Lasse og Mette - et mentorforløb med succes

En hyggelig café i Aalborg. Her mødes Lasse Pedersen med sin mentor Mette Roussis cirka hver tredje uge.  Han er helt ny - hun har masser af erfaring. Alligevel har de begge stort udbytte af møderne.

Lasse er nyuddannet fra Aalborg, og bruger sin mentor Mette til at skærpe sin jobsøgning og få indblik i det arbejdsmarked, som han er på vej ind på.

”Når jeg søgte job, fandt jeg hurtigt ud af, at det kan være svært at forklare, hvad de egentlig kunne bruge en med min uddannelse til. Der har Mette hjulpet mig med at være mere konkret med, hvad jeg kan – og klogere på, hvad det egentlig er, som virksomhederne efterspørger”, siger Lasse Pedersen, der er cand.merc. i organisation og Strategi.

Mere målrettet jobsøgning

Mette har også hjulpet Lasse med at blive mere målrettet i sin jobsøgning.

”På studiet har vi en ide, om at det skal være så ambitiøst, når vi skal i job, men vi glemmer at reflektere over, hvad vi egentlig gerne vil arbejde med. Men ved at sparre med Mette, er jeg blevet meget mere bevidst om, hvad jeg brænder for og gerne vil arbejde med”, siger Lasse.

Også godt med mentor i fase to

Lige nu handler mentorforløbet mest om jobsøgning, men det stopper ikke, når Lasse kommer i job.

”Så går vi over i fase to. Der er masser af udfordringer i et job, hvor jeg kan have glæde af, at trække på Mettes erfaringer”.

Mentors opgave er coache

Der er god grund til at have en mentor, også selvom man har fået sit første job, mener Mette Roussis.    

"Det kan være store udfordringer i jobbet, men det kan også handle om arbejdskulturen, noget så banalt som forretningskorrespondance eller de uformelle ting i en organisation og blandt nye kolleger, som man ikke lærer om under studietiden", siger Mette Roussis, der har mange års erfaring fra det private erhvervsliv og til daglig rådgiver ejerledere om forretningsudvikling og strategi.

”Min opgave som mentor er, at lytte til Lasse, og coache ham, så han selv finder ud af, hvad han vil – og dele mine erfaringer med ham, hvor det kan være relevant”, siger Mette Roussis.

Nye input er guld værd

Mette er mentor for tredje gang. Hun bliver ved at være mentor, fordi hun også selv får meget ud af det. 

”Som mentor får jeg øvet mig i, at coache en helt anden aldersgruppe, end dem jeg normalt arbejder med. Jeg får nye input, ny viden og mere energi, når jeg mødes med Lasse, og jeg bliver udfordret på min egen vanetænkning. Det er utroligt spændende og det udvikler også mig personligt", siger Mette Roussis.