Undgå julestress – book pauser i kalenderen

Af Rikke Østergaard Christensen, erhvervssociolog og mentaltræner

Vi vil gerne nå det hele i december med arbejde, familie og det sociale. Men vi kan ikke leve op til vores egne forventninger og køre hele december på de høje nagler. Der skal være plads til pauser - huller i kalenderen, hvor du har mentalt fokus på dig selv - og lader julefreden falde over dig.

Julen burde være tiden til nærvær, hygge, traditioner og familie, men for mange er december en stressende måned med trængsel og alarm. Der er travlt på arbejdet med mål, der skal nås, budgetter, der skal bruges, og årsregnskaber, der skal afsluttes, inden året er omme. Og så kommer alt det sociale oven i med julearrangementer på arbejdet, i børnenes skoler og institutioner og juletræf med gode venner.

Det kan hurtigt blive for meget, men det er svært at sige nej i julen, og så ender man med at deltage i for mange ting og ikke rigtigt have overskud til det, der er vigtigst for en selv.

Svært at sige nej til vores egne forventninger

Juletravlhed og julestress bunder ofte i vores egne tårnhøje forventninger til julen - både til hyggen, nærværet, gaverne og vores egen indsats - som det kan være svært at leve op til. Ja, der kan være store forventninger fra kollegerne, vennerne eller familien.

Men det er især vores egne forventninger til en vellykket jul, som stresser i julemåneden.  Hvis du ikke når det hele, bliver du utilfreds med dig selv, og så begynder december at blive lidt en øv-måned i stedet for, hvad den jo burde  være … en rigtig hyggelig måned.

Vælg lidt af julen fra

Det er det samme hul, som vi plejer at falde i hver december. Det skete sidste år og forrige år. Og det kommer til at ske igen i år, hvis du ikke på forhånd er skarp og prioriterer, hvad du vil bruge tid på i december:   

  • Hvad er der af julefrokoster og julearrangementer i december, som du forventes at deltage i?
  • Hvor meget ekstraarbejde er der i december - og hvor meget kan du sige ja til?
  • Hvad vil du gerne selv lave af julebag og hygge med familie og venner?

Kan du nå det hele, eller virker det helt uoverskueligt?

Prioritér og vælg det, der er vigtigst for dig, og det du selv har lyst til at lave – og sig nej tak til resten.

Jeg bytter klejner for mere overskud

Når jeg selv kigger på mine ønsker for julen, så ville jeg gerne både koge klejner og bage pebernødder, og lave nissesok til børnene - oven i at få gjort mit arbejde færdigt og deltage i en masse julefrokoster.

Men når jeg kigger på det overordnede billede, kan jeg godt se, at det ikke kan lade sig gøre. Derfor bliver jeg nødt til at prioritere og så gå helhjertet ind i de ting, jeg vælger.

Så jeg vælger klejnerne fra, men bager til gengæld pebernødder med børnene. Det er lidt øv, at folk går glip af mine gode klejner, men glæden ved den ekstra tid, jeg får til julehygge, er større.   

Jeg vælger også nogle julefrokoster og arrangementer fra.  Det er svært, for du risikerer at skuffe nogen. Men oftest er det os selv, vi skuffer mest. Du skal sige til dig selv, at det er det, som skal til, for at jeg kan holde til resten af måneden og også vil være sammen med min familie i weekenden og hygge med børnene. 

Hjernen har brug for pauser fra julen

Når du planlægger julemåneden, skal du også sørge for at booke nogle huller ind i kalenderen, hvor du ingenting skal, hvor du kan slappe af, gå en tur og lade julefreden falde over dig.

Vi er alt for meget oppe i vores hoved i december og for lidt udenfor. Der er ingen undskyldning for ikke at komme ud og gå en tur og klare hovedet. Det kan bare være 5 minutters frisk luft. Mere skal der ikke til for at få reptilhjernens stresshormoner til at slappe af. Vores hjerne har ikke udviklet sig i 200.000 år. Og den er designet til at bevæge sig. Og til at gå.

Hvis du efter arbejde eller lørdag formiddag går en tur og får noget frisk luft uden noget formål, bare mærker skridtene til stede i naturen, så hjælper det din hjerne til at slappe af og giver automatisk besked til din reptilhjerne om, at der ikke er fare på færde. Reptilhjernen kunne ellers let tro, at al den julestress og uro var fuldstændig det samme, som at vi var i livstruende fare og ved at blive jagtet af en bjørn. Hvis vi går ud og går en tur og tager nogle dybe indåndinger, så slapper vi af.

Udnyt de små pauser

Du kan også udnytte de små pauser hist og her.  Hvis du kommer direkte fra arbejdet og skal videre til julearrangement i børnehaven. Så stop lige op. Brug 2 minutter på at tage en dyb indånding, kig op i himmelen. Mærk kroppen. Lige der sender du igen besked til hjernen om, at der ikke er fare på færde. Der er ro på, og jeg kan godt være til stede i det, der er. Så er der mentalt fokus – også i julemåneden.

 


Lav din egen julekalender med mentalt fokus

Giv dig selv hver dag 5 minutter, hvor du stopper op fra julejaget og giver dig selv plads til mentalt fokus  og julefred. Tag en mental pause, hvor der er mig-tid lige nu. Eller gå en tur hver dag – måske bare 10 minutter, hvor du mærker dig selv og naturen – og får arbejdet kalorierne fra chokoladekalenderen af. 

Læs også Rikke Østergaard Christensens 6 gode råd til en mentalt sundere hverdag


Prøv det i praksis

Læs mere om CA's brug af Mindfulness, fx om vores gratis kurser.  Her kan du også finde et link til lydfiler med mediationsøvelser.

Rikke Østergaard Christensen, erhvervssociolog og mentaltræner. Rikke underviser på flere af CA's kurser i fx mindfulness, mentaltræning og konflikthåndtering.

Er det svært at holde fokus?

Med bestselleren ”Sluk emhætten” lærer du at træne hjernen og forbedre dine præstationer.

Download de første 47 sider her
- og få en introduktion til mentaltræning, der virker!