Fra studiejob til fast job - sådan gør du

Af Sanne Juel, karriererådgiver, CA karrierepartner og a-kasse

Du har snart læst i en del år og skal nu ud i det 'virkelige' arbejdsliv. Et par studiejobs er det blevet til undervejs, men nu leder du efter dit måske første fuldtidsjob. Fast løn - faste mødetider - kollegaer og nye udfordringer. Midt i finanskrisen kan du tænke, hvordan griber jeg det her an?

En fornuftig og overskuelig handlingsplan kombineret med støtte øger dine chancer for et godt fast job.

Mål

Før du går i gang med noget som helst, så find ud af, hvad det er, DU VIL.

  • Hvad er det, du dybest set gerne vil opnå ved et job?
  • Hvilket job, tror du, passer til dig
  • Hvad vil du være glad for at arbejde med 40 timer om ugen?
  • Hvad drømte du om at lave, da du var 'lille'?

Spørg både dit hjerte og din hjerne om, hvad der er rigtigt for dig. Både her og nu og måske på lang sigt. Husk verden er foranderlig, og hvad der er rigtigt for dig nu, kan se anderledes ud om 10 år. Brug dine drømme samtidig med, at du er realistisk og åben for nye muligheder.

Dernæst forsøg at blive så konkret som muligt. Du har nemmere ved at søge, når du ved, hvad du går efter.
F.eks. Jeg vil søge fast job 37 timer om ugen - start løn kr. 28.000 - geografi maks. 20 km fra bopæl - HR/marketing relateret eller analyse/strategi.

Hvornår har du nået dit mål?

Sørg for, at det er veldefineret. Ellers kan du blive ved med at løbe og løbe og løbe uden at kunne fejre dig selv og få små tiltrængte pauser. Så kan du derefter sætte nye gode delmål.

F.eks. Jeg har nået mit mål, når jeg skriver under på ansættelseskontrakten, der opfylder min målsætning - eller 1. delmål er at sende fem ansøgninger hver uge i to måneder. Sørg for, at du har en klar målstreg, så du ved, hvad du skal fokusere på hver eneste dag for at komme nærmere dit mål.

Derfor er det vigtigt med en deadline/delmål

En af forskellene mellem ønsker og mål er, at der sættes en dato. En deadline.
Så beslut dig for, hvordan din plan skal se ud.

Sæt struktur på (antal) dine møder, netværksaftaler, antal ansøgninger m.m. Beslut dig for, hvor mange møder du vil have om ugen, hvor mange ansøgninger du vil sende ud, så du hele tiden har en målsætning at leve op til. Du når mere med deadlines. Skriv det gerne ned, for det forpligter og holder dig til ilden.

Hvad vil det egentligt betyde for dig?

Hvad vil et fast job betyde for dig? Hvilke behov er vigtige for dig at få opfyldt?

  • At bidrage på arbejdsmarkedet?
  • Sikkerhed og tryghed i form af løn og tilhørsforhold?
  • At kunne gøre en forskel?
  • Forandring i hverdagen?
  • At modtage anerkendelse?
  • Mulighed for udvikling (fagligt og personligt)?
  • Føle samhørighed ved at være del af et fællesskab?

Ved at have afklaret disse spørgsmål har du større sandsynlighed for at 'ramme' rigtigt i din jobsøgning. På samme tid hjælper det dig til at stille 'de rigtige' spørgsmål til samtalen om lige præcis det, der er vigtigt for dig.

Opsøg eksperthjælp

Ved at opsøge hjælp/støtte tidligt i processen kan du få den nyeste viden omkring arbejdsmarkedsforhold og professionel vejledning til ansøgninger og CV. Samt motivation og inspiration hvis du er gået i stå i processen. Benyt dig endelig af chancen.

Du forbedrer dine chancer ved at få professionel vejledning.

Du kan få gratis karriererådgivning af en af CA's karriererådgivere. Du kan bl.a. få hjælp til afklaring, CV, ansøgning og sparring på din jobsøgningsstrategi.

