Nepal tur/retur

Af Ole Strand, kommunikationskonsulent, CA karrierepartner og a-kasse

Herskab og tjenestefolk. Regnskaber tilrettelagt efter årets gang i rismarkerne. Undtagelsestilstand og tanks i gaderne. Da Lise Munksgaard og Niels Henrik Meedom flyttede til Nepal, fik de sig et par kulturchok. Da de kom hjem igen efter 3 år, fik de sig et kulturchok igen.  

Aften i august 2003. En skramlet taxa kører fra lufthavnen i Kathmandu, proppet med familien Meedom Munksgård og deres kufferter. Resten af deres ting og sager til 3 år i Nepal er pakket ned i en container og på vej over det indiske ocean. 

”Jeg fik mentalt en hammer i hovedet. Vi har rejst meget og set meget sammen. Men pludselig slog det mig, det her er ikke bare en ferierejse, det er her, jeg skal bo. Det var først dér i bilen, at det blev helt konkret for mig”, siger Lise Munksgaard.

Forud var gået 3 hektiske måneder, siden hendes mand Niels Henrik havde spurgt, om hun ville med til Nepal i 3 år.

”Jeg havde lige fået fast tilknytning som freelance designer til Part Two, som på mange områder var et drømmejob for mig. Jeg var også ved at afslutte en kommunikationsuddannelse fra RUC, som jeg gerne ville ud og bruge. Men vi havde talt i rigtig mange år om at komme ud og bo et andet sted, og det var også et godt tidspunkt at gøre det på med tvillinger på 3½ år”, siger Lise Munksgaard.

To kulturchok i en by

Niels Henrik søgte og fik jobbet som administrator på Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor i Kathmandu med ansvar for budgetter, sikkerhed, bygninger, køretøjer og personale i Mellemfolkeligt Samvirkes projekter rundt om i Nepal. Så Lise sagde jobbet op, afsluttede sin uddannelse, og huset blev lejet ud. 

Inden afgangen til Nepal blev hele familien også sendt på 2 ugers introduktionskursus, hvor de fik en grundig indføring i dét at rejse ud og bo i et udviklingsland. Men man kan ikke helt forberede sig på, hvor voldsomt skiftet er.

”Det ene øjeblik er du i lille trygge Danmark med kendte omgangsformer og en arbejdskultur, du kender på fingerspidserne. Det næste øjeblik er du langt fra familie og netværk i Kathmandu med 2 kulturer, du skal lære at forholde dig til og omgås med. Dels er der et kulturchok i forhold til expat-miljøet med folk, der kommer fra hele verden med deres mange penge og firehjulstrækkere og klubmedlemskaber alle de fine steder. Det andet kulturchok er mødet med Nepal og nepaleserne, hvor man jo med Mellemfolkeligt Samvirke kommer helt ud i de lokale ting”, siger Niels Henrik Meedom.

Skolestart som 4-årige

Niels Henrik startede i jobbet i Kathmandu med et 3 ugers forløb med sprogundervisning i nepalesisk og kulturel indføring i Nepals forhold. Imens gik Lise i gang med at lede efter hus og skole.

”Vi startede på den engelske skole, men synet af små 4-årige i brune skoleuniformer på lige rækker var for meget for mig , så i stedet kom børnene i en mere blød børnehaveklasse på den amerikanske skole – hvor der også skulle starte et par andre danske børn i samme alder. Så kunne de da i hvert fald tale med hinanden, selvom de ikke forstod et klap engelsk i starten”, siger Lise Munksgaard

Svært at være lady of the house

Efter at have fundet et hus med en solid mur omkring, skulle familien også have tjenestefolk. En hushjælp, en gartner - og så betalte Mellemfolkeligt Samvirke for et par vagter til at passe på familie og hus. Lidt svært at vænne sig til for en lighedstænkende dansk familie pludselig at være herskab med tjenestefolk og vagter, men det var både forventet og nødvendigt at have tjenestefolk. Forventet, fordi det giver godt betalte jobs til de lokale. Men hushjælpen var også nødvendig for at få husholdningen til at fungere.

”Kathmandu er ofte indhyllet i smog og snavs, så huset blev hurtigt beskidt. Der skulle tørres af og vaskes gulv hver dag, så enten skulle jeg bruge al min tid på det eller have hjælp. Og så er der en masse systemer, fx med hensyn til at betale regninger, og købe ind og finde varer, som er svære at finde ud af for en vesterlænding, og der er en hushjælp en fantastisk hjælp. For der ligger bare ikke en IKEA lige om hjørnet”, siger Lise Munksgaard.

