Succes med jobsamtalen

Af Sanne Juel, karriererådgiver, CA karrierepartner og a-kasse

Bered dig. Forbered dig. Og lad CA's karriererådgivning hjælpe dig.

At blive indkaldt til jobsamtale er et tegn på succes. Det betyder, at dit CV og din ansøgning allerede har markeret dig som en seriøs kandidat. Samtalen handler både om kompetence og gensidig forståelse.

Afstemning af fælles forventninger

Firmaet skal finde ud af, om du passer ind hos dem, og du skal finde ud af, om firmaet passer til dig. Succes til jobsamtalen handler i høj grad om, hvor godt forberedt du er. Ligeledes om hvor god du er til at sælge produktet - nemlig dig selv.

I bund og grund handler det om, hvor godt du kender det firma, du søger job hos, og hvor godt du kender dig selv. Indsigt skaber overblik.

Step 1. Før samtalen - Start med at sætte dig grundigt ind i firmaet

Internettet er fremragende til informationssøgning - google firmaet - hjemmeside og ansatte. Hvilket indtryk efterlades du med, og hvilke værdier står firmaet for? Find ud af, hvem der er firmaets konkurrenter, og hvordan det påvirker markedet.

Få et kendskab til, hvem og hvor mange der er med til samtalen (google igen) - ring evt. til receptionisten og spørg. Afstem tøj til samtalen med firmaets dresscode (stå evt. efter arbejde, og studer de ansatte, der går hjem, og se hvilken dresscode, de benytter) - matchning.

Kender du nogen, der arbejder der? Eller andre der har arbejdet der. Lav research. Spørg om du skal forberede dig på noget til samtalen eller medbringe øvrige oplysninger (referencer, eksamensbeviser eller andet). Spørg, om der vil være test til samtalen og hvis ja, så er det med at øve og træne via test hjemmesider på nettet (bøger hos boghandleren - og ja, du kan forbedre din intelligens med op til 10 % ved at have trænet i jobtests).

Undersøg firmaets seneste regnskaber. Tip: Hvad kan du tilbyde virksomheden, som vil kunne gøre en forskel for dem?

Step 2. Før samtalen - Så er det tid til at lære dig selv bedre at kende

Hvilke spørgsmål kan du blive stillet? Og hvordan vil du svare, så du er autentisk og oprigtig? Ligeledes kan du forberede spørgsmål til firmaet og din kommende chef. Stil igen åbne spørgsmål, vær venlig og imødekommende.

Vær klar til at uddybe dine styrker (kompetencer) og ligeledes vær opmærksom på at udtrykke dine udfordringer på en positiv måde.

Hold en elevatortale til dig selv

Dvs. du forestiller dig, du har 30 sekunder op i elevatoren til øverste chef, og i de 30 sekunder skal du præsentere dig selv positivt, så du får jobbet. Fortæl hvem du er, hvad din baggrund er, og hvorfor du søger jobbet (din passion eller dit ønske for fremtiden). Vær super præcis. Træn gerne denne 30 sekunders introduktion foran spejlet og foran familie, venner eller kollegaer. Bed om feedback og tilpas den, så du kan din præsentation i søvne.

Vær bevidst om dine tidligere resultater

Hvis du har målbare resultater, så skriv dem ned, og tag dem med til samtalen. Eks. gode karakterer, fin feedback på tidligere opgaver eller direkte tal omkring økonomisk fremgang, bedre trivsel m.m. Forbered dine spørgsmål. Skriv dem ned og medbring dem til samtalen. Find ud af, hvad der er vigtigt for dig i et nyt job. Er det karrieremuligheder, videreuddannelse, godt arbejdsmiljø, omgivelser, udfordringer, sparring med kollegaer eller andet. Jo bedre du kender dig selv, jo større er sandsynligheden for, at du vil kunne trives i dit nye job.