Handling - Sæt i gang

Heldet følger dem, der arbejder for det. Så nu er det tid til at sætte handling bag mål, afklaring og få udarbejdet CV og ansøgning.

Hvad vil du sætte i gang for at nå dit mål? Vær præcis...

  • Brug alle platforme, hvor der er muligheder:
  • Søg opslåede stillinger (f.eks. jobindex.dk)
  • Uopfordrede ansøgninger
  • Dit netværk - virkelig brug det!´
  • Jobdatabaser. Se f.eks. CA’s oversigt over alle relevante jobdatabaser
  • Evt. løntilskudsordninger hvor arbejdsgiveren i den første periode får tilskud til din løn fra det offentlige (spørg på dit lokale jobcenter)

Lav en plan over, hvordan du vil udføre din jobsøgning.

F.eks. Jeg vil skrive 10 ansøgninger om ugen, lægge mit CV i diverse jobdatabaser, jeg laver personlige visitkort (kan gøres nemt på nettet), tager på jobmesser, skriver to uopfordrede ansøgninger om ugen, melder mig som frivillig besøgsven, indtil jeg får job, søger vikarjobs inden for alle mulige brancher, bruger mit netværk - vil snakke med tre nye mennesker om ugen. Jeg kan videreuddanne mig med små kurser (PowerPoint, Photoshop, Excel...) workshops m.m.

Forhindringer

Hvad kan forhindre dig i at opnå dit mål? Hvad er det, du går og fortæller dig selv? Her skriver du alt det, du kan drømme om, som kan spænde ben for dig. F.eks.

  • Ingen kan lide mig
  • Jeg er ikke dygtig nok
  • Der er finanskrise i hele samfundet
  • Ansættelsesstop i alle de stillinger jeg søger
  • "Jeg vil KUN arbejde for den og den"...
  • Tænk nu, hvis jeg ikke kan klare jobbet
  • Jeg er ryger
  • Jeg får ikke mit ønske job i første hug
  • jeg er nyuddannet, og de ønsker folk med erfaring
  • Jeg er for ung, for gammel etc.

Kig nøje på alle forhindringerne (undskyldningerne).... Hvilke er reelle?

Kig på dem en efter en, og sig så - Hvad er fordelen ved forhindring nr. 1, nr. 2, nr. 3 etc.

Er forhindringen virkelig SAND? Kunne det modsatte være sandt? Passer det f.eks., at fordi jeg er ryger, kan jeg ikke få ønskejobbet? Eller er det modsatte, at ”selvfølgelig kan jeg da få mit ønskejob, selvom jeg er ryger”. Se om du kan vende dine forhindringer 180 grader rundt.

Eksempel:
"Jeg er ikke dygtig nok."

Hvad er fordelen ved det?

Så har du muligheden for at dygtiggøre dig inden for dette område (ekstra uddannelse), eller måske er det meningen, at du skal arbejde med noget helt andet.

Er det i virkeligheden sandt?

Er du simpelthen ikke er dygtig nok? Eller handler det om, at du er bange for ikke at slå til? Hvordan kan du finde ud af det?

Kunne det modsatte være sandt?

Kunne det faktisk være muligt, at du ER dygtig nok? At du har bestået din uddannelse og faktisk har erfaring, der gør dig i stand til at bestride jobbet?

Handlingsplan til fast job 

  1. Mål: Lav delmål og deadlines
  2. Betydning: Hvilke behov har du? Hvad er vigtigt for dig at få opfyldt i et job?
  3. Opsøg eksperthjælp: Professionel vejledning – fx via skolens karrierecenter eller book en tid hos en af CA's karrierekonsulenter
  4. Handling: Hvad gør du? Hvornår? Hvor mange? Sæt struktur på det, du vil nå
  5. Forhindringer: Vend dine forhindringer til styrker

Vigtigt at vide
14-dages reglen betyder, at du senest 14 dage efter, du afslutter din uddannelse, skal være meldt ind i en a-kasse. Misser du denne frist, kan du ikke modtage dagpenge, før du har været betalende medlem i et år og har arbejdet fuld tid i et år.