OW Bunker - Er du berørt af konkursen?

10. november 2014

OW Bunkers konkurs påvirker mange medarbejdere. En del af dem er medlemmer i CA a-kasse. Derfor har vi lavet denne update om, hvad du som medarbejder skal gøre i tilfælde af konkurs.

Lønmodtagernes Garantifond (LG) er en solidarisk forsikringsfond, som alle private virksomheder betaler til. LG sikrer at medarbejderne får udbetalt bl.a. løn, pension og feriepenge, hvis deres virksomhed går konkurs eller er lukket på lignende måde.

Anmeld dit krav hos LG

Hvis din arbejdsgiver er erklæret konkurs - typisk ved at der er indgivet et konkursdekret – vil de fleste medarbejdere blive fritstillet uden løn i opsigelsesperioden. Enkelte medarbejdere kan dog få besked på at arbejde videre og får så løn betalt af konkursboet.

Hvis du er blevet fritstillet, skal du først og fremmest anmelde dit krav om manglende løn og manglende løn i opsigelsesperioden til Lønmodtagernes Garantifond (LG). Det er forholdsvis enkelt selv at gøre. Det kan du gøre på borger.dk. Er du medlem af en faglig organisation eller CA Advokathjælp kan du også få dem til at gøre det.

Søg om dagpenge som lån, mens du venter

LG’s sagsbehandlingstid kan godt være lang. Vi har derfor mulighed for at udbetale dagpenge som lån indtil der kommer en afgørelse fra LG. Hvis du ønsker dette, skal du gøre følgende:

·         Tilmelde dig som ledig på www.jobnet.dk, vi må tidligst udbetale lån fra den dato du er tilmeldt

·         Udfylde en ledighedserklæring på CA’s online a-kasse .

·         Udfylde overdragelseserklæring som du kan finde på vores hjemmeside ca.dk.  

Overdragelseserklæringen betyder, at når LG har opgjort erstatningen, sender de erstatning til CA. Erstatningsbeløbet fratrækkes dagpenge du har fået som lån, og vi sender pengene videre til dig


Mere om CA Advokathjælp