Iben fik stor erstatning for fyring under barsel

Af Ole Strand, CA Karrierepartner og a-kasse

Den lykkelige barselsboble sprang, da Iben blev fyret pga nedskæringer. CA Advokathjælp gik ind i sagen, og skaffede hende en godtgørelse på 7½ måneders løn for uberettiget fyring.

Iben Kølbæk og datteren2015 startede godt, da Iben Kølbæk i begyndelsen af februar fødte en fantastisk lille pige. Hun gik på barsel med lille Lea fra sit job som Financial Controller i en større dansk virksomhed. Men den lykkelige barselsboble sprang fuldstændig, da hun blev ringet op i midten af april og fik at vide, at hun var blevet afskediget på grund af nedskæringer.

”Min fyring kom som et stort chok efter mere end 9 år i virksomheden. I dagene efter fyringen gik jeg fra, at være ked af det til at være sur og skuffet over, at man vil behandle medarbejdere på den måde. Mit arbejde har altid fyldt utroligt meget i mit liv – og så er det takken”, siger Iben Kølbæk.

Selvom Iben havde næsthøjest anciennitet i afdelingen, var hun den eneste ud af 11, der var blevet afskediget – med henvisning til nedskæringer i virksomheden, og at hun var den mindst omstillingsparate i afdelingen.

”Det lød lidt som en dårlig undskyldning for, at det var nemmest at fyre mig, der var på barsel og ude af øje og sind”, siger Iben Kølbæk.

Arbejdsgiveren har bevisbyrden

Men en tynd forklaring duer ikke, når den fyrede er på barsel. Normalt skal en medarbejder bevise, at en fyring er uberettiget. Men ved graviditet eller barsel er bevisbyrden omvendt: Så skal arbejdsgiveren kunne bevise, at fyringen er berettiget, og at den ikke skyldes graviditeten eller barslen.

”Den omvendte bevisbyrde er skrevet ind i ligebehandlingsloven for at sikre, at medarbejdere ikke bliver diskrimineret og fyret, fordi de tilfældigvis er på barsel. Det er jo ofte det nemmeste for arbejdsgiveren, fordi den barslende i forvejen er væk fra arbejdspladsen. Men det ville nemt undergrave børnefamiliernes retsstilling på arbejdsmarkedet”, fortæller Steen Marslew, der er advokat og leder af CA Advokathjælp.

Kolde fødder førte til forlig – og erstatning

CA Advokathjælp gik ind i sagen og rejste krav om erstatning for uberettiget opsigelse. Virksomheden afviste i første omgang kravet og henviste til, at de havde foretaget en begrundet opsigelse – og ikke blot fyret Iben, fordi hun var på barsel.

Men da Steen Marslew truede med en egentlig stævning og en retssag, tilbød virksomheden en erstatning svarende til 6 måneders løn. Efter forhandling endte de på et forlig, der gav Iben Kølbæk en erstatning på 7½ måneders løn - udover hendes almindelige opsigelsesvarsel på et halvt år.

”Det var tydeligt, at de fik kolde fødder, da de kunne se, at det ville ende med en retssag, og at de ville tabe den”, siger Iben Kølbæk, der var glad for at få lukket sagen med et forlig. 

”Måske kunne jeg have fået en lidt højere erstatning ved en retssag, men så havde sagen trukket i langdrag. Det vigtigste for mig var at få sendt et klart signal til virksomheden, om at det VAR en uberettiget fyring – og så komme videre i livet”, siger Iben Kølbæk.

Da barslen stoppede ved udgangen af oktober 2015, nåede Iben Kølbæk kun at være ledig i 1½ måned, inden hun startede i sit nye job.

Sørg for juridisk back-up

Selvom bevisbyrden er imod virksomheden, er der alt for mange sager, hvor medarbejderne bliver fyret under graviditet og barsel, fortæller Steen Marslew fra CA Advokathjælp.

