swipegesture

Sådan får du tid nok i dit arbejde - og i dit liv

Få fokus på de valg, du selv kan træffe. Du kan selv bestemme, hvor fyldt din kalender skal være. Du kan selv bestemme/ eller justere, hvor meget du skal.

Artikel
af Sanne Juel, karriererådgiver, CA karrierepartner og a-kasse

Er der for meget, du skal og vil? Har du nogensinde selv sagt følgende sætninger, eller hørt andre sige dem:

  • Jeg når aldrig at få lavet den opgave
  • Jeg har ikke tid nok, der er for få timer i døgnet
  • Jeg når det ikke, jeg når det ikke, jeg når det ikke
  • Det har jeg ikke tid til

Det er helt typiske sætninger, vi siger højt – ofte i stressede situationer.

Men passer det? Er det sandt, at opgaven ALDRIG når at blive lavet færdigt, at døgnet har for få timer, og at der ikke er tid nok?

Eller er det noget, vi er blevet så vante til at sige og høre, at vi ubevidst siger det til os selv og vores omgivelser? Det stresser nemlig at tænke og sige ovenstående.

Tiden er noget, vi ikke kan ændre på

Tiden er givet. Den er der simpelthen bare
Der er 24 timer i døgnet – der svarer til 60 minutter på en time – der er 1.440 minutter i døgnet og 86.400 sekunder i døgnet… Sådan er det bare! Hvordan du vælger at bruge dem, det er en helt anden sag.

Det handler nemlig om at anskue tiden anderledes. Er du en af dem, der ser på, at tiden forsvinder og går? Eller er du en, der tænker på alle de timer, der kommer? Lidt a la – er glasset halvtomt eller halvt fyldt? Interessant ikke?

Du vælger, hvordan du vil se på tiden

En anden vinkel på stress faktoren – TID – er slet og ret at gentage følgende sætning (SKRIV DEN NED):

Jeg har IKKE for lidt tid – jeg har for MEGET, jeg SKAL og VIL

Få fokus på de valg, du selv kan træffe. Du kan selv bestemme, hvor fyldt din kalender skal være. Du kan selv bestemme/ eller justere, hvor meget du SKAL, og du kan selv vælge, hvordan du vil anskue tiden. For den er der jo bare.

Se på de fire talemåder igen. Hvordan kan fokus vendes, blot ved at ændre ordvalget? Og dermed vende stressen til en tålelig tilstand.

  • Jeg prioriterer min tid og sætter x antal timer af den til opgave
  • Tiden er der bare – og tiden kommer
  • Jeg har for meget, jeg SKAL og VIL og vil derfor prioritere mine gøremål
  • Jeg skal/laver noget andet, som er vigtigere

Det pudsige er, at hvis der virkelig er noget, du VIL, så finder du tiden. Fx hvis du er forelsket, så garanterer jeg dig for, at du på en eller anden mærkelig måde får skabt hul i din kalender. Du vælger simpelthen, hvad der er vigtigst for dig. Du finder tid.

Hvis du virkelig vil have mere tid i dit liv, så overvej følgende:

En gennemsnitsdansker ser fjernsyn ca. 2 ½ time om dagen. Hvis du skærer ned på dit tv forbrug til blot en time om dagen – får du frigivet 547,50 timer om året. 548 timer du kan bruge til egen disposition. Det svarer til knapt 23 døgn. Eller omregnet til normale arbejdsuger med 40 timer om ugen – betyder det EKSTRA 10 ugers ferie om året. Ikke så ringe endda og absolut værd at tænke over!

Overvej, hvad du bruger din tid til. Skriv det evt. ned for at få et overblik. Bruger du tiden, som du gerne vil? Hvorfor? Eller hvorfor ikke?

Sæt struktur på og prioriter

Dan dig et overblik over, hvordan du bruger din tid og få det synliggjort. Anskaf dig en tavle, du kan skrive på, og som er synlig. Der holder du styr på din tid. Alle aftaler, forberedelser, træning, fødselsdage, fester m.m. skriv det hele ind. På den måde skaber du et visuelt billede af, hvad du bruger din tid til.

Sørg for at prioritere, og plot de vigtigste aftaler ind på tavlen, så du er sikker på, at du når det, der er vigtigt for dig. Hold styr på tiden, så den ikke suser forbi dig, uden du bevidst træffer egne valg.

I længden giver det tid, at prioritere tid.