Skal du med Arne på Tidlig Pension?

Tidlig Pension – også kaldet Arne-pensionen - giver dig mulighed for at gå på pension i op til 3 år før din folkepensionsalder, hvis du har haft et langt arbejdsliv. 

DecorativeFor at du kan benytte ordningen, er det et krav, at du i perioden, fra du var 16 år til 61 år har været på arbejdsmarkedet i op til 44 år.

Tidlig Pension administreres og udbetales af Udbetaling Danmark. Læs mere om betingelserne for ordningen på borger.dk

Du kan søge om tidlig pension fra 1. august 2021 via www.borger.dk. Du kan tidligst få tilkendt og udbetalt tidlig pension fra 1. januar 2022. 
Alle spørgsmål om tidlig pension, skal du stille til Udbetaling Danmark, Tidlig Pension.

Du kan også ringe til Udbetaling Danmark på tlf. 7012 8094 mandag til fredag fra kl. 10.00 til kl. 14.00

Hvad sker der med efterlønsordningen?

Efterlønsordningen fortsætter uændret. Nogle medlemmer, vil både have ret til efterløn og tidlig pension, og skal vælge hvilken en ordning man foretrækker. Man kan nemlig ikke modtage både efterløn og tidlig pension samtidig. 
Det er altså helt op til en selv, om man vælger den ene eller den anden ordning.

Information til dig, der allerede er på efterløn

Er du gået på efterløn inden 1. januar 2022 og får du herefter tilkendt tidlig pension, får du mulighed for at modtage et kompensationsbeløb. 
Kompensationen er på 2.643 kroner (2020 niveau) for hver hele måned, som du har tilbage efter overgang til tidlig pension og til du når din folkepensionsalder. 
Beløbet udbetales kontant og administreres af Udbetaling Danmark, Tidlig Pension. 

Valget mellem efterlønsordning og tidlig pension

Når du skal vælge, hvilken ordning du foretrækker, skal du finde ud af, hvad du kan få udbetalt i hhv. tidlig pension og efterløn. 
Det kan være afhængigt at, hvor mange år, du kan få udbetalt tidlig pension, hvor stor din pensionsformue er, og om du fortsat ønsker at arbejde i et vist omfang.
Vi anbefaler at du kontakter Udbetaling Danmark, Tidlig pension og spørger, hvor meget du vil kunne få udbetalt i tidlig pension. 

Du kan selv beregne, hvor meget du kan få i efterløn, via ”beregn efterløn” på borger.dk. Du kan også kontakte CA, og så kan vi lave beregningen omkring efterløn for dig.

CA kan ikke lave en sammenlignende beregning.

Skattefri tilbagebetaling af efterlønsbidrag i 1. halvår af 2022 - hvad er reglerne? 

Betaler du – eller har du betalt - til efterlønsordningen, kan du i perioden 1. januar til 30. juni 2022 vælge at udtræde af efterlønsordningen og få efterlønsbidraget tilbagebetalt kontant og skattefrit. 

Det gælder dog kun, hvis du på dette tidspunkt endnu ikke er nået din efterlønsalder, dvs. det gælder kun for dig der er født den 1. januar 1959 eller senere. Er du nået din efterlønsalder, kan du få udbetalt de indbetalte efterlønsbidrag kontant mod en afgift på 30 pct. 

Skattefriheden gælder efterlønsbidrag indbetalt indtil 10. oktober 2020. Indbetalinger efter 10. oktober 2020 og frem til du beder om at udtræde, fratrækkes en afgift på 30 procent.
Vi sender dig information om muligheden for skattefri udbetaling af efterlønsbidraget i starten af januar 2022.