Skab nærvær i den digitale familie

Den digitale familie er presset og stresset, fordi digitaliseringen har gjort forældrenes arbejdsliv uendeligt. Det viser en ny analyse fra envision. Sørg for at have en klar digi-etik, fortæller Anne Glad fra envision.

Af Christian W. Larsen, Dansk Markedsføring

Tid er den nye valuta… Det ved de fleste. Og vi ved også, der er forskel på ”fri” tid og fritid. Det er der ikke mindst i en digital alder, hvor ”always-on” realiteten mudrer sondringen mellem arbejde og fritid til.

Den overfyldte hverdag har fået videns- og reklamebureauet envision til at fundere over, om den ”disruption”, der rammer stort set alle virksomheder, har betydning for de travle danske digitale familier?

”I allerhøjeste grad”, siger Anne Glad, der er forbrugerspecialist hos envision.

”Sat på spidsen har moderne danske familier brug for al den hjælp, de kan få. Og det uanset om vi taler om generation Y (25-40 år) eller generation X (40-55 år)”.

Det er da et paradoks. Digitaliseringen burde vel gøre det lettere at være familie?

”Ja, hvis du mener, at hverdagen skal måles på, om det er lettere at finde informationer, lettere at handle og lettere at kommunikere. Men synspunktet tager ikke højde for, at vi altid er på, og at vi af den grund har udviklet et helt andet samvær end i ’gamle dage’. De mange ritualer, vi havde tidligere, flyder ind over hinanden, når vi er always-on”.

Har du eksempler?

”Noget så simpelt som måltiderne kræver i vore dage andre ritualer, end for bare 10-15 år siden. Supermarkederne har fattet det, og opfundet convenience food, men det forslår jo ikke meget i det store billede, når vi kan se, at forældrene er stressede og pressede, når de er sammen med børnene”.

Ekstra pres

Det fremgår af ”Den digitale børnefamilie”, envisions seneste sociologiske bidrag til indsigten i danskernes hverdag.

”Forældrene er ekstra stressede og tidspressede om morgenen og i ulvetimen, når der skal hentes børn efter arbejde. Men det kan overraske, at eftermiddagene i weekenden er de mest stressfyldte for forældrene. Det er her, alle ambitioner som perfekte forældre skal rulles ud – med besøg på legeplads, i zoo eller bagning – på ganske kort tid”.

”Til gengæld er der ikke meget stress hos forældrene kl. 9-15 i hverdagene. Alligevel angives arbejdet som den 3. mest stressende aktivitet for familien. Arbejdet stresser altså uden for normal arbejdstid. Det skal ses i lyset af, at arbejdet pga. digitaliseringen følger med hjem – mener over hver tredje forældre”.

Noget tyder på, at de digitale redskaber stresser mere, end de assisterer?

”Digitaliseringen medfører først og fremmest, at forældrenes arbejdsliv er blevet uendeligt. 35 pct. af forældrene i tjekker dagligt deres arbejdsmail hjemmefra. Desuden æder det digitale mors og far sjældne alenetid om aftenen”.

”Når børnene endelig er lagt i seng, stiger forbruget af medier voldsomt. Mor tjekker Facebook og Trendsales – far tjekker mails og streamer serier. Samlivet opløses i individuel skærmtid – måske er der her en af forklaringerne på en rekordhøj skilsmisseprocent på 54,4?”

Gør livet enklere

Hvad siger forældrene selv til det?

”Hver 4. danske forælder (24 pct.) drømmer indimellem om et liv uden internet. Det er især kvinderne, der trækket tallet op, og faktisk er andelen af generation Y-forældrene (26 pct.) lidt højere end generation X (21 pct.). De unge er altså mere kritiske over for always-on eksistensen”.

”Der er også langt flere af de unge forældre, der foretrækker en fysisk seddel fra fx skolen frem for en mail (21 pct. mod 13 pct. i generation X, red.). I det hele taget skal man holde sig fra at sende mails til børnefamilien – de er ved at drukne i forældre-intra, arbejdsmails og mails fra sportsklubberne”.

”Forældrene i generation Y bruger langt mere tid på digitale medier, herunder sociale medier, men de er også langt mere kritiske over for deres eget brug af medierne. 42 pct. erklærer sig enige i udsagnet: ’Jeg bruger for meget tid på de sociale medier’ (mod 24 pct. i generation X)”.

Er der en læring gemt i jeres undersøgelse? Noget handlingsanvisende?

”Der er adskillige – og de fleste handler om tid, nærvær og praktik. Lad være med at sende forældre og forbrugere generelt en unødig e-mail. Drop komplekse kundeklubber – giv dem i stedet en konkret fordel her og nu – eller send dem en fysisk check en gang om året”.

”Gør deres liv enklere – spar tid og skab mere plads til familiens fælles nærvær. Og sørg for at have en klar digi-etik, så du kan hjælpe dem med, at de ikke bliver opslugt af det digitale”.

”Som Ramasjang siger: en time foran skærmen skal kunne overføres til 100 timers leg. Det skaber trygge, loyale forældre”, slutter Anne Glad.

Hele rapporten kan læses på envision.dk.


Denne artikel er tidligere bragt den 24. januar 2015 tidsskriftet 'Markedsføring' fra CA's samarbejdspartner Dansk Markedsføring.

Vil du være velinformeret om markedsføring, kan et medlemskab af Dansk Markedsføring være en ide. Det giver blandt andet fuld adgang til alle artikler og nyheder fra Dansk Markedsføring

Læs mere om fordelene ved medlemskab af Dansk Markedsføring