Case Interviews: Sådan kom vi igennem!

Af Mai-Britt Petersen

Lene Gam-Boelt og Jens Lyhne Højberg fortæller her om hver deres oplevelser med at skulle gennemgå case interviews som en del af jobsamtalen. Case interviews kan bestå af mange forskellige udfordringer alt afhængig af jobbet, som kandidaten har søgt. Her er to eksempler fra hver sin del af landet.

1. Fortæl kort om din baggrund

Lene: Jeg er 29 år, bor i København og er uddannet Cand.merc.(Kom) fra CBS. Jeg dimmiterede i sommeren 2011 og har erfaring fra FIH Erhvervsbank, Kunde & Co og Wunderman. Siden juni 2013 har jeg arbejdet som rådgiver og projektleder hos kommunikationsbureauet core:workers, der er specialiseret i intern kommunikation, employer branding og jobannoncer.

Jens: Jeg er 26 år gammel, kommer fra Sønderborg og bor i Aarhus. Jeg har læst statskundskab ved Aarhus Universitet og har for nylig afleveret speciale.

2. Hvornår stødte du første gang på oplevelsen med case interview ved en jobsamtale, og blev du tilbudt jobbet efterfølgende?

Lene: Da jeg søgte og fik jobbet hos core:workers.

Jens: Jeg var til mit første case interview i dag (red. 23.09.14), men jeg fik kendskab til det i forbindelse med, at en kammerat fra økonomi øvede sig til en samtale til en praktikplads ved BCG (Boston Consulting Group) og ved Quartz+Co.

Jeg har endnu ikke fået svar på, om jeg bliver tilbudt jobbet – jeg får først en tilbagemelding senere.

3. Da du blev ansat i dit nuværende job, gennemgik du da et case interview ved jobsamtalen?

Lene: 2. samtale var en case, som jeg havde tre dage til at forberede. Casen var at udarbejde en 360 graders kommunikationsstrategi og -plan for en medarbejderdag om "sikkerhed på jobbet" for en af core:workers’ kunder. Casen skulle løses med afsæt i core:workers’ eget modelapparat.

Jens: Jeg er ved egen virksomhed og var ikke igennem et case interview inden ansættelse.

4. Mener du, at case interview-delen bidrager til at belyse noget ekstraordinært ved jobsamtalen? Hvorfor eller hvorfor ikke?

Lene: Ja, bestemt. Jeg fik ’hands-on’ indblik i den type opgaver, som jeg løser for min arbejdsgiver, ligesom min arbejdsgiver fik indblik i, hvordan jeg tænker og griber en problemstilling an.

Jens: Det giver intervieweren (virksomheden) en chance for at finde ud af, om den pågældende kandidat har forretningsforståelse og kan arbejde struktureret og ud fra en hypotetisk tilgang. Så jeg mener bestemt, at det bidrager positivt.

For kandidaten giver det et indblik i, hvad det vil sige at arbejde som konsulent og skulle rådgive og analysere forskellige problemstillinger. 

5. Hvorfor tror du, at nogen virksomheder og organisationer vælger denne metode ved en jobsamtale?

Lene: For at få et bredere perspektiv og mere dybdegående indblik i kandidatens evner, tankesæt og arbejdsmetode.

Jens: Fordi det er en indlysende måde at skille de ustrukturerede og mindre dygtige kandidater fra. Det giver et billede, ikke blot af en person, men også personens færdigheder – og i en jobsamtale giver det derfor et mere nuanceret billede af kandidaterne, og om de passer ind i den pågældende virksomhed.

6. Hvordan har din oplevelse været med case interviews ved jobsamtaler?

Lene: Det var en krævende og meget positiv oplevelse. Jeg føler, at jeg blev ansat på et mere ærligt og retvisende grundlag. For mig var det også nemmere at vise, hvad jeg kan, når jeg kunne tage afsæt i en konkret opgave.

