En praktikplads handler om det, du ikke kan lære i bøgerne

Af Charlotte Ødum Buur

Går du og overvejer, om et praktikophold er noget for dig? Men er du i tvivl om, hvordan du skal søge, og hvordan du finder den rette praktikplads? Mød Lanna Maarouf-Petersen og Maria Prien Saxbøl, der begge var i praktik under deres kandidatuddannelse.

Lanna som praktikant hos marketingbureauet The Red Card Group i Singapore og Maria som praktikant hos ISS Facility Services A/S i Danmark. Vi har mødt dem til en snak om deres overvejelser inden, under og efter praktikopholdet og hvilke råd de vil give andre, der overvejer at søge praktik.

Afprøv dig selv og dine færdigheder fra studiet

Både Lanna og Maria er enige om, at et praktikophold først og fremmest handler om at afprøve sine færdigheder og få den praktiske erfaring, som man ikke kan få ved at læse bøger på studiet.

”For mig handlede det om at få fyldt noget på mit CV og måske skabe mig et studiejob hos ISS. Jeg fik både personlig og faglig erfaring. Jeg lærte at tro på de færdigheder som studiet har givet, men samtidig fik jeg øjnene op for, at der er forskel på teori og virkelighed. Det kan godt være, at studiet lærer dig, hvordan den ideelle løsning er, men når man kommer ud i virkeligheden, så er der faktorer som tid og penge, der spiller ind, og så finder man frem til helt andre løsninger”, fortæller Maria.

Praktikant i en fremmed kultur

Lanna er også enig i, at det er noget helt andet at prøve det i den virkelige verden:

”Jeg fik så meget ud af det. Det meste jeg kan i dag, lærte jeg på det ene semester. Jeg tror også, at det betyder noget, at jeg kom i praktik i Asien. De har en lidt anden måde at arbejde på, og der er høje forventninger fra dag et. Det var lidt skræmmende i starten, men det var fedt at få så meget ansvar så hurtigt. Efter det forløb følte jeg mig virkelig klar til at færdiggøre studierne og komme ud på arbejdsmarkedet”.

Praktikant i Danmark eller udlandet?

For mange, der overvejer at søge en praktikplads, er et af de første spørgsmål, der skal overvejes, om det skal være i Danmark eller i udlandet. Her må man kigge indad og spørge sig selv, hvad der vil motivere mest og give de bedste erfaringer til CV´et. Samtidig skal man spørge sig selv, hvad der praktisk kan lade sig gøre.

For Maria var praktik i udlandet slet ikke en mulighed. Hun havde lige købt lejlighed i Danmark, og det gav hende nogle forpligtelser. ”Set i bagklogskabens lys ville det da have været super interessant og en oplevelse for livet. Så fortryder det nok lidt nu”.

Lanna vidste fra start, at hun ville i praktik i udlandet. Hun ville gerne have noget international erfaring og prøve at arbejde i en fremmed kultur og derigennem udfordre og afprøve sig selv. Derudover havde hun en drøm om at komme ud at rejse, og det kunne et praktikophold i udlandet give hende muligheden for.

Hvilken virksomhed skal du søge hos?

Gør op med dig selv, hvad du vil have ud af dit praktikophold. Er det vigtigst at komme ind i en kendt virksomhed, der vil se godt ud på CV´et, eller er det nogle særlige opgaver, du gerne vil have erfaring med?

For Lanna var det rigtig vigtigt at få praktikplads et sted, hvor der blev stillet krav, og hvor hun blev ligestillet med de øvrige medarbejdere.

”Jeg syntes, at arbejdsopgaverne lød virkelig spændende og anderledes end de andre praktikpladser, jeg var blevet tilbudt. Jeg var meget i tvivl, da jeg også var i kontakt med nogle andre virksomheder, der arbejdede med nogle områder, som jeg fandt mere interessant end hos Red Card. Men selve arbejdsopgaverne virkede mere interessante hos Red Card, og jeg fornemmede fra start, at her ville jeg få et ansvar”.

For Maria handlede det også meget om de spændende og udfordrende arbejdsopgaver.

