Hvad er det værste ved at få indbrud?

Hver dag bliver der begået 87 indbrud i private hjem i Danmark. Men hvad er egentlig det værste ved at blive offer for indbrudstyvens uanmeldte besøg? Og hvad kan man gøre for at forhindre indbrud?

Det kan måske komme som en overraskelse for mange, at det ikke er tyveri af iPad, smykker eller computer, der det værste ved at få indbrud. Det kan nemlig være en ubehagelig oplevelse, når tyven har været forbi ens hjem.

For hver anden er det værste ved at få indbrud da også, at fremmede har været inde i deres hjem. Hver femte mener, det værste er at få stjålet ting med personlig affektionsværdi, og hver niende er nervøs for, at indbrudstyven kommer igen. Det viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og CA.

”Her i Gjensidige ser vi desværre mange sager med indbrud, hvor personlige ting bliver stjålet. Det er ofte både arvestykker, ting med særlig følelsesmæssig værdi og billeder af eksempelvis børn og familie, der gør mest ondt at miste. Vi kan som regel hjælpe med at genanskaffe et TV, en computer eller en telefon, men hvis først tyven er stukket af med personlige ting, så er det sjældent noget, der kan genanskaffes,” siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Selv om antallet af indbrud i boliger i Danmark er faldet voldsomt de seneste fem år fra 43.480 i 2012 til 31.885 i 2016, så bliver der desværre stadig begået 87 indbrud hver dag. Det er mere end tre hver eneste time.

Bare børnene ikke er alene hjemme

Blandt familier med hjemmeboende børn svarer hver fjerde, at det værste de kan forestille sig ved et indbrud er, at børnene er alene hjemme under indbruddet. Det er dog vigtigt, at man også er opmærksom på sit barn, selvom det ikke var hjemme under indbruddet.

Det kan nemlig være en ubehagelig oplevelse for børn, hvis der har været tyve i deres hjem. Derfor er det vigtigt, at forældre sørger for at hjælpe deres børn så meget som muligt, så de ikke bliver utrygge og usikre. Det kan man blandt andet gøre ved at snakke med børnene om, hvad der er sket.

Få hjælp af naboen til at undgå indbrud

Godt naboskab kan have vidtrækkende fordele. Også før skaden sker, kan naboen spille en afgørende rolle i at forebygge kriminalitet og skader. Naboer kan blandt andet spotte ubudne gæster, og hjælpe med at få dit hjem til at se beboet ud og på den måde forebygge indbrud.

Tal fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at nabohjælp kan være med til at nedbringe indbrud og hærværk med op til 26 %. Så det er altid en god idé at hjælpe hinanden med eksempelvis at få naboens hjem til at se beboet ud, hvis de er ude at rejse eller væk i flere dage.

Få et sikkerhedseftersyn

Samarbejdet med Gjensidige Forsikring giver en række fordele til alle medlemmer af CA. Hvis dit hus eller indbo er forsikret i Gjensidige via CA, kan du uden ekstra betaling få et ‘sikkerhedseftersyn’ af din bolig. Sikkerhedseftersynet bestilles af Gjensidige og udføres af konsulenter fra Verisure hjemme hos dig. Du vil få anbefalinger til skadeforebyggelse og eventuelt forslag og tilbud på indbrudssikring. Du bestiller et ’Sikkerhedseftersyn’ ved at kontakte Gjensidige på forsikring@gjensidige.dk

Læs mere om Gjensidiges tilbud til CA's medlemmer og bestil et uforpligtende forsikrikringtjek: Medlemsfordel på privatforsikringer hos Gjensidige Forsikring >