Slut med at sluge kameler

En ting er at fyre for at spare, men når man så bagefter hyrer en anden, så ryger logikken. Med CA Advokathjælp i ryggen fik medlem erstatning og rettens ord for, at hendes opsigelse var usaglig.

'Anne' har ikke tal på, hvor mange aftener hun har været af sted til møder rundt om i Jylland. Når man arbejder som projektleder i et lille konsulenthus, er det ikke ligefrem et 8-16 job.

”Det bliver lige lidt hårdt, at du har de her tider om aftenen, hvor du skal til møder. Der er nemt et par timers kørsel hver vej, og så er der møde, og så hjem igen om aftenen. Det er sjovt og lækkert, når man står der midt i det hele, og jeg har heller ikke noget i mod at køre, men de der blikke fra ungerne: ’Åh mor, skal du nu af sted igen’… de tager alligevel på en”, siger Anne.

Alligevel knokler hun videre og siger aldrig nej til nye opgaver eller aftenmøder. Hun har været med hele vejen i det lille konsulentfirma. For fire år siden var de kun to ansatte, nu er de en tæt lille organisation med 9 ansatte.
 

Nemmest at pille ud

Derfor gør det ekstra ondt, da Anne bliver opsagt fra sit job fra udgangen af februar 2010 og i stedet bliver tilbudt at fortsætte som freelancer. Også selvom hun i første omgang godt selv kan se chefens logik. Det er småt med penge, og hun er den, der er nemmest at pille ud.

”Han kunne jo ikke undvære sin regnskabsdame, sig selv eller sin it-mand. Heller ikke de fire kontraktansatte, som var på kommunale projekter, der var i gang. Men vi var så også to fastansatte projektledere, og ved at skære min stilling væk kunne han spare den ene fuldtidsløn og kun give mig løn som freelancer, når der er ordrer i huset. Det er rationelt og økonomisk godt tænkt. Men man bliver alligevel såret på sjælen, fordi man har knoklet sådan for firmaet”, siger Anne.
 

Hyrer en anden

Men i løbet af opsigelsesperioden bliver forståelsen for opsigelsen mindre: De opgaver, hun skulle lave som freelancer, bliver givet til nogle andre, og som hovedet på sømmet ansætter chefen en anden i en funktionærstilling.

”Jeg har været med fra starten og lavet lidt af det hele, så de arbejdsopgaver, der lå i det nye job, kunne jeg nemt udføre. Det kunne han jo have spurgt mig om i stedet for at ansætte en anden. Så kunne jeg sige ja eller nej, men så var jeg i hvert fald blevet spurgt og haft en mulighed for at blive i virksomheden”, siger Anne.
 

Nu stopper det

I første omgang bider Anne i det sure æble og nøjes med at klage sin nød til nogle gode veninder. ”Veninderne blev til gengæld sure på mine vegne og sagde: ’Anne, det der, det skal du simpelthen ikke finde dig i. Det er altid dig, der er så flink og rar, men nu stopper det. Ring dog til den der advokathjælp, du er med i, og spørg dem. Det er det, de er der for’.

Og så er det jeg får en snak med Steen Marslew fra CA Advokathjælp, som tager sagen. Hvis jeg ikke havde haft Steen i røret, så var der ikke blevet mere ud af det. Så havde jeg slugt kamelen og havde syntes, at det var ligegodt også træls, at det skulle have den ende”, siger Anne.

Vigtigst at tage kampen op

CA Advokathjælp tager kontakt til virksomheden, undersøger sagen nærmere og vurderer, at der er tale om usaglig opsigelse, fordi den nye medarbejders opgaver er de samme, som Anne har varetaget gennem årene, og som også står i hendes kontrakt.

Men virksomheden afviser med henvisning til, at selvom opgaverne ligner, så er den nye medarbejder ansat i et helt andet projekt. Derfor ender sagen i retten i juni 2011, hvor CA Advokathjælp får medhold i deres påstand, og Anne får en erstatning på 2 måneders løn for usaglig opsigelse. For Anne er retssagen en milepæl.

”Det vigtigste for mig var at tage kampen op. At møde dem i retten det var min sejr, og så var det ligegyldigt, om jeg vandt eller tabte. Det handlede om, at man skal rejse sig op og sige fra, hvis man bliver uretfærdigt behandlet. Det er ikke fordi, jeg ellers er sådan en ’protestant’, der råber højt og voldsomt – overhovedet ikke – men når der er nogle regler, så skal chefen også følge dem, ellers kunne vi jo ligeså godt alle sammen være timelønnede”, siger Anne.

Fint med langdistance-advokat

Anne bor i Jylland, og CA Advokathjælp har base i Holbæk på Sjælland, men afstanden skræmte hende ikke.

”Afstanden er slet ikke noget problem. Vi har jo ikke haft behov for at se hinanden overhovedet. Jeg så Steen første gang ved retsmødet. Det handler jo bare om at gøre det, man er bedst til. Og han er skidegod som advokat i den type sager. Ellers ville jeg måske have taget den advokat, der bor lige her i byen, men hvis han nu er rigtig dygtig til hussager eller bygningssager, så nytter det jo ikke så meget”, siger Anne.

Freelance alligevel

Siden Anne sluttede i jobbet i februar 2010 har hun arbejdet som freelancer.

”Det var jo egentlig min gamle chefs plan, at jeg skulle være freelance, men nu er det så bare med nogle andre kunder, hvor jeg er blevet hyret til forskellige opgaver og projekter. Jeg har vel arbejdet 20-25 timer om ugen som selvstændig, takket været det netværk jeg har haft. Der er heldigvis ikke rigtig nogen, som har vendt mig ryggen, selvom jeg ikke er ansat i det gamle firma mere”, siger Anne.

Der er både fordele og ulemper ved freelancelivet, mener hun. ”Jeg har tre børn, der lige har den alder, hvor der skal køres i både den ene retning og den anden retning, så det her år, hvor man har haft tid til at få ro på derhjemme, har været så berigende. Men min mand er også selvstændig, så jeg søger videre efter en fast stilling, for når vi begge to er selvstændige, så er der altså lidt mere ro på, når der er penge på kontoen hver måned”, slutter Anne.

'Anne' er et alias. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.


Hvordan er ansættelsesvilkårene i din nye kontrakt?

Medlemmer af CA Advokathjælp kan få i forbindelse med nye job få  gennemgået ansættelseskontrakt og ansættelsesvilkår hos advokathjælpens advokater. I de første 6 måneders medlemskab koster det 750 kr.  – derefter er det gratis.

Medlemskab af CA Advokathjælp koster 50 kr. om måneden, og er gratis for studiemedlemmer. Læs mere om tilmelding og vilkår for CA Advokathjælp.

Flere medlemshistorier

Vil du læse flere eksempler på, hvordan CA Advokathjælp har hjulpet medlemmerne, så klik her for overblik over Medlemshistorier.