Tjekliste - forberedelse til det personlige møde

Af Sanne Juel, karriererådgiver, CA

Vær godt forberedt, når du får mulighed for at møde virksomheden i forbindelse med din uopfordrede jobsøgning.

Et møde med virksomheden er en gylden mulighed for at skille dig ud, og derfor er en grundig forberedelse en god investering.

Her er nogle bud på nyttige forberedelsespunkter:

1. Mål og delmål med mødet

Som udgangspunkt ønsker du sandsynligvis et job i virksomheden, men måske har virksomheden ikke noget konkret lige nu. Beslut derfor, hvad du vil have med dig fra mødet, fx:

  • Hvilken information du ønsker om virksomheden?
  • Evt. afdækning af muligheder i andre afdelinger, herunder relevante kontaktpersoner?
  • Accept af at du kan blive en fremtidig medarbejder
  • Aftale om, at du følger op løbende for at afdække muligheder

2. Hvem møder du?

Hvem skal du mødes med? Er det en afdelingsleder og måske din kommende chef, vil denne skulle overbevises om, at der er en god kemi mellem jer, du er en engageret medarbejder, og at du vil kunne skabe værdi i jobbet. Du skal derfor på forhånd have tilegnet dig god viden om virksomheden, afdelingen, mulige opgaver og mulige succeskriterier.

3. Hvad vil du gerne vise til samtalen?

  • Mental forberedelse - hvad skal de se, når de møder dig, hvad skal de opleve under samtalen?
  • Din motivation - hvorfor brænder du for BÅDE jobbet og virksomheden?
  • Dine succeshistorier - hvad skal fortælles, også selvom du ikke bliver spurgt direkte om succeshistorier?
  • Hvorfor dig - hvordan viser du det - og hvordan siger du det?

4. Hvordan præsenterer du dig selv?

Forbered en præsentation af dig selv, der kan gennemføres på 3-5 minutter. Her skal du bedst muligt matche dine erfaringer, kompetence, personlighed og motivation med virksomheden og den respektive afdelings fokusområde.

5. Hvorfor vil du arbejde for virksomheden?

Virksomheden vil gerne opleve, at du brænder for virksomheden, men også for den type af opgaver, som du vil kunne få i den pågældende afdeling.

6. Hvordan vil du skabe værdi?

Forbered dig på arbejdsområder og resultater, som du mener, du kan påvirke positivt for virksomheden. Jo flere tanker du har gjort dig om den forskel, du vil gøre for virksomheden, jo bedre kort får du på hånden.

7. Forbered eksempler på succeshistorier

Tænk over gode eksempler fra studie eller tidligere jobs, hvor du har gode erfaringer og skabt gode resultater. Tag disse eksempler frem til mødet, såfremt lejligheden byder sig.

8. Forbered dig på nogle af de klassiske spørgsmål

  • Hvad er dine styrker? Udvælg 3-5 med relevans for virksomheden og det potentielle job.

  • Hvad er dine svagheder? Nævn et par stykker og husk at vise, at du rent faktisk har fokus på disse og arbejder på at blive bedre.

  • Hvordan samarbejder du med andre? Forbered eksempler på både, når det er gået godt og mindre godt.

  • Hvordan prioriterer du dine opgaver? Hvad er vigtigst?

  • Hvad er dine mål på længere sigt? Hvad vil du gerne arbejde med om fx 5 år?

  • Hvilke forventninger har du til løn? Med mindre at du har et ufravigeligt krav til løn selv, bør du forsøge at få virksomheden til at indikere, hvad de vil tilbyde. Det vil åbne dine forhandlingsmuligheder, når en ansættelsesaftale skal indgås.

9. Dine egne spørgsmål

Fx virksomhedskultur, succeskriterier, arbejdsopgaver etc.

10. Din personlige fremtoning

  • Påklædning – tilpas dig bedst muligt virksomheden og personerne
  • Det faste håndtryk og øjenkontakt
  • Førstehåndsindtryk – smil, vær åben, small talk
  • Brug et åbent kropssprog
  • Vær rolig, når du taler, hold gerne små pauser og tal tydeligt og indlevende

 

Få CA's gratis e-bog "Jobbet er dit" med inspiration til din jobsøgning

** Ja tak, jeg ønsker at modtage e-bogen og accepterer samtidig, at CA kontakter mig telefonisk og/eller på e-mail med henblik på en dialog om CA's medlemsfordele, hvor der kan ske yderligere indsamling af personoplysninger. CA opbevarer mine data i 4 år. CA tilmelder mig ikke automatisk til nyhedsbreve og lignende, og jeg kan til hver en tid få indsigt i samt tilbagekalde mit samtykke ved at skrive til kommunikation@ca.dk. Du kan læse mere i vores persondatapolitik eller kontakte vores dataansvarlige for spørgsmål og klager: Kianoush Yazdanyar, direktion@ca.dk.