgivningen, hvor den har afgørende betydning for skatteyderens fradragsmuligheder, idet underskud ved hobby ikke kan fradrages i anden indkomst, uanset at indtægt ved hobby er skattepligtig. Endvidere forudsætter fradrag for driftsomkostninger, herunder afskrivninger på driftsmidler, et erhvervsmæssigt formål. Skattemæssige fradrag af underskud og omkostninger vil derfor medføre, at den pågældende også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed. Der kan derimod ikke drages den modsatte slutning. Der henvises i øvrigt herom til stk. 2 og 3 med vejledning.

Det personlige arbejde ved hobby- og fritidssysler vil typisk være af begrænset omfang, således at der ikke er tale om hovedbeskæftigelse.

Spørgsmålet, om en aktivitet skal anses for erhvervsmæssig eller ej, vil i langt de fleste tilfælde derfor kun have betydning for vurderingen af, om aktiviteten er bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

Økonomiske driftsfællesskaber

(Interessentskab (I/S))

I de tilfælde, hvor en virksomhed drives i fællesskab med andre, kan det allerede i parternes aftale være forudsat, at aktiviteterne har et økonomisk formål. Driftsfællesskabet vil i så fald ofte have karakter af et interessentskab.

Interessentskabet må ikke forveksles med et sameje, hvor flere personer i fællesskab ejer, f.eks. fast ejendom eller løsøregenstande, uden at der hermed er noget udadvendt driftsøkonomisk formål.

På grund af det økonomiske driftsfællesskab vil en interessent som udgangspunkt blive anset for selvstændig erhvervsdrivende i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Hver enkelt deltager hæfter fuldt ud for interessentskabets gæld og forpligtelser, og interessentskabets over-/underskud beskattes ligeledes hos den enkelte deltager. Betingelsen om, at virksomheden drives for egen eller ægtefællens regning og risiko vil derfor også være opfyldt. En interessent er følgelig stillet, som om pågældende drev en enkeltmandsvirksomhed.

I ganske sjældne tilfælde kan det forekomme, at en medejer af et interessentskab ikke deltager i driften, men er en såkaldt "stille deltager" eller " sleeping partner". Det påhviler den, der påstår ikke at deltage i driften, at godtgøre dette. Dette kan ske ved, at den pågældende f.eks. fremlægger en interessentskabskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er de øvrige interessenter, der driver virksomheden, og at den pågældende ikke har nogen reel indflydelse. Formodningen kan eventuelt også afkræftes, hvis det godtgøres, at den pågældendes deltagelse som ejer alene er et led i en støtteaktion for at redde virksomheden, således at deltagelsen som medejer får karakter af et låneforhold, idet det herved må forudsættes, at den pågældende ikke er momsregistreret og ikke foretager skattemæssige fradrag for driftsudgifter eller afskrivninger på driftsmidler fra virksomheden.

Der henvises endvidere til vejledningens bemærkninger til § 2 om personligt arbejde (eje og drive).

Særligt om hobby og fritidsaktiviteter

Arbejde, der kan anses for en hobby eller fritidsaktivitet, er ikke omfattet af bekendtgørelsen.

Hobbypræget aktivitet og produktion kan anses for fritidsaktivitet. Aktiviteten må i så fald ikke indeholde noget erhvervsmæssigt element og ikke have til mål at opnå økonomisk udbytte. Det gælder f.eks. visse tilfælde af opdræt af hunde, hestehold og kunstneriske aktiviteter.

Hvis arbejdet er tilrettelagt som egentlig virksomhed, er der ikke tale om en hobby eller fritidsaktivitet i relation til lov om arbejdsløshedsforsikring. Der lægges bl.a. vægt på annoncering, regnskabsføring og momsregistrering. Der lægges også vægt på, om medlemmet angiver skattemæssigt over- eller underskud og foretager skattemæssige afskrivninger eller lignende.

Selv om medlemmet opfatter arbejdet som en hobby eller fritidsaktivitet, skal spørgsmålet afgøres efter §§ 2-4.

