Motivation - fra Apati til Action og Ansvar

Af Sanne Juel, karriererådgiver, CA

Ordet 'motivation' stammer fra det latinske ord 'movere', som betyder at bevæge eller flytte. Indimellem forventer vi, at ANDRE skal motivere OS, og som de fleste af os ved, så kan vi IKKE bestemme over andre mennesker, så derfor: lær at motivere dig selv. Gå fra sløvhed til at handle proaktivt.

Du kan motivere dig selv ved at kende til ganske små sætninger, der kan ændre din attitude og hæve dit energiniveau. Simpelthen ved at lære at tale anderledes til dig selv og andre. Ved at bruge (husk, det er handling, der i sidste ende belønnes) nedenstående punkter, kan du selv være med til at skabe bevægelse og motivation omkring dig. 

Lær at gå fra apati direkte til ansvarlighed

Du har et valg i, hvordan du vælger din kommunikation. Læg derfor ekstra mærke til, når du bruger følgende udsagn, og hvad du kan erstatte dem med. Alene det at kunne vende dine egne tanker, gør dig ansvarlig og til en skattet medarbejder/ven/kæreste/forældre.

Apati (begrænsning) Action/ansvar (mulighed)
"Jeg kan ikke" "Hvordan kan jeg?"
"Jeg er jo ikke" "Hvordan kan jeg blive mere?"
"Hvorfor er der ingen, der forstår mig?" "Hvordan kan jeg forklare mig bedre?"
"Hvorfor er det så svært?" "Hvordan kan jeg gøre det lettere?"
"Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det?" "Hvordan kan jeg få hjælp?"

Når frygt holder dig tilbage, så spørg dig selv:

  • Hvad har jeg brug for at vide/høre/tro på, for at jeg kan føle mig tryg?

  • Hvad kan jeg selv gøre for at opfylde behovet for tryghed?

  • Hvad vil jeg vælge at gøre?

  • Hvornår og hvordan?

  • Hvad er det mindste, jeg er villig til at forpligte mig til, så jeg stadig er tryg?

Når du taler grimt til dig selv (nedsættende), så spørg dig selv:

  • Ville jeg tale sådan til mit eget barn?

Når negative overbevisninger/holdninger holder dig tilbage, så spørg dig selv:

  • Er dette sandt?

  • Er der nogensinde nogen, der har...?

  • Eller er der bare en enkelt gang, hvor jeg...?