Vær skarp på LinkedIn

Af Lars Ulrik Jeppesen, teamleder og karriererådgiver i CA

LinkedIn går for at være verdens største professionelle netværksplatform, og i dag er det et af de mest anvendte sociale medier. Få gode råd og tips om LinkedIn her!

Flere og flere bruger i dag LinkedIn som et professionelt medie for at opbygge eller vedligeholde relationer og skabe sig et netværk af kontakter og bekendte.

Med LinkedIn kan du:

  • Administrere dit professionelle netværk
  • Analysere dine netværksmuligheder
  • Udbygge dit netværk
  • Skærpe din profil
  • Gøre dig synlig (jobskifte?)
  • Holde dig opdateret på vigtige kontaktpersoner uanset deres karriereskift

Kom godt i gang

Din personlige profil fungerer i praksis som et online-CV. Udover, at den der besøger på din profil kan se informationer om din uddannelse og karriere, kan vedkommende også se, hvilke grupper og ’connections’ du har. Start med at oprette en profil, hvis du ikke allerede har det.

Tænk over, hvad formålet skal være, og hvordan du gerne vil synliggøre dig selv overfor potentielle arbejdsgivere, kunder eller venner. Hvis du fx ønsker at være attraktiv i jobsøgningen, er det vigtigt, at din profil udstråler professionalisme, da rigtig mange virksomheder tjekker din profil ud, inden du eventuelt bliver inviteret til en jobsamtale.

HUSK billede: ”Analyser viser, at brugere med billeder har 40 % flere besøgende på deres profil”. Et godt billede er ligeså vigtigt som en god overskrift, fordi det er det, andre LinkedIn-brugere ser først.

Bliv god

Når du har oprettet din profil, er næste skridt at tilpasse den ved at klikke på ’Edit profile’. Under hvert afsnit af dine basisinformationer kan du tilføje uddybende information om dine erfaringer eller uddannelser.

Du kan også tilføje et resume (summary) til din profil, hvor du beskriver dine interesser, kompetencer, resultater eller erfaringer. Et professionelt resume skal være kort og præcist og kan fungere som ’teaser’ for at vække læserens nysgerrighed. Hvis du har interesse i at skabe dig et internationalt netværk, er det en god idé, at sproget på din profil er engelsk.
For at se mere om dine personlige indstillinger, skal du gå op i højre hjørne, klikke på pilen og vælge ’Settings’. Her kan du bl.a. se, hvor længe du har været medlem og ændre din mailadresse. Du kan også tilpasse, hvilke af dine informationer, der skal være synligt for alle, der kigger på din profil, klik på ’edit public profile’.

Få effekt

På LinkedIn har du mulighed for at anmode om en anbefaling (recommendation) fra dit netværk. Vær varsom med ikke at sende anmodningen ud til for mange, vær selektiv og vælg én, der kender dig godt fagligt. Desværre er der set eksempler på: ”hvis du skriver en god recommendation til mig, gør jeg det samme for dig”. Noget-for-noget tilgangen kan fungere fint for mange, men sørg da for, at der er vidde i de kvalifikationer, der fremhæves, og at der er reel substans i indholdet af anbefalingen.

For at få effekt på de sociale medier skal du selv være proaktiv og udvide dit netværk. Sørg for at opdatere din status jævnligt, surf rundt i dine kontakters kontakter, link op med folk, du møder til arrangementer, samtaler, kurser, konference etc. Hvis du har særlig interesse i en specifik virksomhed, er det en god idé at følge (follow) den pågældende virksomhed. Du kan også sortere i de millioner af nyheder, der daglig florerer på LinkedIn for at blive opdateret med dem, som du er interesseret i. I topmenuen under ’News’ finder du ’Signal’, hvor du eksempelvis kan søge på brancher, medlemmer af bestemte grupper, firmaer eller geografiske lokationer.

Der er et hav af muligheder på LinkedIn. Surf rundt på LinkedIn, få inspiration fra andres profiler og sørg for at være proaktiv, hvis du ønsker effekt.

Find mere inspiration

Find inspiration fra anvendte kilder, eller deltag i et af CA’s LinkedIn-kurser, hvor vi gennemgår opbyggelsen og vedligeholdelsen af din LinkedIn profil samt, hvordan du kan bruge LinkedIn i din jobsøgning.