”Og samtidig er ISS en stor og anerkendt virksomhed, som jeg syntes, ville være interessant at få indblik i”.

Hvad laver en praktikant så?

Der er aldrig to praktikpladser, der er ens. Og sætningen ”praktikanter henter altid kaffe” kan måske virke skræmmende på nogen. Men der er også rigtig spændende opgaver at komme efter.

Hos ISS fik Maria et stort ansvar og nogle helt konkrete projekter:

”Jeg designede en ny hjemmeside, hvor jeg havde et stort ansvar i forhold til designet. Det var rigtig spændende. Jeg arbejdede også med deres intranet og mere redaktionelt med at skrive artikler og nyhedsbreve”.

I Singapore var en af Lannas mest spændende opgaver at være med til at køre en kampagne, der satte fokus på pandaerne, der er ved at uddø:

”Jeg var med hele vejen fra udarbejdelse af marketingmateriale til planlægning af pressekonference. Fra forhandling af kontrakter og booking af internationale artister til gennemførelsen af en stor koncert for 5000 deltagere. Det var virkelig hårdt, da jeg ofte arbejdede virkelig mange timer i træk og med minimal søvn, men jeg fik virkelig lov til at komme rundt om hele processen og ville ikke være det foruden. Det var lige så sjovt, som det var hårdt. Derudover sad jeg hovedsageligt med udarbejdelse af marketingstrategier for forskellige virksomheder, men var også med til at planlægge og udføre produktlanceringer, presseevents, koncerter, sportsbegivenheder m.m.”

Søg praktik i god tid

Det er en god idé at søge praktikplads i god tid. På den måde kan du komme foran i køen og måske skabe dig en praktikplads i en virksomhed, før de når at slå stillingen op.

Lanna skulle i praktik i efterårssemesteret, men startede allerede med at søge i januar måned.

”Jeg gik slavisk i gang med at søge marketingbureauer på Google, og så skrev jeg alle dem, jeg fandt interessant ned. Derefter gik jeg i gang med at sende uopfordrede ansøgninger til dem alle. De fleste svarede faktisk tilbage ret hurtigt, og jeg endte med at få tilbudt flere praktikpladser, inden jeg skulle i gang. Det var ret vildt, men tror, at det var fordi, jeg skrev så tidligt ud. Jeg endte med at skrive for og imod lister på dem alle, og endte til sidst med Red Card Group, der var et lønnet praktikophold”.

Maria fik kontakt til ISS gennem en bekendt, hvorefter hun sendte sit CV til deres kommunikationsafdeling. Her blev hun kaldt til jobsamtale og fik forhandlet sig frem til en lønnet praktikplads.

Hvilke råd vil I give til andre, der skal søge praktikplads?

Både Lanna og Maria er enige om, at de aldrig ville have været deres praktikforløb foruden, og at det handler om at gøre det og tro på sig selv.

Skab ideer til fremtidige arbejdsopgaver og gør din arbejdsindsat uundværlig, så virksomheden ikke kan undvære dig, når praktikken er slut”, fortæller Maria. ”Under praktikforløbet skal du også huske på, at din teoretiske viden er vigtig, men at det virkelig også betyder meget, at du bruger din sunde fornuft.

Lanna tilføjer vigtigheden af at søge praktikplads i god tid:

”Jeg var personligt rigtigt glad for, at jeg begyndte at søge praktikpladser i så god tid. Det gav mig den luksus, at jeg kunne vælge mellem flere og vælge et sted, der føltes rigtigt for mig, og som gav en løn. Det handler ikke bare om at komme ud i praktik, men også om at komme ud et sted, hvor man kan blive udfordret og lære nogle ting, man kan tage med sig videre. Så vær ude i god tid, søg endelig uopfordret – du vil være overrasket over, hvor mange der rent faktisk giver tilbagemelding – og lad vær med at tage det første og bedste. Tag dig god tid, og vælg et sted, som du er sikker på, at du får noget ud af, og som passer til dig”.

Maria Prien Saxbøl, Cand.Mag.Com., Kommunikationsansvarlig ved Helsingør Skole

Lanna Maarouf-Petersen, Cand.Mag. Designledelse, Digital Project Manager hos COOP Danmark