Da jeg startede med at studere...

Når man starter på sin første videregående uddannelse, enten lige efter gymnasiet eller handelsskolen, har man ofte en masse forventninger til sig selv og sit studie.

Vi har fået vores helt egen marketingassistent, Abier Chuhaiber, til at fortælle, hvordan det var at starte på bacheloruddannelsen på AU-BSS, og hvilke forventninger hun havde til sig selvVi har fået vores helt egen marketingassistent, Abier Chuhaiber, til at fortælle, hvordan det var at starte på bacheloruddannelsen på AU-BSS, og hvilke forventninger hun havde til sig selv.

1. Fortæl kort om dig selv:

Jeg hedder Abier og går på 5. semester, hvor jeg læser Marketing & Management Communication på Aarhus Universitet, Business and Social Sciences. Ved siden af mit studie har jeg et studiejob, hvor jeg sidder som marketingsassistent. Efter min bacheloruddannelse vil jeg gerne læse videre på en kandidat, men er dog ikke sikker på, hvilken kandidatuddannelse jeg gerne vil læse endnu.

2. Kan du huske, hvilke forventninger du havde til dit uddannelsessted, inden du startede på din bacheloruddannelse?

Jeg fandt min drømmeuddannelse efter, at jeg havde været på et brobygningsforløb. Det betød rigtig meget for mig, at jeg kunne følge ’en normal skoledag’ og opleve nogle af fagene inden, jeg besluttede mig for at søge ind. Efter brobygningsdagen blev jeg helt sikker på, at det var Marketing and Management Communication, som jeg ville læse. Inden jeg startede, forventede jeg, at jeg ville blive udfordret på min faglige og personlige kompetencer. Jeg forventede, at niveauet ville blive meget svært, og at ’skolegangen’ ville blive meget hårdere end gymnasiet. Men jeg tog fejl. Det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet, og jeg synes endda, at skolegangen er mindre hård end i gymnasietiden. Jeg bliver dog helt sikkert udfordret, og det er nok en af de ting, som jeg holder rigtig meget af på mit studie.

3. Hvad var det bedste og sjoveste ved at starte på en videregående uddannelse?

Det bedste ved at starte på en videregående uddannelse er tanken om, at jeg læser og arbejder med nogle fag, der har stor relevans for min fremtidige karriere. Jeg er mere motiveret og engageret i fagene, når jeg har den tanke i hovedet. Det er sjovt og spændende at starte et nyt sted. Man er nysgerrig og ivrig efter at lære en masse, og man er åben over for forandringer.

4. Hvad var det værste og sværeste ved at starte på en videregående uddannelse?

Det sværeste ved at starte på en videregående uddannelse er typisk at kunne finde hoved og hale i al den information, som man modtager, når man starter. Jeg kom jo fra gymnasiet, og der skulle lærerne nok sørge for at ’tage sig af dig’ og dermed minde dig om, hvad du skal huske. Når man starter på en videregående uddannelse, er der ingen kære mor. Her bliver man kastet ud i det, og det er ens eget ansvar, hvis man misser en information eller to. Forvirringsperioden går dog hurtigt over igen, og de studerende er oftest gode til at hjælpe hinanden igennem den første periode med massiv information.

5. Havde uddannelsesstedet arrangeret et introforløb for dig og dine medstuderende?

Op til studiestart havde AU-BSS arrangeret et introforløb for alle de nye studerende. Det er ren fest og ballade! Introugen afholdes i løbet af en uge, hvor ældre studerende, som også kaldes tutorer, arrangerer et helt ugeskema for alle studerende. Der afholdes både faglige såvel som sociale arrangementer. De faglige er typisk præsentationer, der afholdes af forskellige foreninger. De gav os nogle informationer, som de mente, var vigtige for os at vide inden studiestart. De sociale arrangementer består af sang, dans og hygge! Alt sammen noget, der er med til at ryste de studerende sammen.

6. Da introforløbet var overstået, og det blev hverdag, var det så svært at begynde at studere noget nyt og på en anderledes måde, end hvad du fx havde lært på ungdomsuddannelsen?

Som ’freshman’ har man typisk en tendens til at ville sørge for at følge med i alt læsning, forelæsninger og klasseundervisning, hvilket også er rigtigt fint. Med tiden lærer man dog, at der ikke altid er tid til det, og at man nogle gange ikke behøver at læse de 176 sider til den næste dag. Det er en balance, som man automatisk finder jo længere, man kommer ind i studiet. Hvis man dog har svært ved at finde denne balance, kan studielivet godt gå hen og blive rigtig hårdt, og man føler, at man nærmest ikke laver andet end at læse, læse og læse. Så husk, at det er helt okay i starten! Men det er utroligt vigtigt at mærke efter og finde balancen. Det kan godt blive frustrerende; men hvis der er én ting, jeg har lært af at læse en videregående uddannelse, så er det at ”Frustration is part of the process” - det går over.

