Ny tendens blandt kandidatstuderende, når de skal vælge job

Når de nye kandidater bliver færdige til sommer, skal virksomhederne hoste op med mere end god løn og faglige udfordringer, hvis de vil have fat i de unge. For de unge på vej ud i arbejdslivet prioriterer et godt arbejdsmiljø allerhøjest – og work-life balance er det nye sort. 

Top 3: arbejdsmiljø, faglige udfordringer og en god løn

For næsten alle studerende (92,8 %) er det vigtigste ved et job, at have et godt arbejdsmiljø. Syv ud af ti (72, 4%) lægger også vægt på faglige udfordringer, mens to ud af tre (654,4 %) prioriterer en god løn. Det viser en ny undersøgelse som CA Karrierepartner og a-kasse har lavet blandt 1.470 studerende på universiteter, handelshøjskoler og erhvervsakademier, som bliver færdige med deres uddannelser i 2019 og 2020.

Work-life balance vinder frem

Men en ny prioritet blandt de unge er worklife-balance, som er vigtigt for 55, 7% af de studerende på landsplan.  

Da CA i en tilsvarende undersøgelse i 2017 spurgte de kandidatstuderende om deres jobprioriteter, var work-life balance kun en prioritet for hver tredje (33,6 %) – så det fylder mere for de studerende i dag.   

En af de studerende, der prioriterer work-life balance højt, er Emilie Bruun Poulsen. Hun bliver færdig med sin cand.merc.(kom.) på CBS til sommer og ser flere årsager til, at de studerende i stigende grad prioriterer balance i arbejdslivet. 

”Tidligere var der pres på arbejdslivet. Nu er presset også rykket ind i studielivet. Vi knokler for at klare os godt på studiet og har travlt med de studiejobs, som er nødvendige for at få erhvervserfaring på CV’et og for at betale vores høje huslejer”, siger Emile Bruun Poulsen. 
Hun har selv mærket det stigende pres på egen krop – og i sin omgangskreds. 

”Der var en periode, hvor jeg havde meget travlt med både job og studie. Jeg sov dårligt og kroppen begyndte at reagere med stress-signaler, som fik mig til lægen i en fart. Det var mit wake-up call, som fik mig til at skrue ned for blusset, men jeg kender andre, hvor det kostede en sygemelding, fordi de ikke reagerede i tide”, siger Emilie Bruun Poulsen. 

Det kommer ikke bag på hende, at de studerende i stigende grad prioriterer work-life balance højere end de studerende i resten af landet. 

”Vi har ikke noget imod at give den en skalle på jobbet, men der skal være plads til familien, venner og fritid. Der skal være plads til at bare slappe af et par timer hjemme i sofaen om aftenen, så det hele ikke bare går op i arbejde”, siger Emilie Bruun Poulsen.  

Arbejdsgiverne er nødt til at forholde sig til work-life balance
Den stigende interesse for work-life balance blandt de studerende er et klart signal til arbejdsgiverne om, at de også er nødt til at have fokus på work-life balance, mener Anette Munch Pierce, der er karriererådgiver for CA’s studiemedlemmer. 

”Måske er det generation Y- og Z-effekten, der slår igennem nu, men de unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet nu, er i hvert fald meget bevidste om, at der skal være balance mellem arbejde og fritid. Og det er virksomhederne nødt til at forholde sig til. Hvis de ikke tilbyder ordnede forhold, så får de sværere ved at tiltrække og holde på de unge”, siger Anette Munch Pierce.  

Syre-test virksomhederne på work-life balance

Hun anbefaler også de studerende at undersøge, hvordan virksomhederne prioriterer work-life balance, inden de tager et job.   

”Alle virksomheder vil nok mene, at de har et godt arbejdsmiljø og en god work-life balance, men det er en god ide at syre-teste det i virkeligheden. Spørg medarbejderne om, hvordan det fungerer i praksis i deres hverdag og arbejdstider. Eller find tidligere medarbejdere på LinkedIn, og tag referencer hos dem”, siger Anette Munch Pierce

Undersøgelsen 

1.470 studerende, der bliver færdige med deres uddannelse i 2019 eller 2020, har deltaget i undersøgelsen. Undersøgelsen er lavet af CA Karrierepartner og a-kasse i februar 2019 blandt CA’s studiemedlemmer, der især kommer fra erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige uddannelser på handelshøjskoler og universiteter. 

Emilie Bruun Poulsen, Cand.merc.(kom.) 2017-2019 på Copenhagen Business School