Sådan får du et relevant studiejob

Af Lars Ulrik Jeppesen, karriererådgiver i CA

Er det overhovedet umagen værd at søge efter relevante studiejobs? Hvor studierelevante skal jobs være, for at de studerende kvalificerer sig bedst muligt i deres fremtidige karriere?

Du giver dig selv en kæmpe håndsrækning ved at være selektiv og tænke i faglig relevans, når du søger efter dit kommende studiejob. Eksempelvis, så vil over 85 % af dimittenders bedste råd til nuværende studerende være at 'få et relevant studiejob', for at være bedst muligt forberedt til at starte på arbejdsmarkedet.

Næsten 20 % af dimittenderne i job har selv fået deres nye job via deres studiejob. Og hvis vi går over på den 'anden side af bordet', så er det fagrelevant studiearbejde, som virksomheder prioriterer højest hos nyuddannede (prioriteret højere end temaer som: Initiativ/personlighed, speciale/linjefag, karakterer samt frivilligt arbejde).

Her er min liste over gode råd i din søgning efter dit næste fagligt relevante studiejob.

Afklar dine kompetencer og interesser

Når jeg rådgiver studerende, der søger studiejob, er der alt for mange, der ikke har gjort sig klart,

  • hvad de er gode til,
  • hvilke faglige og personlige kompetencer de har, og
  • hvad de mangler at tilegne sig.

Dette forudsætter naturligvis, at du har gjort dig tanker om, hvad du ønsker at være kendt for, og hvad du i dit første job gerne vil arbejde med.

Lav en søgeplan og en spørgeguide

Når du vil søge studiejobs og prøve kunsten 'at søge uopfordret', så anbefaler jeg, at du udarbejder en søgeplan. Her kan du på 1 side samle informationer om:

  1. Brancher du er interesseret i,
  2. Virksomheder som du vil arbejde hos,
  3. Kernekompetencer hos dig som du vil bringe i spil,
  4. Hvad gør et job fagligt relevant for dig,
  5. Hvem skal kontaktpersonerne være (husk her, at det ofte er en fordel først at tage fat i funktionschefen og ikke HR-afdelingen)

Inden du tager kontakt til virksomhederne, bør du udarbejde en lille spørgeguide til dig selv med 5-7 spørgsmål, som du vil stille til kontaktpersonen, og som hjælper dig til efterfølgende at kunne skrive en mere målrettet ansøgning og et superskarpt CV rettet mod jobbet, du ønsker at få.

Hvad vil du stå for og hvad gør dig fagligt kvalificeret?

Hvis jeg nu (om et års tid) interviewede 10 personer fra din kommende arbejdsplads om, hvad du stod for, og hvilke faglige kompetencer hos dig de specielt vil fremhæve, hvad ville du så ønske, at de sagde? Den liste, der kommer ud af dette, kan meget vel være dit 'pejlemærke', som du kan forme din karriere efter det næste år og derfor også være din ledestjerne i din søgning efter relevante studiejobs. 

Bliv specialist i at skrive CV & ansøgning

Mange studerende har ikke gjort sig mange tanker om, hvad der gør et CV og en ansøgning specielt og interessant at læse. Og det er stadig CV'et og ansøgningen, der skal afspejle din værdi for virksomheden, så du kommer igennem det første 'nåleøje' og kommer til samtalen. Så sug viden til dig, gå til rådgivning, deltag i kurser, så du bliver 'Nordisk Mester' i denne 'idrætsgren'. Læs mere om CV og ansøgning

Få styr på din networking

Arbejd aktivt med at klarlægge og udbygge dit netværk, brug online medier (Linked-In er det mest oplagte). Start med dem, du allerede kender, der arbejder i eller har kontakter i de virksomheder, du gerne vil søge ind i. NB! En henvisningsåbning er en af de stærkeste måder at starte en telefonsamtale på, når det er ifm. jobsøgning. 

Har du din studiejobplan på plads?

Få allerede i god tid planlagt, hvornår dine studiemæssige spidsbelastninger vil være det kommende år, og få involveret din kommende arbejdsgiver i god tid. 

Mentoring

Der er mange tilbud, også til studerende, om mentor-/coachordninger, hvor du kan bruge mentoren 'som en mur at spille bold op ad', og en du kan høste nogle brugbare erfaringer fra, som du kan bruge i din jobsøgning og i din kommende kompetenceudvikling. Er du kandidatstuderende, så kan du ansøge om en mentor i CA. Læs mere her.

Jobsøgningssider; hvor bevidst er du om, hvor du søger henne?

Det er ikke lige meget, hvor du søger henne - og jo mere tilfældigt du søger, jo mere tilfældige bliver de tilbud, du 'støder ind i'.

Til alt held, er der hjælp at hente: find ud af, hvor studiejob slås op, og registrer dig der. Det lyder næsten banalt, men det viser sig alligevel, at mange studerende ikke har tænkt over det.  

Trives du der, hvor du kommer til at arbejde?

Som alle andre vil du med sikkerhed ikke trives alle steder i alle jobs, så det er endvidere vigtigt, at du har spurgt dig selv, hvad skal du stille af krav til jobindhold og arbejdsmiljø, for at du vil trives? Hvad skal være opfyldt, hvad skal absolut ikke være til stede i jobbet?

Ydmyghed – Integritet – Energi & Drive

Når du så en dag har fået studiejobbet og skal have din første dag, så husk din ydmyghed. Du kommer ind i en ny verden, som du ikke er vant til, og selv om du sikkert har haft andre jobs før, minder dette sikkert mere om 'et rigtigt job'.

Når det så er sagt, er det uhyre vigtigt, at du er oprigtig og autentisk – så vis din integritet, ambition og seriøsitet. En af de bedste måder at vise det på vil være at gå til opgaverne 'med krum hals'. Hvad du måske mangler i erfaringer, kan du til gengæld vise via din energi, dit drive og din iver efter at lære nyt og vise, at du rigtig gerne vil være en værdifuld ressource for virksomheden.

 

Bestil vores greatest hits e-bog Jobbet er DIT til din jobsøgning.