Fik kandidat på et sølvfad via CA's CV-database

DKT fandt deres nye medarbejder Marianne Stingsted via match i CA Jobindex - gratis. Du kan også lægge dit CV i CA Jobindex, hvis du gerne vil matches.

Nogle gange behøver det ikke være så svært. DKT skulle bruge en indkøbsassistent i et barselsvikariat - men med henblik på en fast ansættelse på et mere strategisk niveau bagefter. De kontaktede CA a-kasse, der fandt tre kandidater via CV-databasen i CA JobIndex. Efter samtaler med dem alle tre, fik Marianne Stingsted jobbet.

”Vi vidste godt at jobbet på kort sigt ikke var så interessant, at en strategisk indkøber med fast job ville springe til på et barselsvikariat. Så vores fokus var fra starten at finde en nyuddannet, der var parat til at skabe sit eget job efter vikariatet”, siger Thomas Dethlefsen, der er CFO og Supply Chain Manager i DKT.

DKT står for Dansk Kabel Teknik. De er underleverandør til You See og andre bredbåndsleverandører. Store dele af kommunikationen foregår med asiatiske markeder, så det måtte vikaren godt være klædt på til.

Dejligt let at finde 3 kandidater

Thomas Dethlefsen forsøgte først med det lokale jobcenter, men uden succes. Så søgte han efter profiler via Jobindex, og fik også flere hits, men der var ikke et match til de ønsker DKT havde til profilen.

”Så tænkte jeg, ’hvorfor ikke prøve dér, hvor de nyuddannede cand.merc.’er er?’, og kontaktede CA a-kasse. Det var dejligt let. Jeg forklarede bare i telefonen, hvad vi skulle bruge, og så klarede de resten og serverede tre kandidater på et sølvfad. To ud af de tre kandidater kunne i princippet være blevet ansat. Vi valgte Marianne, som passede en tak bedre end den anden kandidat på den samlede score”, siger Thomas Dethlefsen.

CV’et matchede jobbet

Marianne Stingsted har lavet masser af motiverede ansøgninger og målrettede CV’er ud fra konkrete stillingsopslag ... og bagefter ventet sammen med flere hundrede andre ansøgere på, om hun kom til samtale eller ej.  Men med CA Jobindex foregik det anderledes hurtigt for hende.

”Jeg fik en mail om, at de søgte en kandidat inden for Supply Chain Management, og at jeg passede til profilen. Jeg svarede tilbage, at de meget gerne måtte sende mit CV, og så kom jeg til samtale hos DKT. Jeg vidste kun tre ting inden samtalen: Det var et job som indkøber, det var det asiatiske marked og det var en stilling med udviklingsmuligheder. Der var ikke mulighed for at målrette mit CV inden samtalen, så det var noget af et lykketræf for mig, at min profil passede så godt ind”, siger Marianne Stingsted.

Plads til at vokse i jobbet

Marianne Stingsted har en cand.merc. fra Syddansk Universitet, men hun har også en bachelor som ingeniør inden for global management and manufactoring, hvilket langt hen af vejen handler om Supply Chain Management i et internationalt perspektiv, og så har hun rejst en del i Kina og boet i udlandet i nogle år.   

”Jeg er nyuddannet med lidt erfaring, og jeg slås normalt med nogen der har rigtig meget erfaring, når jeg har været til samtaler. I det her job har jeg muligheden for at vise mit værd på det operationelle, og samtidig udvikle det strategiske, så jobbet bliver tungere, og jeg måske kan blive fastansat bagefter”, siger Marianne Stingsted.

DKT har 35 ansatte, og det giver gode muligheder for at få en finger med i det hele.

”Jeg er rigtig rigtig glad for jobbet. Det er en lille virksomhed, som er lidt som en stor familie. Det er dynamisk, der er udfordringer hele tiden. Og man får et godt indblik i hele arbejdsgangen. Ingen er for fine til at hjælpe til, hvis der er brug for en hånd til at få noget ud af døren”, siger Marianne Stingsted.


Brug CA i rekrutteringen – det er gratis

Skal din virksomhed bruge ny medarbejder? Drop en lang rekrutteringsproces, og prøv noget andet i stedet: Brug CA til at finde din næste medarbejder. Brug CA i rekrutteringen >