Særligt om hjemmedemonstrationer

Videresalg af produkter ved demonstrationer i private hjem kan være drift af selvstændig virksomhed. Vurderingen foretages efter §§ 2-4. Kontrakten mellem medlemmet og forhandleren skal altid indgå i vurderingen af, om arbejdet er lønarbejde eller selvstændig virksomhed. Der skal bl.a. lægges vægt på, om medlemmet bærer en økonomisk risiko ved videresalget.

Formueforvaltning

En persons formue og formueafkast (kapitalindkomst) er arbejdsløshedsforsikringen uvedkommende. En person kan således forvalte sin formue, uden at arbejdet hermed skal anses for erhvervsmæssig virksomhed.

Formueforvaltning kan f.eks. bestå i køb og salg af aktier, anparter, obligationer og lignende værdipapirer.

Afgrænsningen i tvivlstilfælde mellem den, der har finansiel virksomhed som levevej, og den, der i øvrigt lever af sin formue og placerer den i obligationer, pantebreve m.v., er ikke skarp. Det er dog karakteristisk for den erhvervsdrivende, at der er tale om en vis aktiv indsats i form af f.eks. annoncering og kundekontakt, ligesom administrationen typisk ikke vil være begrænset til den pågældendes egne midler. Omvendt er det karakteristisk for privat formueforvaltning, at køb og salg af værdipapirer sker gennem virksomheder, f.eks. pengeinstitutter, bankierer og vekselerer, og i den primære hensigt at omplacere formuen, således at afkastet bliver størst muligt.

Formueforvaltning kan også omfatte kapitalanbringelse i diverse investeringsarrangementer, som især af hensyn til indskydernes skattefordele let får erhvervsmæssig karakter. Det kan i denne forbindelse være afgørende, om investeringsvirksomheden er baseret på personligt arbejde fra investorernes side.

Fast ejendom

Klart beslægtet med formueforvaltning er indtægter af fast ejendom.

Fast ejendom erhverves som oftest til privat beboelse og har som sådan ingen betydning i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Dette gælder også ved f.eks. udlejning af enkeltværelser i ejerens private beboelsesejendom, ved udlejning af den ene lejlighed i et to-familiehus, hvor ejeren selv bor i den anden, eller ved udlejning af et fritidshus, der også benyttes privat.

Anderledes forholder det sig derimod, hvis en person har indtægter ved udlejning af ejendomme med 3 eller flere lejligheder, fordi skattelovgivningen i så fald vil anse pågældende for selvstændig erhvervsdrivende med udlejningsvirksomhed, også selv om der måtte være tale om en rent passiv besiddelse af en eller flere ejendomme uden nogen form for arbejdsindsats fra ejerens side.

Arbejdsløshedsforsikringen er imidlertid baseret på en eller anden form for personlig arbejdsindsats. Grænsen mellem den udlejningsvirksomhed, der kan henføres under formueforvaltning, og den erhvervsmæssige udlejning fastsættes derfor som vejledende hovedregel ved op til og med:

5 udlejningsejendomme, eller 30 lejemål.

Udlejning ud over denne grænse skal som udgangspunkt anses for en erhvervsmæssig virksomhed, der dog formentlig i langt de fleste tilfælde må henføres under reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

 dlejning på eller under den nævnte grænse kan sidestilles med formueforvaltning, forudsat at der ikke hermed er forbundet en personlig arbejdsindsats fra ejerens side. Hvis ejeren derimod selv forestår administration m.v. eller iværksætter ombygning og udstykning af et mindre antal ejendomme/lejemål, må virksomheden også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for erhvervsmæssig.

Ved handel med fast ejendom er det først og fremmest ejendomsmæglere og ejendomshandlere, der betragtes som selvstændige erhvervsdrivende.

Til § 2, stk. 2

Altid selvstændig virksomhed

De i stk. 2 nævnte kriterier medfører alle hver for sig, at beskæftigelsen altid anses for drift af selvstændig virksomhed.