Gør som chefen siger

Mens Lise fik bakset et hjem og en husholdning på benene, gik Niels Henrik i gang med arbejdet som administrator – og samarbejdet med sine nepalesiske medarbejdere, som ikke helt opførte sig, som danskere ville have gjort.

”I Danmark har vi den her underliggende forståelse af, at vi skal være effektive, og vi skal gøre vores arbejde godt og af høj kvalitet. Danske medarbejdere vil helst selv finde ud af tingene, og ellers kommer de og spørger. Men i Nepal er kvalitet ikke medarbejderens ansvar. Det ligger hos chefen. som hele tiden er nødt til at følge op og vurdere, om der nu også er god nok kvalitet i arbejdet”, siger Niels Henrik Meedom.

Regnskaber i rishøsten

En del af Niels Henriks arbejde bestod i budgetstyring og -rapportering for de forskellige udviklingsprojekter. De lokale partnere skulle rapportere på bestemte tidspunkter, som var styret af, hvornår Mellemfolkeligt Samvirke skulle lave budgetter til Finanslovsansøgninger. Eneste problem var bare, at rapporteringen kolliderede med, hvor der var mest travlt med landarbejdet ude i distrikterne.

”Tibetanske bønder har allermest travlt, når de sætter ris, og når de høster dem. I de perioder har de lokalansatte ikke tid til at sidde og flytte rundt med bilag og snakke budgetter. De er ude og hjælpe deres familier og arbejde med risene. Derfor brugte jeg rigtig meget tid på at vende det hele rundt, så vores budgettering og rapporteringsprocesser blev synkroniseret med de lokale forhold, og ikke bare bestemt oppe fra og ned”, siger Niels Henrik Meedom.

Strittede imod den amerikanske klub

Familien blev hurtigt en del af expat-miljøet, som findes i ethvert udviklingsland, og hvor udsendte og deres familie udgør deres egen lille privilegerede overklasse.

Alligevel tog det næsten et halvt år, før Lise kunne få sig selv til at melde familien i den amerikanske klub – en grøn oase, men også en rigtig vestlig ghetto bag en mur med park, tennisbaner og pool.

”Uha, jeg havde fordomme omkring det. Vestlige kvinder med for meget tid, der sad og drak te, og spillede tennis, mens tjenestefolkene passede ungerne, det havde jeg ikke rigtig lyst til. Men hvis ikke jeg skulle sidde derhjemme og kukkelure hele dagen med børnene, når de kom hjem fra skole, så måtte vi tage derhen, hvor alle de andre kom. Der var enkelte offentlige parker og legepladser i Kathmandu, men når man så kommer med to små lyshårede børn, så står hurtigt 20 nepalesiske børn omkring dem og hiver i dem, og det syntes mine børn slet ikke var sjovt. Så jeg endte i klubben sammen med alle de andre vesterlændinge, og endte også med at leve med i det og nyde at være derinde – i ghettoen”, siger Lise Munksgaard.

Fairtrade og tøjdesign

Via Mellemfolkeligt Samvirke fik hun nogle projektopgaver, hvor hun lavede indretning og dekoration af et nyt landekontor og et tilhørende guest house. I 4 måneder lavede Lise produktkataloger og fandt fairtrade håndværksprodukter til Mellemfolkeligt Samvirkes butik i København. Hun skrev lidt artikler, og det blev også til lidt designopgaver for en engelsk pige, som havde en lille tøjfabrik i Kathmandu.  

”Det var rigtig dejligt at havde de der opgaver, for i perioder var jeg ved at få spat af at sidde og lave ingenting. Niels Henrik arbejdede løs. Børnene var godt i gang i skolen, de var glade og talte flydende engelsk, og husholdningen kørte – og så sad jeg ligesom der, og hvad pokker skulle jeg så lave.

Tanks i gaderne

Gennem alle 3 år i Nepal var landet i undtagelsestilstand, men det mærkede man ikke meget til i expat-miljøet. Selv undtagelsestilstand bliver hen ad vejen en normal tilstand.

”I den første lange tid mærkede vi ikke rigtig urolighederne. Vi opfattede mest vores vagter omkring huset som en social foranstaltning, der skulle sikre job til de lokale. Og så var de meget gode at have som hjælpere. Der var en dør, der gik i baglås, og datteren var derinde, så kom vagten med sin kniv og huggede døren op og kom til undsætning”, siger Niels Henrik Meedom.

