Søstrene Grene boomer på Facebook - og sparer på reklamen

4. november 2014 - af Susanne Ingemann, Huset markedsføring

Søstrene Grene har knækket koden for, hvordan man skaber engagerede fans på Facebook - alene i 2014 har kæden mere end fordoblet antallet af fans på sitet. Til gengæld spares der på reklamekronerne.

Da Søstrene Grene i september lancerede sine nye interiør-produkter, betød det lange køer foran stort set alle butikker - både i Danmark og udlandet.

- Vi havde lyttet til kunderne på Facebook, som efterspurgte større ting til boligen, og dét fik de, siger kædens marketingchef Mads Jensen.

I dag har over 300.000 personer klikket på ”synes godt om” på Søstrene Grenes danske Facebook-side - alene i 2014 er de 170.000 af dem kommet til. Og ifølge Søstrene er hemmeligheden, at kæden i høj grad bruger Facebook til at inddrage og engagere sine mange fans.

Ifølge Mikkel Grene, der er adm. direktør i Søstrene Grene, så handler det om involvering.

- Vores strategi er helt klar. Vi vil inddrage vores kunder og skabe reel værdi over for dem. Vi går i dialog, lytter og inddrager dem i alt, hvad vi gør. Derfor har vi også et dedikeret team ansat til at gå i dialog med brugerne på Facebook på tværs af vores markeder. Den moderne forbruger vil gerne involveres, og vi vil gerne involvere dem, siger Mikkel Grene, som ifølge Børsen også har skåret ned på reklamekroner - den del af dem, der handler om reklamebureauer og indrykkede annoncer vel at mærke.

Spørger kunderne

I stedet har man udvidet marketingafdelingen, og her er satsningen på især sociale medier intensiveret.

Og man er ikke bange for at lade kunderne sætte agendaen. Fx har man på Facebook opfordret fansene til at skrive, hvor de ønsker, den næste Søstrene Grene-butik skal åbne. Det førte til mere end 4.000 forslag – og en ny butik i Sønderborg.

- Vi er meget glade for, at så mange synes godt om det, vi foretager os på Facebook. Der er ingen tvivl om, at vi vil fortsætte med at inddrage vores kunder via de sociale medier, da vores strategi netop er baseret på at skabe reel værdi over for kunderne. Hvad enten det drejer sig om butiksplaceringer, produktudvikling, kundeoplevelser eller noget helt andet, så tror vi på værdien af dialog, siger marketingchef Mads Jensen.

Søstrene Grene har i dag butikker i 76 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Island, Frankrig, Spanien og Japan. Kæden forventer at have over 100 butikker i 2015. De fleste af Søstrene Grenes butikker er drevet på franchisebasis for at sikre et stærkt ejerskab og engagement i den enkelte butik.

Søstrene Grene forventer at have knap 19 mio. personer igennem butikkerne i 2014. 

Besøg Søstrenes Facebook-side her


Denne artikel er lavet af CA's samarbejdspartner Huset Markedsføring.

Vil du være velinformeret om markedsføring, kan et medlemskab af Huset Markedsføring være en ide. Det giver blandt andet fuld adgang til alle artikler og nyheder fra Huset Markedsføring

Læs mere om fordelene ved medlemskab af Huset Markedsføring