Aftal det hele - gode råd om efteruddannelse

af Lars Ulrik Jeppesen, karriererådgiver, CA karrierepartner og a-kasse

Fik du heller ikke optimeret dine kompetencer i år? Eller lærte du noget, som du aldrig rigtig fik brugt efterfølgende? 

Succesfuld efteruddannelse handler om aftaler, aftaler, aftaler - om hvad der skal ske og hvorfor – før, under og efter efteruddannelsen. 

Afklaring – hvad vil du, hvad har du brug for

For at du kan få en ordentlig afklaring, er du nødt til at lave en ordentlig plan for dig selv.

  1. Hvad er det for kompetencer, jeg mangler.
  2. Hvad er det, jeg skal være bedre til.

Når først du ved det, så har du både A og B i flytteprocessen. Dér, hvor du er i dag, og dér, hvor du godt vil hen – de kompetencer, du skal tilegne dig.

Derefter gælder det så om at finde ud af, hvilken efteruddannelse der passer bedst til behovet. Er det en HD? Er det et projektlederforløb? En MBA eller et kortere kursus?

Hvor tilegner du dig bedst de kompetencer, som du har brug for, for at udfylde disse ting, som du ikke har i øjeblikket. Hvis du har afdækket dit behov og har fundet ud af, hvordan det kan opfyldes, så har du også argumenterne på plads i forhold til din chef.

Lav evt. et uddannelses-scorecard sammen med chefen næste gang, du er til MUS-samtale: 

  1. kolonne: Hvad er det for kompetencer, du skal bruge? 
     
  2. kolonne: Hvor god er du til dem i dag (på en skala fra 1-10) 
     
  3. kolonne: Hvor vigtige er de (på en skala fra 1-10)?

Hvis scoren er lav i nr. 2, men høj i nr. 3, så er der et udviklingsbehov.  

Aftale med dig selv

Aftalen med dig selv handler først og fremmest om ambitioner og tid. Hvad er dit ambitionsniveau? Skal du være en A-student, eller er det fint nok at gå igennem med et mere almindeligt snit?

Hvad har du tid til? Hvor mange timer vil det kræve at få topkarakterer, hvor mange timer kan du nøjes med?  Udover selve undervisningen skal der også medregnes tid til forberedelse, gruppearbejde, opgaver og transport. 

Aftale med baglandet

Det kan nok ikke undgås, at der bliver tidspres, når du kaster 10-20 timers uddannelse ind i en i forvejen travl hverdag, men du kan gøre meget ved på forhånd at forventningsafstemme og aftale med baglandet. Er de villige til, at du bruger de næste to år på, at du i 15 timer om ugen læser lektier og deltager i gruppearbejde?

Sæt jer ned og find sammen ud af, hvor de timer så helt konkret skal komme fra. Er det ægtefællen, der skal stå for alt det praktiske? skal du læse om aftenen og/eller rive søndagen ud af familiekalenderen til studierne? Hvis I på forhånd har aftalt det, kommer det ikke som en ubehagelig overraskelse bagefter.

Aftale med chefen

Aftal med chefen, hvad der forventes af dig, mens du læser, så I er enige om rammerne for din uddannelse:

  • Betaler virksomheden uddannelse og bøger?
  • Kan du få fri, hvis der er undervisning på hverdage?
  • Bliver der taget hensyn, eller skal du bare passe din kvote?
  • Er der forventninger fra virksomheden til eksamensresultatet?
  • Hvad nu, hvis du skal bruge et halvt år eller et semester ekstra på det. Er det acceptabelt eller ikke?

Sæt dig ned med din chef og lav en plan for implementeringen, inden du tager på kursus eller starter på uddannelse. Vi kender det nok alle sammen, at når man har været på kursus og kommer tilbage, så ligger der sådan en bunke papirer og sager og venter på os. Og hvis der ikke er en plan for, hvordan din nye viden skal bruges, så ryger kursusmappen ind på hylden og bliver den dyreste støvsamler.

Derfor bliver man nødt til at sige, ’Nu kommer du på det her kursus, og når du kommer tilbage, så skal du også arbejde med noget af det’. Og hvis det er nye opgaver, skal man sørge for, at der også er afsat tid til dem i forhold til de opgaver, man har, og i forhold til ens afdeling. Det kræver et stykke arbejde, men det er nødvendigt, hvis efteruddannelsen ikke bare skal være nice-to-know.