Få styr på dine guldhistorier

Af Lars Ulrik Jeppesen, karriererådgiver, CA

Storytelling som afgørende faktor til dit drømmejob, hvem havde troet det? Ikke desto mindre er det et centralt punkt i verdens bedste og mest træfsikre interviewmetode til rekrutteringer – der går under betegnelsen det strukturerede interview.

GULDhistorier i jobsøgningen – er de virkelig så vigtige?

I dine succesfulde historier om dine tidligere bedrifter kan du finde værdifulde informationer om dig og dine kvaliteter i forhold til dit kommende drømmejob. Kunsten er blot at få det interessante ’gravet’ frem og præsenteret på en – for dig – lukrativ måde. Så svaret til spørgsmålet er et klingende JA.

GULDhistorierne er vigtige for profileringen af dig selv som værdig kandidat til et givent job. De skaber et bedre beslutningsgrundlag for virksomheden i deres rekrutteringsproces (da du synliggør din fremtidige forventede adfærd i centrale situationer, du vil blive bragt i, hvis du bliver ansat til jobbet), og de hjælper med at matche kvalifikationskrav til de kvaliteter, du repræsenterer. For at du kan præsentere dine GULDhistorier på en succesfuld måde, skal du lære fremgangsmåden:

  • Find situationer frem, hvor du tidligere har høstet succes, og beskriv dem.
  • Opbyg historien via STARK modellen, læs senere i artiklen, hvordan du gør det og få gerne hjælp af andre til at få dine STARK historier ’til at sidde lige i skabet’.

  • Hav guldhistorierne klar til jobsamtalen, så du virker overskudsagtig og velforberedt og dermed kan perspektivere kompetencekravene fra virksomheden.

Hvad er det, historierne skal matche?

Når du som jobsøgende skal beskæftige dig med historier (fortællinger om din adfærd i specifikke situationer), skal de sige noget centralt om, hvordan du vil håndtere situationer i jobbet, hvis du bliver ansat i virksomheden.

Har du styr på dine Critical Incidents?

Tilbage i 50’erne formulerede psykologen J. Flanagan, (1954) modellen om ’Critical Incidents’, som handler om de nøglesituationer, der er i ethvert givent job.

Det er en af grundantagelserne i udvælgelsesprocessen, at hvis du håndterer disse nøglesituationer på en succesfuld måde, så vil du også være en succes i det givne job, du søger.

En anden del af grundantagelsen er også, at vores situationsbestemte adfærd har en tendens til at gentage sig, dermed forstås, at hver gang DU møder en ny situation, vil du håndtere den på nogenlunde samme måde, som du har håndteret en lignende situation på tidligere. Hvilket forklarer interessen for situations-specifik adfærd hos dem, der rekrutterer. 


Forberedelsen af dine STARK HISTORIER

En væsentlig del af din forberedelse før dit næste jobinterview skal være at udarbejde STARK historier på de centrale områder i jobbet. Brug maks. 50-100 ord til at beskrive hver af modellens 5 trin. Ofte er det en hjælp at opstille det i et skema.

Når du sidder i jobsamtalen, så er det ofte action-delen og result-delen, der er det centrale og interessante for virksomheden. Derfor er det en stor fordel at lægge vægt på disse dele for at skabe de rigtige og brugbare billeder, når virksomheden skal vurdere, i hvilken grad du er den rette kandidat til jobbet.

En stor fordel ved at være forberedt på de centrale områder i det job, du skal til samtale omkring, er, at du vil virke mere rolig, mindre nervøs og mere i balance under interviewet, da du ved, du har forberedt dig så godt som muligt. Det vil yderligere få dig til at virke mere overskudsagtig og med større selvtillid. Du vil også perspektivere nøglesituationerne i jobbet bedre, da det så ikke virker som om, at du sidder under interviewet og opfinder historierne.

Hvor kan du hente erfaringerne fra?

Ofte tænker du nok ikke på, at du indsamler kompetencer og brugbare kvalifikationer gennem hele livet. Kompetencer er ofte overførbare mellem forskellige kontekster, så selv om DU har fået erfaringer fra sportsklubben, fra projektarbejde på uddannelsen eller i et tidligere job, så kan effekten, adfærden og læringen med succes anvendes i et kommende job eller en kommende karriere.

Eksempler på steder du kan hente situationsbestemte erfaringer:

  • I projektarbejde, hvor du har ageret i forskellige teamroller.

  • I den seneste præsentation du holdt ifm. dit tidligere job eller frivillige arbejde i sportsklubben, hvor du holdt et motivationsforedrag om, hvordan andre kan forbedre deres resultater.

  • Som leder af håndboldholdet af drenge og piger i alderen 10-14 år, hvor du har fået erfaringer med at håndtere konflikter, men også i at være coach for den enkelte og give ham/hende den motivation, de lige står og mangler.

  • Dit 6 måneders praktikophold på ambassaden i Mexico, hvor du arbejdede med at hjælpe danskere på gennemrejse og udbyggede dine analysekompetencer som del af en stor undersøgelse, som udenrigsministeriet gennemførte blandt ambassader i Syd- og Mellemamerika.

  • Dine rejseaktiviteter i Mellemøsten, hvor du har bevist dit værd ved at håndtere tilspidsede situationer med lokalbefolkningen, hvor sprogbarrieren var et særligt stort problem.

  • Familieaktiviteter, hvor du har brudt ud af den rolle, du ellers altid spiller der, og har skabt nogle fantastiske oplevelser for hele familien ved de seneste to fætter-kusine sammenkomster.

  • Lønnet job (uanset branche), hvor du har arbejdet i forskellige service-sammenhænge og skabt særdeles gode salgs- og serviceoplevelser for kunder.

HENT DIN STARK-MODEL HER


Klik her, hvis du vil læse flere artikler med inspiration, tips og tricks til jobsamtalen >


 

Få CA's gratis e-bog "Jobbet er dit" med inspiration til din jobsøgning

** Ja tak, jeg ønsker at modtage e-bogen og accepterer samtidig, at CA kontakter mig telefonisk og/eller på e-mail med henblik på en dialog om CA's medlemsfordele, hvor der kan ske yderligere indsamling af personoplysninger. CA opbevarer mine data i 4 år. CA tilmelder mig ikke automatisk til nyhedsbreve og lignende, og jeg kan til hver en tid få indsigt i samt tilbagekalde mit samtykke ved at skrive til kommunikation@ca.dk. Du kan læse mere i vores persondatapolitik eller kontakte vores dataansvarlige for spørgsmål og klager: Kianoush Yazdanyar, direktion@ca.dk.