Jens: Det har været stressende og meget udfordrende, men også sjovt, da jeg godt kan lide udfordringer og at blive presset lidt. Det var en case, der lå langt fra det, jeg havde øvet, da det ikke var en ren business case. Der var også politisk analyse, og det var inden for et område med spildevand, som jeg ikke havde meget kendskab til. Det var dog gode interviewere, og jeg blev hjulpet igennem de elementer, jeg havde svært ved at gennemskue.

7. Bruger du længere tid i din forberedelse til jobsamtalen, hvis du ved, at du skal gennemgå et case interview til samtalen?

Lene: Jeg brugte flere aftener på at forberede min præsentation, så ja, jeg brugte meget længere tid på at forberede mig sammenlignet med en ’almindelig samtale’.

Jens: Meget længere. Jeg havde ikke arbejdet med case interview tidligere, så jeg havde to hele dage (min. 20 timer) til at læse og øve mig, inden jeg skulle til samtale. Derudover havde jeg sat en dag af til at forberede de klassiske spørgsmål i forbindelse med jobsamtale. Jeg kunne godt have tænkt mig at bruge mere tid til at forberede case interviewet, men der var ikke mere tid.

8. Er det kommet bag på dig til jobsamtalen, at du skulle gennemgå et case interview, eller er du blevet informeret om det inden?

Lene: Nej, jeg vidste, at hvis jeg blev kaldt til 2. samtale, så skulle jeg løse en case.

Jens: Jeg blev informeret i jobopslaget, så det kom ikke bag på mig.

9. I de situationer, hvor du har skullet løse et case interview ifm. jobsamtalen, har du efterfølgende fået feedback på case interviewet fra den potentielle arbejdsgiver?

Lene: Jeg fik feedback umiddelbart efter præsentationen af min case-besvarelse, hvilket jeg også forventet, da jeg havde brugt meget tid på at forberede mig.

Jens: Det har jeg ikke fået endnu.

10. Hvad er dine 3 bedste råd til andre, der skal forberede sig til en jobsamtale, hvor der på den ene eller anden måde indgår case interview-løsning?

Lene:

  • Afsæt god tid til at forberede casen
  • Løs casen selv - men brug dit netværk til sparring
  • Se det som en måde at teste den potentielle arbejdsgiver og den type opgaver, som du fremtidigt kommer til at løse for virksomheden

Jens:

  • Sæt tilstrækkeligt med tid af til at gennemgå cases, og få det ind under huden
  • Brug Victor Cheng og 'Case in point' (2 bøger), der indeholder alt, hvad du skal bruge, så du slipper for at skulle bruge tid på at finde materiale (og selvfølgelig det materiale CA laver!)
  • Find én at øve det med, så du får trænet dine kompetencer og din måde at præsentere dem på, så du lyder overbevisende og ikke kludrer i det, når du skal gøre det i praksis.

Klik her, hvis du vil læse flere artikler med inspiration, tips og tricks til jobsamtalen >


 

Få CA's gratis e-bog "Jobbet er dit" med inspiration til din jobsøgning

** Ja tak, jeg ønsker at modtage e-bogen og accepterer samtidig, at CA kontakter mig telefonisk og/eller på e-mail med henblik på en dialog om CA's medlemsfordele, hvor der kan ske yderligere indsamling af personoplysninger. CA opbevarer mine data i 4 år. CA tilmelder mig ikke automatisk til nyhedsbreve og lignende, og jeg kan til hver en tid få indsigt i samt tilbagekalde mit samtykke ved at skrive til kommunikation@ca.dk. Du kan læse mere i vores persondatapolitik eller kontakte vores dataansvarlige for spørgsmål og klager: Kianoush Yazdanyar, direktion@ca.dk.

Lene Gam-Boelt, rådgiver og projektleder i core:workers

Jens Lyhne Højberg, nyuddannet kandidat i statskundskab