”Måske kender virksomhederne ikke reglerne, måske tænker de, at går den, så går den, og at medarbejderen ikke kan overskue at føre en sag. Du er i forvejen i en sårbar situation efter en  fyring. Den bliver endnu mere sårbar, når du bliver fyret uden varsel under din barsel. Derfor er det vigtigt, at have adgang til juridisk back-up, så du ikke står alene med dit krav over for virksomheden”, siger Steen Marslew.

Som medlem af en fagforening eller af CA Advokathjælp har du adgang til gratis advokathjæp i ansættelselssager. Iben Kølbæk havde været medlem af CA Advokathjælp i cirka et år, inden hun blev fyret, og det var en god investering, mener hun.

”Man regner jo ikke med, at man kommer i konflikt med arbejdsgiveren. Men det viste sig at være penge, som var givet rigtig godt ud. Hvis jeg selv skulle have hyret en advokat, kunne det nemt være blevet så dyrt og uoverskueligt, at jeg havde ladet være med at føre sagen”, slutter Iben Kølbæk.

En advokat er nemlig ikke billig. Advokat Steen Marslew vurderer, at advokatregningen var blevet på cirka 15.000 kr. til Iben Kølbæk, hvis hun selv havde skullet betale. Hvis sagen var endt med en retssag, var advokatomkostningerne hurtigt løbet op i måske 50.000 kr. I stedet slipper hun med at betale 50 kr. i kontingent om måneden til CA Advokathjælp.

Regler om graviditet  og barsel

CA Advokathjælps advokat Steen Marslew er partner i advokatkæden Advodan. Her kan du læse, hvad Advodan skriver om Graviditet og barsel


Dine muligheder, hvis ansættelsen ender galt?

Selv de bedste ansættelsesforhold kan ende skidt, og i værste fald ende i retten. Som udgangspunkt skal du selv betale omkostninger til advokat i forbindelse med retssagen. Men der er 3 undtagelser:

Fagforening

Hvis du er medlem af en fagforening, kan deres juridiske afdeling varetage dine interesser og føre sagen uden omkostning for dig. I de fleste fagforeninger er der en karenstid, så du først kan få hjælp til sager, der opstår efter en karenstid på op til 6 måneder efter din indmeldelse.

Fagforeninger koster typisk 200-400 kr. om måneden. Udover juridisk rådgivning hjælper de ofte også med fx overenskomst og lønstatistik, ligesom de varetager medlemmernes fagpolitiske interesser med lobbyarbejde m.m.

CA Advokathjælp

Hvis du er medlem af CA+ og dermed CA Advokathjælp, varetager deres advokater dine interesser og fører sagen uden omkostning for dig. Også her kan du først få hjælp til sager, der opstår efter en karenstid på 180 dage (6 måneder). CA+ koster 50 kr. om måneden, og er en ren juridisk forsikring, som du kan bruge i ansættelsessager.

Fri proces

Du kan få fri proces – hvor staten betale dine advokatomkostninger – hvis du har haft en begrænset skattemæssig indkomst i det foregående kalenderår, og hvis der er rimelig grund til at føre sagen:

Beløbsgrænser for at få fri proces pr. 1. januar 2016 (regnet som max skattemæssigt indtægtsgrundlag i 2015):

  • Enlige ansøgere: 308.000 kr.
  • Ansøgere i ægteskab eller andet samlivsforhold: 391.000 kr.*
  • Forhøjelse for hvert barn 53.000 kr.

*samlet beløb for begge ægtefæller/samlevere

Hvis dit og samlevers indtægtsgrundlag er højere, kan du kun få fri proces, hvis sagen er principiel eller har særlig offentlig interesse.

Læs mere om fri proces

Læs mere om CA Advokathjælp

 

Flere medlemshistorier

Vil du læse flere eksempler på, hvordan CA Advokathjælp har hjulpet medlemmerne, så klik her for overblik over Medlemshistorier

Advokathjælp kun 50 kr. pr./md.

CA Advokathjælp yder professionel hjælp omkring kontrakter, klausuler, opsigelser og andre ansættelsesforhold.

CA Advokathjælp er en del af CA+ og koster kun 50 kr./md. for lønmodtagere og er gratis for studiemedlemmer.

Læs mere om CA Advokathjælp >