Nobelprisen til den rigtige kontrakt

Af Henrik Carmel, faglig konsulent i FSR - danske revisorer

Årets nobelpris i økonomi gik igen til retsøkonomien inden for emnet kontraktteori, et felt i økonomisk teori, der er særligt interessant for revisorer – både når det gælder revision og rådgivning.

Britisk-amerikanske Oliver Hart og finsk-amerikanske Bengt Holmström deler i år nobelprisen for deres økonomiske teorier om kontrakter. Retsøkonomien har givet anledning til flere nobelpriser, blandt andet til Ronald Coase (1991) og Oliver Williamson (2009), for deres teorier om, hvorfor virksomheder opstår.

Ifølge teorierne opstår virksomheder, når transaktionsomkostningerne ved at indgå kontrakter bliver for store. I nogle tilfælde kan det eksempelvis bedre betale sig at opbygge et firma med ansat personale end at forhandle og indgå kontrakt med hver enkelt lille ydelse separat. I firmaet internaliserer man i stedet omkostningerne, og så undgår man besværet med at skulle skrive detaljerede kontrakter, ofte om forhold, der er vanskelige at lave en kontrakt om.

Kontraktteorier eksisterer, fordi folk grundlæggende har modstridende interesserer, som så skal balanceres i en kontrakt. Det kender man også fra principal-agentteorien, en del af retsøkonomien, som cand.merc.aud.-studerende stifter bekendtskab med under deres studium.

Optimale kontrakter til ledelsen

De fleste tænker nok, at når der indgås en kontrakt, kan man ikke stille den ene part bedre uden også at skade den anden part. En kontrakt er med andre ord altid pareto-optimal. Men så alligevel – rigtigt udformet kan en forbedret kontrakt måske gavne begge parter.

Et af tidens omdiskuterede emner handler om konstruktionen af den optimale kontrakt for ledelsen. Hvordan sikrer man sig, at den rigtige adfærd fremmes og belønnes? For revisorer er spørgsmålet relevant, hvis man under revisionen skal kigge efter besvigelser, der meget vel kan knytte sig til incitamentstrukturen i en kontrakt. Er man omvendt rådgiver for bestyrelsen, bliver man måske bedt om at komme med input til den rigtige kontrakt.

Hvordan undgår man at fremme moral hazard, hvor en direktør bliver belønnet for at opnå en gevinst, som imidlertid kun kan opnås ved, at virksomheden påtager sig en uforholdsmæssig høj risiko? Bengt Holmström formaliserede disse overvejelser i 1979, hvor han skrev en artikel, der beskrev, hvor det optimale trade-off mellem risiko og incitamenter skal ligge ud fra en teoretisk betragtning.

I samme artikel udformede og beviste han også det såkaldte informationsprincip. Når der laves en direktørkontrakt, hvor der aftales sen bonus, hvis aktien eller virksomhedens overskud stiger, skal det kun være den effekt, der kan isoleres til direktørens egen indsats, der belønnes.

Informationer om andre effekter skal indkalkuleres i beregningen af bonussen. Hvis overskuddet kun er steget, fordi råvarepriserne er faldet, bør det ikke udløse en bonus. Hvis aktien er faldet, men markedet måske er faldet endnu mere, er der måske alligevel et argument for, at der skal udløses en bonus.

Et andet problem handler om, at ikke al ønskelig adfærd kan måles. Historien er fyldt med eksempler på virksomheder, der har fået, hvad de betalte direktøren for, men ikke alt det andet, der også har betydning for virksomheden. Men tænk også på en skolelærer, der bliver belønnet for, om eleverne bliver nysgerrige, kritiske og uafhængige i sammenligning med den lærer, der alene belønnes for de testresultater, eleverne får ved konkrete prøver. Holmström har også arbejdet med en række problemstillinger inden for moral hazard, herunder eksempelvis den positive virkning det har for investorer, hvis ledelsen selv har bundet noget af deres formue i virksomheden, således at præferencen for risiko afbalanceres med ønsket om ikke at sætte formuen på spil.

Ukomplette kontrakter

Coases og Williamsons bidrag var ikke så teoretisk formaliserede, så mange økonomer har uddybet teorierne, og også konceptuelt er der bygget en del videre på ”The Theory Of The Firm”. Et af problemerne med transaktionsomkostningsteori er, at man kan argumentere for, at der opstår et firma, når transaktionsomkostningerne bliver for høje, når der hele tiden skal indgås kontrakter på markedet. Men hvor er teorien, der peger i retning af, at det ikke altid er optimalt at opbygge et firma?

Williamson havde godt nok nævnt, at bureaukratiet kunne blive så omfattende, at det ville være for dyrt at opretholde et firma. Men Hart er med til at finde frem til en teoretisk begrebsramme, der bedre balancerer fordele og ulemper ved økonomisk integration og har på denne måde været med til at teoretisere over mulighederne for at sige noget om grænserne for virksomheder.

I tilgift hertil har Hart også arbejdet med betydningen af, hvilken part der har ejendomsretten til et givet aktiv. Det bør i virkeligheden være den part, som kommer med de største bidrag i form af ting, der ikke så nemt lader sig kontraktfæste, som også har ejendomsretten til aktivet – typisk entrepreneuren.

Kommer man i stedet med finansiering, er det en limiteret ydelse, der er nemmere at bygge kontrakt omkring. Hvis der er to parter, hvis investeringer er lige vigtige, kan dette være et argument for ikke at lade sig integrere i en virksomhed. Teorierne om firmaer er også blevet udviklet til situationer, hvor der er mange parter og i det hele taget mere komplekse miljøer.

Den perfekte kontrakt lader sig kun vanskeligt skrive. Og i mange tilfælde, kan det måske endda være en fordel, at kontrakten ikke tager højde for alle forhold ex-ante. Men ved den indsigt i økonomisk teori og incitamentstrukturer, som Holmström og Hart har været med til at levere, kan man bevidstgøre sig om fordele og ulemper ved de forskellige modeller, og i sidste ende kan det blive til gavn for alle parter.


Denne artikel har tidligere været bragt i Signatur - medlemsblad for FSR - Danske revisorer, som er en af CA's samarbejdspartnere.