Stress af - 2: Stress af med positiv energi, ro og gode vejrtrækninger

Af Sanne Juel, karriererådgiver og coach, CA karrierepartner og a-kasse

Jageri betyder at være i hurtig bevægelse; fare af sted; ile; have megen hast; skynde sig i høj grad (at blive færdig)". Ofte kører man i flere gear, end kroppen har til rådighed. Ens fysik, der bestandigt er på overarbejde, reagerer. Stresshormonet kortisol stiger til svimlende højder. Det kemiske stof serotonin, også kaldet ’lykkestoffet’, styrtdykker.

Vores energi daler mærkbart ved jageri og kan i værste fald udløse en ond cirkel med døden til følge. Jageri tapper os for kræfter og er stress.

Hvordan slipper du af med jageriet og skaber afstressende vaner? Formlen er temmelig simpel: Drik mere vand, bevæg dig, sov mere (hvil) og træk vejret roligt og dybt ned i maven. Alene disse få råd hjælper til en mere afstressende hverdag. Start i dag.

Mere energi i hverdagen

Du skal bruge energi for at få energi. Mange tror fejlagtigt, at bare de ligger stille, så kommer kræfterne igen. Det gør de ofte bare ikke. De fleste mennesker kan godt gå på arbejde med de små skavanker, de har. Man bliver ikke dårligere af at gøre noget. Tværtimod kan det hjælpe.

Positiv energi kan komme fra mange kanter. Bl.a. ved at fokusere bevidst på følgende:

  1. Brug din intuition
  2. Spis for at få energi
  3. Hvil dig, når du er træt
  4. Le oftere
  5. Tilbring tid sammen med energigivere
  6. Ophold dig på steder, der gør dig glad

Kroppen ved det før hovedet

Mærk efter, hvad dit ubevidste sind forsøger at fortælle dig. Hvad føles rigtigt, hvornår har maven det godt/skidt? Hvor kan du trække vejret frit og være dig selv? Læg mærke til, hvilke omgivelser, der er sunde for dig. Jo mere du øver dig i at kontakte din krop, jo hurtigere kan du reagere, hvis noget føles ubehageligt, og ændre det. Brug din intuition i hverdagen. Spis det, du VED, din krop vil have det godt med.

Død mad −også kaldet kunstig mad med en usædvanlig lang holdbarhedsom fx. vingummi − giver lav energi. Friske råvarer og levende mad − dvs. mad, der hurtigt går i forrådnelse, fx kød − giver levende energi til kroppen. Væn dig til at se på maden og spørg dig selv, om den er god for dig. Du kender svaret og kan træffe valget.

Hvil dig, når du er træt

Tag 15 minutter før maden om aftenen. Gå lidt tidligere i seng om aftenen og pas i det hele taget godt på dig selv. Du får nemmere ved at tabe dig og få overskud, når du har sovet mellem 7 ½ og 8 timer i døgnet.

Få latteren tilbage

Grin så meget, du kan komme til det. Se sjove film, opdag små mirakler i hverdagen, der er sjove. Mennesker, situationer og bare historier du kommer i tanke om. Læs vittigheder. Tilmeld dig daglige jokes på nettet. Hvad grinede du af som barn? Find det frem igen.

Positive mennesker smitter positivt

Og det omvendte gælder også. Se, om du kan tiltrække eller opholde dig sammen med mennesker med positiv energi. Måske kan du ringe til en blot for at få en vitaminindsprøjtning af overskud.

Vær i omgivelser, der giver DIG energi

Indret dig hyggeligt på kontoret eller arbejdspladsen. Gå en tur i frokostpausen, hvis du bliver glad af at gå uden for. Opsøg steder, hvor du føler dig godt tilpas. Mal evt. væggene, tag blomster med på jobbet… alle kneb gælder for at skabe hygge og venlighed.

Skab ro

En vigtig del af vores liv er evnen til at kunne koble af og skabe ro for alle vores sanser. Du vil få stort udbytte af at lære at være til stede der, hvor du er. Positiv energi kan handle om at bremse tiden. At være til stede i NUET. Således at du tilpasser dine naturlige rytmer, og gør det muligt at være fuldt til stede i dit liv. Hvis du konstant tænker fortid eller fremtid, forringer du din livskvalitet ved at være et sted, hvor du ikke er. Hold fokus på det, du laver, dem du snakker med, og hvad der sker HER OG NU.

Skab tid til stilhed. Vær alene med dig selv lidt hver dag. Forsøg at være uden "hjælpemidler" til at turde være stille. Sluk mobilen. Væk fra pc'en. Sluk lyd og se, om du kan komme væk fra andre talende/larmende mennesker og steder. Vær et sted, hvor du kan opleve stilhed.  

Træk vejret

En af de hurtigste veje til afstresning er vejrtrækningen. 10 dybe vejrtrækninger kan udøve mirakler. Og det tager mindre end fem minutter af din tid.

Øv dig i let meditation. Træn dit hoved i at være tomt, og når tankerne kommer, tænker du på dem som skyer, der flyver forbi. Blot fem minutters tankefrihed er givende. 

Tre små øvelser

  1. De fleste af os er i underskud med nydelse. Lær at forkæle dig selv. Hvad kunne du godt tænke dig at skænke dig selv i gave som forkælelse? (Det behøver ikke koste noget at tage eksempelvis et varmt karbad…)
     
  2. Afklar med dig selv, hvilke mennesker, der giver dig energi, og hvem, der tapper dig for energi. Tilbring mere tid sammen med giverne end "slugerne" (også kaldet energivampyrerne). Skriv en liste, så det bliver tydeligt for dig, og lev efter den.
     
  3. Træk vejret ind gennem næsen, mens du tæller til fire. Pust ud gennem munden, mens du tæller til fire. Gentag 10 gange og mærk, hvor afslappet du nu er. Gør det, mens du læser disse linjer. Og gør det til en vane. Kod det ind i din mobil, så du dagligt husker disse 10 vejrtrækninger.

Få mere inspiration og gode råd på CA's temaside om stresshåndtering >

If you wanna learn fast, you have to move slow