7. Er du aktiv i en studieforening, eller laver du andet frivilligt arbejde relateret til dit studie?

Jeg arbejder som frivillig student organiser for Aarhus Symposium, som er en studenterdrevet organisation, der afholder et årligt arrangement den 1. november for studerende samt nogle af de største beslutningstagere inden for erhvervslivet. Der sidder jeg som marketing organiser og er med til at markedsføre Aarhus Symposium og dets dertilhørende aktiviteter. Jeg har dette ved siden af mit studie samt studiejob, da jeg igennem dette arbejde kan få lov til at kombinere teori og praksis. Her får jeg muligheden for at udvikle mine faglige samt personlige kompetencer ved at arbejde inden for nogle områder, som mit studie ikke kan give mig. Jeg mener, det er utroligt vigtigt, at man har et studiejob eller frivilligt arbejde, der kan være med til at profilere dig og sige noget om, hvem du er, den dag man skal ud i erhvervslivet efter endt uddannelse. Derudover synes jeg, arbejdet er sjovt og spændende, og man lærer en masse andre studerende at kende, som nødvendigvis ikke læser det samme som en selv. Erfaring, tværfaglighed og netværk er tre rigtige gode elementer, som man blandt andet kan opnå fra et frivilligt arbejde i en studieforening som Aarhus Symposium.

8. Hvornår og hvordan fik du dit studiejob?

Jeg søgte mit studiejob tilbage i november 2012, da jeg gik på mit tredje semester. Jeg fik tilsendt jobopslaget fra en studiekammerat, der mente, at dette job lige var noget for mig. Og hun havde helt ret! Jobopslaget passede ret godt på mine personlige samt faglige kompetencer, hvilket selvfølgelig førte til, at jeg søgte jobbet. Jeg kom derefter til min første rigtige ”jobsamtale”, og det var en spændende og lærerig oplevelse.

9. Hvornår mener du, at det er vigtigt, at bachelorstuderende begynder at lede efter et relevant studiejob?

Jeg vil anbefale, at man søger studiejob på sit 3. semester, da man er halvvejs igennem sin bacheloruddannelse på det tidspunkt. Man har dermed også tilegnet sig nogle faglige kompetencer, som kan hjælpe en i et studiejob. På 1. og 2. semester er det hele stadigvæk lidt nyt, og man prøver at finde ud af, hvad det egentlig er, at man er god til, og hvad man brænder for. Jeg fandt hurtig ud af, at marketing er det område, som jeg gerne vil arbejde med og fordybe mig i. Af den grund søgte jeg både studiejob og frivilligt arbejde inden for dette område på mit 3. semester. Jeg plejer typisk at bruge Jobindex.dk til at lede efter studiejob eller Moment Students. Men det vigtigste i forbindelse med et studiejob er dit netværk. Husk at gøre opmærksom på, hvem du er, og hvad du er god til i dit netværk. Det gjorde jeg, og det førte til, at en studiekammerat kom med et jobopslag, som hun mente, passede på mig. Dit netværk er en guldgrube, som du skal udforske, udnytte og pleje!

10. Hvad er dit drømmejob? Og hvad er vigtigt, når man skal forfølge drømmen?

Mit drømmejob er at arbejde inden for kreativ marketing i en international virksomhed. Målet er en dag at blive marketingsleder eller brandmanager i en virksomhed, der arbejder i Mellemøsten. Det er bl.a. virksomheder som Arla, Coca-Cola, LEGO, Carlsberg osv. Det vigtigste i forbindelse med at forfølge min drøm er efter min mening dedikation, tålmodighed og hårdt arbejde. Nogle gange kan man godt føle, at tingene ikke altid går efter planen, og at tingene ikke sker på deres planlagte tidspunkter. Det kræver en del tålmodighed. Det bliver hårdt, og det bliver travlt, men det bliver godt! Hold dig motiveret ved at lave noget, du brænder for. Spild ikke din tid. Husk, at de ting, du foretager dig samtidig med, du læser, danner et billede af, hvem du er, og hvad du kan. Jeg ser ofte mig selv og mit studie som en mobiltelefon. De ting jeg laver udover mit studie er mobile applikationer. Det er ekstra kompetencer, som jeg vælger at bygge på og tilegne mig for at opnå mine drømme.

Abier Chuhaiber