Ad nr. 1. En person, der har ansat arbejdskraft, vil altid blive anset for at drive selvstændig virksomhed, da det må anses for uforeneligt med status som lønmodtager at være arbejdsgiver. Dette hænger sammen med den arbejdsretlige grundsætning om, at en lønmodtager normalt ikke kan opfylde sin del af ansættelsesaftalen ved substitution, men at arbejdet skal udføres personligt. Det vil som regel fremgå af regnskaber, bilag og lignende, at der er udbetalt vederlag til fremmed arbejdskraft. Ansat arbejdskraft skal forstås bredt og omfatter f.eks. også såkaldte "roadies", dvs. medhjælpere til transport og flytning af materiel eller opsætning og betjening af lyd- og lyseffekter, som musikere eller musikgrupper ofte benytter.

Ad nr. 2. Ved at overføre beløb til medarbejdende ægtefælle tilkendegives, at den pågældende også selv deltager i driften af virksomheden. Begge ægtefæller vil derfor blive anset for at drive selvstændig virksomhed.

Ad nr. 3. Da der kun tillades skattemæssige varelagernedskrivninger i selvstændige virksomheder, vil en person, der foretager sådanne nedskrivninger, altid blive anset for at drive selvstændig virksomhed.

Ad nr. 4. Det må endvidere anses for uforeneligt med status som lønmodtager, at en person foretager og får godkendt fradrag for driftsudgifter og afskrivninger på driftsmidler i den "personlige indkomst" efter de særlige regler for selvstændige erhvervsdrivende. Bemærk i den forbindelse, at lønmodtagerudgifter kun kan fradrages i den "skattepligtige indkomst". Fradragsmulighederne kommer bl.a. til udtryk på årsopgørelsen.

Ad nr. 5. Arbejdsgiversiden i en kollektiv overenskomst eller et medlem af en arbejdsgiverorganisation kan ikke tillige opnå status som lønmodtager.

Ad nr. 6. I nævnte tilfælde vil det selvstændige element være så fremtrædende, at den pågældende altid skal anses for at drive selvstændig virksomhed.

Til § 2, stk. 3

Formodning for selvstændig virksomhed

Stk. 3 er en formodnings- eller bevisbyrderegel, således at personen vil blive anset for at drive selvstændig virksomhed, medmindre pågældende dokumenterer at være lønmodtager. Denne bevisbyrde vil ikke kunne løftes i det i § 2, stk. 2, nr. 6, nævnte tilfælde.

Ad nr. 1. Momsregistrering er normalt et sikkert tegn på drift af selvstændig virksomhed. Når momsregistrering alligevel ikke er nævnt i stk. 2, er det fordi der i visse lønmodtagerforhold er registreringspligt, ligesom der er visse muligheder for frivillig registrering.

Ad nr. 2. Det er karakteristisk for drift af selvstændig virksomhed, at indkomsten afhænger af et eventuelt overskud.

Skattepligtig indkomst, hvori der hverken skal indeholdes A-skat eller udbytteskat, benævnes B-indkomst. Afgrænsningen af A-indkomst over for B-indkomst følger de retningslinjer, som er afgørende for, om en arbejdstager kan opnå lønmodtagerfradrag, jf. også vejledningen til § 2, stk. 1, om øvrige momenter for selvstændig virksomhed. Sondringen kan således ikke tillægges betydning i denne bekendtgørelse.

Ad nr. 3. Kun selvstændige erhvervsdrivende kan anvende virksomhedsskatteloven, og det er herved antaget, at selvstændighedsbegrebet afgrænses på samme måde som i de øvrige skattelove.

Virksomhedsskatteloven bidrager derfor ikke til en nærmere begrebsbestemmelse, men der vil imidlertid under hensyn til formålene med loven være en formodning for, at en person, der et år vælger at lade sig omfatte af virksomhedsskatteordningen, også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven vil blive anset for selvstændig erhvervsdrivende.

Ad nr. 4. Der henvises til afsnittet om økonomiske driftsfællesskaber i vejledningen til § 2, stk. 1.

Til § 2, stk. 4.

