Borgmesters usaglige synspunkter afsporer debatten om ledige dimittender
18. november 2019:
Det er helt uden hold i virkeligheden, når Københavns beskæftigelsesborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, i Berlingske og flere medier beskylder nyuddannede ledige akademikere for at være luddovne og kræsne, og a-kasserne for at holde hånden over dem.
Det mener CA's direktør Christian Friis i denne kommentar på Altinget.dk.
De ledige søger som de skal - og a-kasserne administrerer efter reglerne, hvilket statens tilsyn dokumenterer.
Så hvis borgmesteren ønsker en strammere kurs end loven tillader, bør hun skælde ud på politikerne på Christiansborg i stedet for på de ledige og på a-kasserne.
Christian Friis peger i stedet på 3 væsentlige årsager til den høje dimittendledighed:
- Kandidatproduktionen er fordoblet på 10 år.
- Jobmarkedet er ikke gearet til ketchup-effekten, hvor dimittender kommer ud i store klatter 2-3 gange om året.
- Flere udenlandske dimittender befinder sig i en all-english-boble under studiet, for bagefter at dumpe uforberedt ned i en dansk virkelighed.
Derfor bør Cecilia Lonning-Skovgaard droppe konfrontationen og gå i dialog med a-kasserne om en visionær beskæftigelsespolitik, der kan mindske dimittendledigheden.
Læs kommentaren på Altinget.dk
Debat om ledige akademikere skal tilbage på sporet
25. november 2019:
Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard skruer nu ned for retorikken om dovne ledige akademikere og inviterer de akademiske a-kasser til dialogmøde for at få løst udfordringen med de 6.000 ledige akademikere i København. Det sker i denne artikel i Berlingske: Hyperkritisk borgmester vil i dialog med akademikere: "Mit ordvalg var en murbrækker"
I CA har vi fra starten opfordret borgmesteren til at indgå i en konstruktiv dialog med a-kasserne i stedet for at skælde ud. Så selvfølgelig tager CA's direktør Christian Friis imod invitationen og ser frem til mødet med borgmesteren den 16. januar.