"Har jeg bare travlt eller er jeg stresset?”

sad2blue

Af Sanne Juel - karriererådgiver i CA 

I flere år har Lars sovet dårligt. Været i dårligt humør. Skældt børnene ud. Rettet på dem. Råbt af dem. Han er ked af den måde, han taler og behandler andre på. Symptomer på stress har der været mange af. Som Lars har overhørt og negligeret. 

I starten tog Lars lidt arbejde med hjem, som han lige kunne lave om aftenen, når børnene var lagt i seng.

Så blev indsatsen udvidet til at arbejde i weekenden.

Og til sidst blev natten taget til hjælp.

Lars bildte sig selv ind, at lige om lidt bliver det bedre.

Når sommerferien kommer. Når det næste projekt er færdigt. osv. osv.

Det blev det mærkeligt nok ikke. Der kom flere opgaver og ingen pauser mellem projekterne. Projekterne begyndte endda at overlappe hinanden.

Lars ‘prøvede’ at RÅBE op på sin arbejdsplads. Gik til sin chef og fortalte, hvordan han havde det. Men følte ikke, der blev lyttet til ham. Eller taget hensyn.

Han skulle virkelig langt ud, før kroppen sendte klare beskeder til ham.

En aften tog Lars så en stresstest på nettet.

”Har jeg bare travlt eller er jeg stresset?”, tænkte han. ”Og det med at mine hænder ryster, og jeg har mistet sexlysten. Er det bare, fordi jeg har travlt?”

Lars slog MAX ud på testen. Der stod: Gå til din læge. Straks.

Tilbage på arbejdspladsen fik Lars en ny snak med sin leder og blev sygemeldt. Via sin sundhedsforsikring fik han kontakt med en psykolog og er i forløb.

Men Lars er bange. Derfor har han bestilt en tid til karriererådgivning i CA.

For hvad nu?

  • Hvordan tackler jeg fremtiden?
  • Går det ‘her’ væk?
  • Hvordan får jeg mit arbejdsliv og privatliv på ny ret kurs?
  • Kan jeg overhovedet vende tilbage til mit arbejde igen og være som før?

”Sanne”, siger han. ”Kan du hjælpe med et par guidelines? Et par små praktiske værktøjer jeg i starten kan benytte mig af?”

Jeg oplever så mange, der har det som Lars. Det er desværre et næsten typisk stressforløb.

Her er de guidelines, jeg snakkede med Lars om til hans karrieresamtale:

Bland ikke flere ”behandlingsforløb” sammen

Lars går allerede hos en psykolog, så bliv der, til samtalerne er slut. Af hensyn til dig selv. For ikke at blive forvirret i processen. Reflekter stille og roligt over din læring, og forsøg at implementere din nye læring i din hverdag.

Du skal hvile dig og have ro

I den første stress fase handler det om at give krop, sjæl og hoved ro. Hvil dig, og sov, til du ikke orker at sove mere. Alene for at du kan trække vejret frit og ikke at presse dig selv yderligere.

Drop det med den dårlige samvittighed

Det kan ske for alle. Alle kan blive ramt af stress. Det er derfor hverken pinligt eller skamfuldt, selvom du føler det sådan. Undgå at sammenligne dig med nogen. Enhver har sin egen historie. Hold dig væk fra Facebook og andre sociale medier mens du er ‘nede’ – det skaber ofte uro at se andres ‘perfekte’ liv. Øv dig i en sætning, der beroliger dig. ”Jeg gør det så godt jeg kan lige nu” – ”Jeg er god nok som den jer er”.

Det du skal gøre noget ved, skal du kunne snakke om

Derfor kan du vælge at være åben om, hvad der sker med dig. Hvad du tænker og føler. Del det med din partner, familie og nærmeste. For kun på den måde kan andre vide, hvordan du har det og dermed hjælpe og støtte dig i en periode.

Sov, spis, hvil i den første periode

Ting tager den tid, ting tager. Da Lars har været flere år om, at opbygge stress, ja, så tager det også tid at vende tilbage til en roligere hverdag. Fordi der er vaner, der skal aflæres. Tålmodighed er en dyd.

Ordet nej er en hel sætning

Tit er det pligtopfyldende mennesker, der leverer høj kvalitet på alle områder i livet, der bliver ramt. Derfor bliver ordet ‘Nej’ et ord der skal integreres i dit liv fremover.

Skriv stressdagbog

Før dagbog over din stress: Gå på opdagelse og find ud af, hvor ‘uhyret’  ligger gemt. Hvad er dit mønster? Hvornår reagerer din krop? Hvad sker der? Hvad tænker du?

Hvordan gør du det i prakis? Det kan du se i min artikel om, at skrive stressdagbog.

Men små skridt.
I et langsomt tempo.
Lidt ad gangen.

Rom blev ikke bygget på en dag.Lærer du bare lidt nyt hver dag og drager omsorg for dig selv, så er der lys forenden af tunnelen.

Vil du vide mere 

Få redskaber til at gå fra stress til ro, så det er dig, der styrer stressen – og ikke omvendt. Bestil CA's e-bog om stresshåndtering.

Brug CA til stresshåndtering

Er du medlem af CA, kan du få hjælp med stresshåndtering og forebyggelse af stress. Læs mere på CA’s temaside om stresshåndtering