Procesguiden - syv trin til det rigtige studiejob

Hvad er det, der gør et bestemt studiejob relevant for lige netop dig? Og hvordan viser du, at du er den rette til jobbet, når du finder det?

Måske vil du bare gerne have et studiejob, der rimer lidt på din uddannelsesretning. Men der kan faktisk være meget at hente, hvis du stopper op og tænker lidt nærmere over, hvilke kompetencer, jobbet skal give dig, og hvad du selv bringer med til bordet.

Herunder har vi samlet syv grundlæggende trin, som du med fordel kan følge i din jagt på det rigtige studiejob. Du behøver ikke nødvendigvis at følge dem kronologisk, for du vil også opnå ny viden gennem processen, som gør det relevant at gå tilbage til et af de tidligere punkter og justere din planlægning samt ambitioner.

Under hvert trin finder du links til yderligere hjælp, fx relevante artikler, inspiration til ansøgning og CV, jobbanker mv.

  1. Afklar dine kompetencer og interesser. Mange har ikke gjort sig klart, hvad de er gode til, hvilke faglige og personlige kompetencer de har, og hvad de mangler at tilegne sig. Første skridt i jagten på det relevante studiejob er derfor at gøre nogle tanker om, hvad du ønsker at kunne profilere dig på, og hvad du gerne vil arbejde med, når du er færdig med studierne. Du kan få mere inspiration til dette punkt her på siden, bl.a. i artiklen Opfind dit eget drømmejob. 
     
  2. Lav en søgeplan og en spørgeguide. Især hvis du vil søge uopfordret, bør du samle informationer om brancher, du er interesseret i, virksomheder som du vil arbejde hos. Samtidig bør du kortlægge de af dine kompetencer, du gerne vil bringe i spil. Derefter bør du finde relevante kontaktpersoner (et godt tip er at forsøge at få fat i funktionschefen fremfor HR-afdelingen), og forberede 5-7 spørgsmål til vedkommende, som kan hjælpe dig med at målrette din ansøgning og CV.
    læs også nogle gode råd til at skrive den uopfordrede ansøgning.
     
  3. Find ud af, hvad der skal kendetegne dig i fremtiden. Lav en liste over, hvordan du gerne så, at dine kollegaer beskrev dine faglige og personlige kompetencer om et år. Den liste kan du bruge som ledetråd, når du skal finde ud af, hvad der er det relevante studiejob for dig.
    Du kan finde mere inspiration til dette punkt i artiklen Hvordan finder jeg ud af, hvad jeg vil arbejde med? - og hvis du synes, du sidder fast, kunne det også være en mulighed at få personlig karriererådgivning hos CA.
     
  4. Bliv specialist i at skrive CV og ansøgning. Mange studerende har ikke gjort sig mange tanker om, hvad der gør et CV og en ansøgning speciel og interessant at læse. CV'et og ansøgningen skal afspejle din værdi for virksomheden så godt, at de bare må høre mere og kalder dig til samtale. Brug for hjælp til ansøgningen. Læs mere i artiklen her - eller tilmeld dig vores kursusforløb med online inspiration og workshop i at skrive CV og ansøgning.
     
  5. Få styr på din networking. Arbejd aktivt med at klarlægge og udbygge dit netværk, brug on-line medier (Linked-In er det mest oplagte). Start med dem, du allerede kender, og find ud af, om de har kontakter i den virksomhed, du gerne vil søge ind i.
    Læs meget mere om, hvordan du netværker dig til studiejobbet.
     
  6. Bliv bevidst om, hvor du søger henne. Jo mere tilfældigt du søger, jo mere tilfældige bliver de tilbud, du 'støder ind i'. Tilmeld dig job-nyhedsbreve der, hvor de relevante studiejob slås op - det lyder banalt, men det er noget, mange glemmer.
    Du kan blandt andet få et overblik over portaler med jobannoncer her - eller få inspiration til nogle genveje til relevant erfaring.
     
  7. Overvej, hvad der skal til, for at du trives i et job. Udbyttet af dit studiejob afhænger i høj grad af, om du trives. Så spørg dig selv, hvad skal du stille af krav til job-indhold og arbejdsmiljø, for at du vil trives - både det du ønsker, og det du absolut ikke vil have. For jo mere du brænder for dit studiejob, jo bedre kommer du også til at performe - og det spiller også en afgørende rolle i, hvor meget du får ud af dit studiejob.