Øvrige tilfælde

I stk. 2-3 ovenfor er nævnt de ydre kendetegn, der er egnede til umiddelbart at afgøre, om betingelserne i stk. 1 om regning, risiko og økonomisk udbytte kan antages at være opfyldt. I øvrige tilfælde vil det ofte være således, at visse sider af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager taler for at anse beskæftigelsen for lønarbejde, mens andre sider taler for, at der foreligger selvstændig virksomhed. Afgørelsen må her bero på en samlet, konkret vurdering af, om beskæftigelsen nærmest kan henføres under den generelle definition i stk. 1. Der henvises til vejledningen til stk. 1, hvori der også er nævnt en række momenter, som i øvrigt taler for at anse beskæftigelsen for selvstændig virksomhed.

Til § 3

Selskaber

Om selskaber generelt

Reglerne i § 3 omfatter principielt alle erhvervsdrivende selskaber med en formue (kapital), der er udskilt til opnåelse af et bestemt formål. Langt de fleste selskaber er dog organiseret i en lovreguleret form enten som et aktieselskab (A/S) eller som et anpartsselskab (ApS). Som andre typer af selskaber kan nævnes andelsselskaber (a.m.b.a.) og kommanditselskaber (K/S).

Et interessentskab (I/S) hviler derimod alene på en aftale mellem to eller flere personer om at drive virksomhed sammen. Denne driftsform er derfor ikke omfattet af § 3, men af § 2.

Til § 3, stk. 1

Beskæftigelse i et selskab

En person, der er kapitalindehaver i et selskab, hvori pågældende selv er beskæftiget, vil kunne være ansat på helt almindelige lønmodtagervilkår i selskabet.

I stk. 2 og 3 opstilles regler for en persons identifikation med et selskab, for ægtefællers identifikation med hinanden og for ægtefællernes identifikation med deres nærmeste familie.

Reglerne skal lede hen til fastlæggelsen af, hvornår personen har en sådan afgørende indflydelse i det hvervgivende selskab, at beskæftigelsen i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven - uanset den formelle status som lønmodtager - skal anses for selvstændig virksomhed.

Det er en forudsætning for anvendelsen af disse regler, at personen er beskæftiget i selskabet. Det forhold, at personen alene er kapitalindehaver i et selskab, medfører ikke, at pågældende betragtes som selvstændig erhvervsdrivende.

Til § 3, stk. 2

Afgørende indflydelse

"Matematisk majoritet", nr. 1 og 2

Ved vurderingen af, om personen har afgørende indflydelse på et selskab, tages i nr. 1 og nr. 2 hensyn til den "matematiske majoritet", dvs. kapitalindehavelsens nominelle værdi eller stemmeværdi. Selskabets vedtægter skal ifølge aktie- og anpartsselskabslovene indeholde bestemmelser om kapitalindehavernes stemmeret.

Anpartsselskaber er frit stillet med hensyn til udstedelse af stemmeløse anparter og anparter med vægtet stemmeret.

Derimod skal enhver aktie , tegnet efter den 1. januar 1974, have stemmeret. Det gælder som udgangspunkt, at alle aktier har lige ret i selskabet, og at aktionærernes indflydelse er proportional med størrelsen af deres aktiebesiddelse. Der er dog en begrænset mulighed for at vægte aktiernes stemmeret. Endvidere kan der i vedtægterne træffes bestemmelse om begrænsning eller vægtning af den enkelte aktionærs stemmeret.

Efter nr. 1 og nr. 2, jf. stk. 3, skal en person anses for selvstændig erhvervsdrivende, hvis selskabskapitalen eller dennes stemmeværdi er koncentreret som følger:

I.

a. Personen har selv mindst 50 %

b. Personen har sammen med sin ægtefælle mindst 50 %

c. Personen har sammen med sin ægtefælle og en eller flere fra den "nærmeste familie" mindst 50 %

d. Personen har sammen med en eller flere fra den "nærmeste familie" mindst 50 %.

II.

a. Personens ægtefælle har mindst 50 %

b. Personens ægtefælle har sammen med en eller flere fra den "nærmeste familie" mindst 50 %.