Hav realistiske mål for løn

Undersøg hvad andre med din faglige baggrund og erfaring får i det virkelige liv. Derefter siger du beløbet højt for dig selv. Vær afklaret omkring min. løn og din realistiske løn.

Som nyuddannet kan du score point på at kende dig selv godt og derfor også tale om din personlighed. Tip: Spørg venner, familie og kollegaer, hvad de synes, der er dine stærke sider. Så vil der danne sig et mønster for dig.

Step 3. Under samtalen - Du er nu til samtalen

Fast håndtryk, øjenkontakt og sid med begge ben på jorden og læn gerne ryggen mod stoleryggen (skaber tryghed). Tal roligt, hold pauser, og svar kun på det, de spørger om og stil gerne åbne spørgsmål til firmaet - Hvordan, hvad og hvem? Det er en fin balancegang med både at kunne svare og lytte.

Tænk på, hvad du kan give til virksomheden, før du tænker på egne krav. Hvad har du at tilbyde, hvor er dine kompetencer, og hvordan adskiller du dig fra øvrige ansøgere.

Vær forberedt på de lidt vanskelige spørgsmål. Hvad er det ''værste'', du kan blive spurgt om? Hvordan vil du svare positivt og fremadrettet? Vis din personlighed. Hvad du kan, hvad du vil, og hvordan du vil bidrage i jobbet. Husk at bruge eksempler på dine egenskaber.

Generelt vent med at tale løn, før virksomheden tager emnet op. Husk først at vise interesse for jobbet, FØR der tales løn. Dialog frem for monolog. Tip: Fortæl, hvad du kan! IKKE hvad du IKKE kan.

Step 4. Efter samtalen - What to do

Du har fået jobbet = tillykke

Du har fået afslag = følg op. Spørg ind til processen, og spørg, hvad det var, der gjorde, at du ikke fik stillingen. På den måde lærer du og har større chance for at få succes til din næste samtale. Betragt det som læring og indsigt. Måske var det alligevel ikke drømmejobbet for dig? Stil dig selv spørgsmålet, ''hvad var det gode ved denne samtale?''

Hvis du har oplevet en rigtig god behandling, er det tegn på overskud at sende en mail med tak for professionel behandling og fortæl, at du fremover vil omtale firmaet i positive vendinger, og at du gerne vil søge en stilling hos dem en anden gang. Tip: Skriv din læring ned, så har du 80 % større chance for at lykkes næste gang.

Opsummering

  • Skab dig indsigt i virksomheden
  • Forbered spørgsmål til virksomheden
  • Klæd dig, så du matcher stedet
  • Forbered dig på egne styrker og udviklingsmuligheder
  • Vær bevidst om dit kropssprog
  • Vær rolig, og brug din situationsfornemmelse/sunde fornuft
  • Vis interesse, og vær positiv
  • Tal og lyt i passende mængder
  • Fortæl, hvad du kan
  • VÆR DIG SELV

Rigtig god fornøjelse til samtalen.

Få gode råd til samtalen - Book en tid hos en af CA´s karrierekonsulenter


Klik her, hvis du vil læse flere artikler med inspiration, tips og tricks til jobsamtalen >


 

Få CA's gratis e-bog "Jobbet er dit" med inspiration til din jobsøgning

** Ja tak, jeg ønsker at modtage e-bogen og accepterer samtidig, at CA kontakter mig telefonisk og/eller på e-mail med henblik på en dialog om CA's medlemsfordele, hvor der kan ske yderligere indsamling af personoplysninger. CA opbevarer mine data i 4 år. CA tilmelder mig ikke automatisk til nyhedsbreve og lignende, og jeg kan til hver en tid få indsigt i samt tilbagekalde mit samtykke ved at skrive til kommunikation@ca.dk. Du kan læse mere i vores persondatapolitik eller kontakte vores dataansvarlige for spørgsmål og klager: Kianoush Yazdanyar, direktion@ca.dk.