Graduate hos IBM: Uden passion går det ikke

Af Lanna Maarouf-Petersen

For Anne Cathrine Fallesen er stillingen som graduate hos IBM en mulighed for hurtigt at komme i gang med karrieren.

Det har aldrig rigtig ligget i kortene, at Anne Cathrine skulle søge en graduatestilling. Hun har gennem sit studie haft en del studierelevant arbejde og følte sig derfor som færdiguddannet ikke helt grøn og ny på arbejdsmarkedet. Da hun i sidste del af uddannelsen diskuterede muligheder med sin specialepartner, var det de almindelige fastansættelser, der mest trak i hende.

Specialearbejdet vækkede interesse for IBM

Derfor var det også mest IBM, der trak i hende end selve graduatestillingen. Da hun skrev speciale fik hun nemlig et indblik i, hvilke muligheder der lå i virksomheden.

”Vi havde en IT specialist inde fra IBM i en af vores fokusgrupper. Hun fik klart mine øjne op for, at IBM ikke bare var ‘computere og hardware’, men at sådan en som mig faktisk vil passe rigtig godt ind med min passion for teknik og min forretningssans. Jeg gik derfor i research mode og læste om mulighederne, afdelingerne og hev fat i mit netværk for at høre mere fra en af dem, der arbejdede som student hos IBM”

Anne Cathrine søgte derfor en graduatestilling hos IBM i foråret 2014. Hun fik dog ikke tilbudt et af de konsulentjobs, som hun havde søgt, og takkede derfor ja til en anden stilling. Men i august 2014 blev Anne Cathrine ringet op, og opfordret til at søge en ny graduatestilling i en anden afdeling i IBM.

”Jeg fik stillingen og skiftede så program her den 1/9 2015, så nu er jeg en del af de konsulenter, jeg egentlig søgte til at starte med. Jeg er nok billedet på, at man ikke skal give op, bare fordi man får et enkelt afslag. Der er ofte mening med det hele.”

Netværksgenet er vigtigt

Anne Cathrine har en blandet uddannelsesbaggrund. Hun startede med at uddanne sig som Markedsføringsøkonom og derefter som professionsbachelor i International Handel og Marketing. Hun afsluttede uddannelsen med en Cand. IT i Digital Design og Kommunikation fra IT Universitetet i Købehavn.

”Da jeg fik graduatestillingen, lagde de vægt på, at jeg var selvstændig, god til at netværke og nem at arbejde sammen med. Særligt netværksgenet er meget vigtigt i IBM, da vi er en kæmpe virksomhed, og man ved aldrig, hvem man møder ved kaffemaskinen, eller hvor man har brug for hjælp.”

Anne Cathrine er en del af et to-årigt graduateprogram, dog har kontrakten ikke en slutdato. Hun skal i løbet af to år igennem forskellige kurser, for at kunne blive IBM konsulent, og faglige relevante kurser, der passer til den stilling, hun er ansat til. Hendes stilling er User Experience Design Konsulent, hvilket indebærer en bred række af opgaver.

”Daglige opgaver kan spænde helt fra bruger research, tidlige designs og tests af løsninger sammen med brugerne. Vi sidder ofte en del af vores tid ude hos kunderne, så vi har et tæt samarbejde med dem, vi også leverer en løsning til i sidste ende. Jeg elsker mit job. Nogle gange kniber jeg mig selv i armen over mit held. Alle dage er selvfølgelig ikke perfekte, og man støder også ind i problemer, men de mennesker der er hos IBM og de muligheder, der er for at tilpasse sine opgaver og roller, er fantastiske. Det her er klart et sted, jeg bliver de næste mange år.”

Råd til kommende graduates

Anne Cathrine fortæller, at hendes mentor, som hun havde fået gennem ITU, spillede en væsentlig faktor, da hun skulle skrue en ansøgning sammen.

”Hun hjalp mig i høj grad med at få strikket en ufattelig skarp ansøgning sammen, der både passede til IBM, men også viste, hvad jeg kunne. Hun har klart hjulpet mig til ikke at gemme mit faglige ego væk, men være stolt af mine erfaringer,” fortæller Anne Cathrine og fortsætter:

”Mit råd vil derfor være, at det er vigtigt, du finder ud af, hvad DU vil og kan. Det kan godt være en stilling lyder super spændende, men den skal også passe til dine egenskaber, og hvis stemningen og virksomheden ikke er dig, så vær ærlig. IBM er meget opmærksom på, at man skal brænde for det. Passion er ufattelig vigtigt, og slet ikke noget man kan fake.”

 

Anne Cathrine er med i et to-årigt graduateprogram hos IBM, hvor hun arbejder som User Experience Design Konsulent.