"Praktisk majoritet", nr. 3, 4 og 5

En kapitalindehaver, der repræsenterer mindst 50 % af stemmerne i et selskab, er sikret afgørende indflydelse på alle beslutninger, der kræver simpelt flertal, idet der ikke vil kunne vedtages sådanne beslutninger uden om pågældendes stemmer. Ved beregningen af flertallet tages imidlertid kun hensyn til de afgivne stemmer, og i mange selskaber tager langtfra alle kapitalindehavere personligt eller ved fuldmægtig del i generalforsamlingerne.

Dertil kommer, at det normalt vil være svært at samle et stort antal kapitalindehavere til en enig og indflydelsesrig "opposition".

Det kan dog være vanskeligt at udmønte en sådan afgørende indflydelse på en procentdel, der er mindre end 50 %, da det f.eks. vil være lige så afgørende, til hvem og hvorledes den resterende kapital er fordelt.

Afgørende indflydelse antages dog under alle omstændigheder at ligge hos indehaveren af den bestemmende andel af kapitalen eller stemmerne i et selskab, jf. bestemmelserne i nr. 3 og 4. Bestemmelserne får som nævnt kun særskilt betydning i de tilfælde, hvor den bestemmende andel repræsenterer mindre end 50 %.

Endvidere tillægges i nr. 5 den person afgørende indflydelse, som ud over en betydelig procentdel - 10 % - tillige indtager plads i selskabets bestyrelse eller direktion, selv om personen ikke er indehaver af hovedkapitalen eller stemmeflertallet. Der vil dog her ofte være tale om en person, der også falder ind under bestemmelserne i nr. 3 og 4.

Bestemmelserne i nr. 3-5 retter sig typisk mod større selskaber, hvor kapitalen med varierende beløb er fordelt på adskillige indehavere. Medarbejderne kan vælge mindst 2 medlemmer af bestyrelsen i aktie- eller anpartsselskaber, der beskæftiger 50 eller flere arbejdstagere. Bestemmelsen i nr. 5 tager ikke umiddelbart sigte på sådanne medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

Til § 3, stk. 3

Nærmeste familie

Den personkreds, benævnt som "nærmeste familie", hvis kapital i selskabet medregnes ved procentopgørelserne i stk. 2, omfatter herefter:

a. Personens ægtefælle

b. Personens børn (herunder adoptivbørn)

c. Personens børnebørn

d. Personens forældre

e. Personens bedsteforældre

f. Personens søskende

g. Ægtefællens særbørn og -børnebørn

h. Ægtefællens forældre

i. Ægtefællens bedsteforældre

j. Ægtefællens søskende.

Bestyrelsen i et anpartsselskab har efter lov om anpartsselskaber pligt til at oprette en fortegnelse over anpartshavere med angivelse af navn, bopæl og kapitalindehavelsens størrelse. Fortegnelsen over anpartshaverne skal være tilgængelig på selskabets kontor for enhver anpartshaver og for offentlige myndigheder.

Ved begge selskabsformer skal der endvidere føres en særlig fortegnelse over de anparts- eller aktiehavere, som har anparter eller aktier, som er tillagt mindst 10 % af selskabskapitalen, dog mindst 100.000 kr. Udskrift af denne særlige fortegnelse kan ved skriftlig henvendelse rekvireres af enhver, der måtte være interesseret heri.

Til § 3, stk. 5

"Selskabskonstruktioner"

En virksomhed, der i henseende til ejerforhold, ledelse og drift naturligt karakteriseres som en virksomhed, kan ofte være organiseret som en flerhed af selskaber.

Sådanne selskabskonstruktioner kan opbygges ved, at en enkelt person eller et moderselskab helt ejer det nytilkomne selskab. Bestemmelserne i stk. 2-4 vil i så fald uden videre kunne finde anvendelse.

Tilsvarende gælder, hvis det nytilkomne selskab ejes af en hovedaktionær sammen med andre virksomheder eller enkeltpersoner som minoritetsaktionærer.

Der kan derimod blive tale om en vanskeligere og mere konkret vurdering i de situationer, hvor et selskab ejes med væsentlige dele af et eller flere andre selskaber, hvori personen har afgørende indflydelse efter stk. 2-4.

 Til top