Fyret pr. mail

Af Ole Strand, kommunikationskonsulent, CA karrierepartner og a-kasse.  
Illustration: Niels Poulsen

Det kom som et chok, da 'Nina' blev opsagt over mailen helt uden varsel efter 4½ år i jobbet på grund af nedskæringer. Den dårlige oplevelse blev ikke mindre, da hun fandt ud af, at virksomheden samtidig hyrede andre. Med hjælp fra CA Advokathjælp fik hun godtgørelse for usaglig opsigelse.

En sensommerdag som alle andre. Nina deltager i et større møde for hele afdelingen. Nina sidder ved siden af chefen og der er en fin stemning på mødet. Bagefter går alle hver til sit og tilbage til arbejdet, men ti minutter efter får Nina en mail fra chefen.

”Opsigelse af dit ansættelsesforhold” står der i emnefeltet. Af mailen fremgår det, at hun er opsagt, og skal møde til en opsigelsessamtale en halv time efter.

”Jeg troede at jeg skulle kaste op. Jeg rystede på hænderne og fik en masse fysiske reaktioner, hvis man er meget meget dårlig med en grov influenza. Hjernen går i chok og kroppen går i chok. Det var helt grotesk, at sidde der, og blive fyret på en mail i et åbent kontorlandskab helt uden varsel. Der er snart gået et halvt år, og jeg kan stadig få det dårligt over det”, siger Nina.

Fortumlet og ulykkelig

Nina skynder sig væk, inden kollegerne når at opdage, at der er noget galt. Hun får fat i medarbejderrepræsentanten, som går med til samtalen med hendes egen chef og HR-chefen. Ved samtalen fører HR-chefen ordet, og hun får at vide, at hun er fuldstændig uden skyld, at opsigelsen udelukkende økonomiske forhold, at hendes stilling nedlægges med omgående virkning, og at hun derfor også er fritstillet med omgående virkning.

”Jeg var meget meget fortumlet og ulykkelig, og kunne slet ikke forstå det. Da jeg kom tilbage fra opsigelsessamtalen var min mailkonto låst. Jeg fik ikke en gang pakket mine ting sammen. Jeg var simpelthen for chokeret til at gøre det. Jeg gik bare”, siger Nina.

Utrygge kolleger

Nina går op på taget af bygningen, hvor man kan sidde ude, og sidder bare og græder, mens hun venter på, at kæresten skal komme og hente hende. Nyheden går hurtigt rundt i huset, og flere af kollegerne kommer op til hende på taget.

”Nogle af dem reagerede næsten kraftigere end jeg selv gjorde. Den utryghed, der ligger i at man rykker tæppet væk under folk, den forplantede sig meget hurtigt til de andre også”, siger Nina.

Nina er kommet af sted uden sine personlige ting, og har også nogle personlige papirer og billeder af sønnen liggende på computeren, som hun gerne vil have tilbage. Så to dage efter får hun lov til at komme tilbage i én time for at pakke sine ting, hente sine personlige filer på computeren under opsyn, og sige farvel til kollegerne.

Hvorfor fyre, når de også hyrer

Men Nina undrer sig stadig over fyringen. ”De nedlagde stillingen pga. begrænsede ressourcer. Det var den officielle begrundelse, men jeg vidste, at der var snak om at man skulle bruge nogle mennesker i forskellige nye tiltag i virksomheden. Faktisk var der en ledig stilling til besættelse i samme afdeling på det tidspunkt, hvor jeg blev afskediget, så det virkede mærkeligt, at man ikke havde tilbudt mig genplacering”, siger Nina.

Fodslæbende fagforening

Hun henvender sig til sin fagforening, som ikke er meget for at gå ind i sagen, fordi de mangler håndfaste beviser.

”Det var for fodslæbende for mig. Til sidst gik de med til at skrive en henvendelse til arbejdsgiveren for at spørge ind til sagen. Men de virkede bare for halvhjertede. Jeg var så utilfreds med det brev. Jeg tænkte, det preller simpelt hen af, hvis det ikke bliver mere effektivt”, siger Nina.

I stedet ringer hun til CA Advokathjælp, der tilbyder at se på sagen. ”Jeg havde tænkt, åh nej, det her kommer til at tage 100 år, så jeg var meget overrasket over den imødekommenhed, den velvillighed og det tempo, der var på forløbet. Jeg blev taget seriøst. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved min henvendelse overhovedet, og de gik i gang med det samme. Når man er så presset psykisk som man er, når man lige er blevet opsagt, er det rigtig vigtigt, at der er skub i sagerne”, siger Nina.

Godtgørelse for usaglig opsigelse

CA Advokathjælp henvender sig til virksomheden, og i den følgende korrespondance bliver det klart, at der i andre dele af organisationen er ansat mindst 3 nye medarbejdere, i nogenlunde samme periode, som de har fyret Nina.

”Virksomheden mente, at der ikke var andre stillinger, som Nina kunne bestride. Det svar var vi ikke tilfredse med, idet der er fast retspraksis for, at virksomheden skal udfolde alle rimelige bestræbelser for at omplacere en medarbejder, såfremt der er ledige stillinger i virksomheden i forbindelse med opsigelsen. Efter lange drøftelser blev sagen forligt på et tilfredsstillende grundlag, med en godtgørelse på 1½ måneds løn for usaglig opsigelse”, siger advokat Steen Marslew fra CA Advokathjælp.

For mange er CA Advokathjælp et alternativ til fagforeningen, men da Nina blev fyret, var hun medlem både af fagforeningen og af CA Advokathjælp, og betalte begge steder.

”Altså, jeg havde meldt mig ind i CA Advokathjælp et år før fyringen. Men så havde jeg alligevel ikke fået meldt mig ud af fagforeningen. Man glemmer det lige og udskyder det, og jeg har altid været typen, der tænker, at man skal være med i en fagforening for en sikkerheds skyld. Men nu har jeg besluttet, at jeg ikke skal være med i fagforeningen mere, for hvad er det egentlig de kan gøre for mig, hvis de ikke kan hjælpe mig, når jeg står med håret i postkassen. For de få penge jeg har betalt for advokathjælpen, fik jeg over al forventning i forhold til, hvad jeg kunne have fået af fagforeningen”, siger Nina.

('Nina' er et opdigtet navn, da medlemmet i artiklen har ønsket at optræde anonymt. CA’s redaktion er bekendt med hendes rigtige navn).


Hvordan er ansættelsesvilkårene i din nye kontrakt?

Medlemmer af CA Advokathjælp kan få i forbindelse med nye job få  gennemgået ansættelseskontrakt og ansættelsesvilkår hos advokathjælpens advokater. I de første 6 måneders medlemskab koster det 750 kr.  – derefter er det gratis.

Medlemskab af CA Advokathjælp koster 50 kr. om måneden, og er gratis for studiemedlemmer. Læs mere om tilmelding og vilkår for CA Advokathjælp.

Flere medlemshistorier

Vil du læse flere eksempler på, hvordan CA Advokathjælp har hjulpet medlemmerne, så klik her for overblik over Medlemshistorier.