swipegesture

Skriv CV

CV’et er bagudrettet og viser de erfaringer og kompetencer, du har opnået tidligere. Tilsammen er et struktureret CV og en god ansøgning din adgangsbillet til jobsamtalen og til jobbet.

Artikel 4 Min.
af Sanne Juel

Dit CV skal sælge varen

Du har cirka 30 sekunder til at kvalificere dig til at blive udvalgt til samtale. Så lang tid bruges der typisk på at scanne hvert CV i ansøgningsbunken. Derfor skal dit CV være målrettet og vise de kvalifikationer, som gør dig til den rette til jobbet. Dit CV skal ‘sælge varen’!

Brutto-CV kun til eget brug

Dit brutto-CV er din totale levnedsbeskrivelse. Her beskriver du alt det, der opsummerer dit arbejdsliv, din uddannelse og dine øvrige kvalifikationer. Brug A-O-R modellen, hvor du for hver kompetence/erfaring beskriver:

  • hvilket Ansvar du har haft
  • hvilke Opgaver du har løst og
  • hvilke Resultater du har opnået.

Men send aldrig dit brutto-CV til en arbejdsgiver. Der er alt for meget information, som ikke er relevant for jobbet, du søger.

Målret dit CV til jobbet

Tilpas dit CV til det job, du søger. Er der et jobopslag, så vurdér, hvilke af dine kompetencer og erfaringer der er relevante. Det er dem, der skal fremhæves i CV’et, så arbejdsgiveren nemt og hurtigt kan se, om du har det, som han/hun har brug for.

Struktur på dit CV

Når du kun har 30 sekunder til at fange opmærksomheden, skal dit CV være struktureret og overskueligt. Det må godt være på flere sider, dog maks. 3, når blot det er overskueligt, og læseren kan danne sig et indtryk over dine væsentligste data. Vi anbefaler, at CV’er er struktureret kronologisk. Det er nemlig vores erfaring, at det kronologiske CV fungerer bedst, da arbejdsgiverne har størst erfaring med at læse sådanne CV.

Hvis du laver et kronologisk CV, skal du altid skrive det nyeste først og arbejde dig tilbage i tid. Det er nemlig dine seneste erfaringer, som interesserer læseren mest.

Indhold i det kronologiske CV

Det kronologiske CV deles normalt op i forskellige kategorier, for eksempel:

  • Kort intro med personlige data og kontaktoplysninger.
  • Erhvervserfaring. Beskriv de forskellige job, du har haft. Uddyb de relevante ting.
  • Uddannelse og kompetencegivende kurser. Fremhæv de relevante kompetencer, du har opnået på studiet. NB. Er du studerende eller nyuddannet, så skriv din uddannelse før din erhvervserfaring.
  • Sprogkundskaber. Hvilke sprog, niveau i skrift og tale.
  • IT-niveau.
  • Udland, hvis du har udenlandske erfaringer med job eller studie.
  • Profil. Hvem er du?
  • Interesser. Beskriv andet end hjemlig hygge og familie. Hvad læser du? Hvad er du passioneret omkring udover dit job? Hvad laver du, når du stortrives?
  • Eventuelle referencer, men kun hvis virksomheden har bedt om det.

Rækkefølgen kan være forskellig fra person til person. Har du en bred erhvervserfaring, vil du måske prioritere erhvervserfaring før uddannelse.

Tjekliste

  • Mit layout er pænt. Der er struktur og overblik.
  • Sidetal og navn på alle sider. Evt. som fodnote.
  • Mit foto er et vellignende ansigtsfoto med hvid baggrund.
  • CV’et er gemt som pdf-fil for at bevare alle opsætninger.
  • Mit CV fylder maks. 2-3 sider.

Du skal gøre dig umage med dit CV, så det ligner en million milliard! Brug tjeklisten, og sikr dig, at du er på rette vej. Få eventuelt en professionel til at kigge dit CV igennem.

VÆRKTØJ

Instant Feedback hjælper dig i mål med dit CV

  • Få øjeblikkeligt feedback på dit CV eller ansøgning
  • Læs og download din feedback
  • Få ekspertrådgivning baseret på Machine Learning
  • Få gratis tips og guides til din jobsøgning

E-bog

Jobbet er dit

Stå stærkere i din jobsøgning. Start din kompetenceafklaring og få øvelser og inspiration til at skrive en træfsikker ansøgning og bliv klar til kommende jobsamtaler og tests.