Udgangsforbud og abdikation

Men det sidste halve år de var i Nepal eskalerede konflikten til åbne uroligheder og gadekampe – også i hovedstaden Kathmandu.

”Der var tanks og pigtråd i gaderne, og bilerne blev tjekket for bomber, når vi skulle ind i den amerikanske klub. Det kulminerede nærmest i en regulær revolution, hvor folk prøvede at tage magten fra kongen. I næsten 3 uger var byen var totalt spærret af med udgangsforbud, før kongen abdicerede, og der blev mere fredeligt i den sidste tid. Men det var sgu ikke sjovt, mens det stod på”, siger Lise Munksgaard.

Intet job ved hjemkomst

Det er svært at søge job i Danmark, når man sidder langt ude i Asien, så der stod ikke nogle jobs og ventede på dem, da Lise og Niels Henrik vendte hjem til hus og terminer i sommeren 2006..

”Mit job i Nepal var en tidsbegrænset stilling, så vi kom hjem til ingenting. Inden vi tog af sted, havde Jeg mit eget firma, hvor jeg arbejdede med rådgivning om miljøteknologi og vindenergi i udviklingsprojekter, men da vi kom tilbage igen i 2006, var der ikke rigtigt et marked for det. Det var først et par år senere i 2008, at den daværende regering begyndte at at snakke om grøn energi og putte penge i den slags igen”, siger Niels Henrik Meedom.

Ingen tilknytning til arbejdsmarkedet

Lise og Niels Henrik begyndte begge at søge arbejde.

Men de usikre tilstand i den sidste tid i Nepal havde dog tæret mere på Lise , end hun havde regnet med, og reaktionen kom, så snart hun sænkede de mentale parader hjemme i Danmark. En mindre nedtur og en sygemelding i 3 måneder, så hun fik tid til at bearbejde oplevelserne, så først i november var Lise Munksgaard klar til at søge arbejde.  Pausen havde gjort godt.

”Da først jeg kom i gang, gik det hurtigt. Jeg søgte nogle job og kom til samtaler på 2 ud af 3 og fik det ene pr. 1. januar - som indkøber og designer for X-point, et lille agentur, der formidler kontakt og kontrakter om tøj mellem danske modetøjsvirksomheder og indiske tøjfabrikker”, siger Lise Munksgaard.

Erfaringerne fra Nepal var en væsentlig grund til, at hun fik jobbet, fordi hun skulle være i tæt kontakt med producenterne i Indien.

”. Indien og Nepal er jo ikke præcis det samme, men de  har mange  fællestræk og fælles værdier, og det har jeg kunnet trække på i  min relation til de indiske samarbejdspartnere”, siger Lise Munksgaard, der netop har  sagt sit job op for at arbejde som designer på freelance-basis.

”Det har været et dejligt job i 6 år, men jeg vil godt have mindre indkøb og administration og mere tid til at designe på mine egne ideer”, siger Lise Munksgaard.

Lang tid før job

For Niels Henrik Meedom tog det lidt længere tid at finde et job, der passede til hans profil. Men efter 7 måneder hjemme i Danmark fik han et job som projektkonsulent ved Danmarks Pædagogiske Universitet, (nu en del af Aarhus Universitet, red.). Et job, som han mest har fået på grund af sine generelle erfaringer som projektleder, og ikke på grund af sine oplevelser og erfaringer fra Nepal.

Speciale om tværkulturelle møder

Til gengæld har han trukket på sine erfaringer fra Nepal, da han i 2011 færdiggjorde en Master i organisationspsykologi ved RUC med et speciale om tværkulturelle møder i virksomheder, baseret på en række interviews med ansatte i en stor virksomhed med ansatte fra mange kulturer. Deres erfaringer passede med hans egne fra Nepal.

” Du er nødt til, at holde meget fast i  dig selv, når du er ude i en anden kultur, uden at tro at du  skal lave om på en hel masse i den anden kultur. Vi skal holde fast i det, som vi synes er  hensigtsmæssigt og god moral,  men samtidig respektere at andre kan have nogle andre normer. Men det er jo ikke tabu at tale om forskelle. Tværtimod vækker det altid glæde, hvis man er nysgerrig og prøver at forstå deres kultur og sprog. Så helt almindelig ærlighed, nysgerrighed og respekt for andres kultur. Det er nogle af de helt klassiske dyder, man skal bruge i mødet med andre kulturer”, siger Niels Henrik Meedom.