Sådan får du ret til dagpenge fra og med 1. juli 2017

For at have ret til dagpenge, skal du have været medlem af en a-kasse i mindst ét år.

Du skal også opfylde et krav om at have haft enten en vis indtægt eller et vist antal timer afhængig af din situation.

Det er kun timer og indtægt fra ustøttet arbejde, som kan tælle med. Så perioder med løntilskud, virksomhedspraktik, seniorjob eller jobrotation medregnes ikke.

Hvis du ikke har modtaget dagpenge før

Ledig efter at have haft lønarbejde

Du har ret til dagpenge, når du i løbet af de sidste 3 år som fuldtidsforsikret har haft en lønindtægt på mindst 223.428,- kr. (2017-tal) og som deltidsforsikret mindst 148.413,- kr. (2017-tal). Du kan højst medregne løn for 18.619,- kr. pr. måned (2017-tal), hvis du er fuldtidsforsikret og højst 12.413,- kr. pr. måned, hvis du er deltidsforsikret. Du kan kun medtage indtægt for perioder, hvor du har været medlem af en a-kasse. Du skal altså have denne indtægt i mindst 12 måneder for at opfylde kravet.

Tjener du mere end det ovenstående beløb, får du altså ikke ret til dagpenge hurtigere end de 12 måneder. Tjener du mindre pr. måned, vil du være længere tid om at optjene retten til dagpenge.

Indkomstbeløbene bliver reguleret hvert år, men du kan følge med i de årlige beløb her på ca.dk.

 

Ledig efter at have drevet selvstændig virksomhed

Har du været selvstændig skal du have drevet din virksomhed i mindst 12 måneder inden for de sidste tre år. Du kan medregne perioder, hvor din virksomhed har været din hovedbeskæftigelse og med en vis omsætning, så du kan sandsynliggøre, at omfanget svarer til et lønarbejde på fuld tid.

 

Ledig efter afsluttet uddannelse

Du har ret til dagpenge, når du har afsluttet din uddannelse, hvis den er normeret til 18 måneder eller mere.

Husk altid at kontakte CA inden for 14 dage efter, du afslutter uddannelsen.
 

Har du været medlem af en a-kasse i mindst 1 år, inden du afslutter din uddannelse, kan du få dagpenge allerede dagen efter, du bliver færdiguddannet.

Har du derimod været medlem af en a-kasse i mindre end et år, inden du afslutter din uddannelse, går der en måned, før du kan få dagpenge.

Er du ikke medlem af en a-kasse, skal du melde dig ind senest 14 dage efter, du har afsluttet uddannelsen for at få ret til dagpenge.

 

Hvis du tidligere har modtaget dagpenge

Har du tidligere modtaget dagpenge, kan du genoptjene en ny 2-årig dagpengeret, når du som fuldtidsforsikret inden for en periode på 3 år har haft 1.924 løntimer (hvilket svarer til 1 års fuldtidsarbejde) og somdeltidsforsikret 1.258 løntimer.

Du kan også genoptjene retten ved at arbejde som selvstændig, hvis du har drevet din virksomhed i mindst 12 måneder inden for de sidste tre år. Du kan medregne perioder, hvor din virksomhed har været din hovedbeskæftigelse og med en vis omsætning, så du kan sandsynliggøre, at omfanget svarer til et lønarbejde på fuld tid.

Er din dagpengeret udløbet før 1. juli 2017, genoptjener du dog dagpengeretten via indkomst ligesom medlemmer, der ikke tidligere har modtaget dagpenge. Læs mere under fanen "Hvis du ikke har modtaget dagpenge før".