6 gode råd til at kickstarte din karriere med specialet

Karriererådgiver Lykke Jeppesen fra CA fortæller, hvordan du effektivt kan kickstarte din karriere med specialet

1. Start jobsøgningen før specialet (ja, det kan man godt)

Du kan med fordel starte med at tænke på dit første job, allerede mens du skriver speciale. Det betyder ikke, at du skal sende ansøgninger og gå til samtaler sideløbende med dit speciale. Men du kan fx i dit valg af emne tænke over, hvilken viden og hvilke kompetencer, som vil styrke din profil i dit kommende arbejde. For det andet kan du skrive specialet i samarbejde med en eller flere virksomheder. 

2. Hvad har du egentlig lært om dig selv?

Mens du skriver speciale, og når du har afleveret, så find ud af hvad du er blevet skarp til under forløbet. Spørg dig selv, hvad der har motiveret dig ved emnet og måden du har arbejdet med det på? Svarene kan være dit pejlemærke i forhold til, hvilken retning du skal gå. Start med at lave en liste over alle de kompetencer, du kan komme i tanke om, som er blevet styrket igennem specialeprocessen og brug det som dit udgangspunkt.  

3. Hvilket problem kan du løse for virksomhederne?

For at kunne sælge dig selv ind med din specialistviden og tilføre værdi hos din kommende arbejdsgiver, skal du undersøge, hvilke behov der er hos de virksomheder, som du er interesseret i. Spørg dig selv: Hvilke problemer har virksomheden mon, og hvilke kunne de møde i fremtiden?  Lad en brainstorm begynde. Du har adgang til masser af information, hvis du skriver i samarbejde med en virksomhed. Hvis ikke må du have gang i netværket og desk research.

4. Dit speciale kort fortalt

Dit 120-siders word-dokument er helt sikkert velskrevet og super spændende, men også en stor mundfuld at fordøje for virksomhederne. Derfor skal du sammenfatte specialets pointer kort og præcist og vise, hvordan specialets resultater kan bruges i virkeligheden. Tænk på, hvilke del-konklusioner dit speciale indeholder; hvad kunne være interessant for virksomheden i det? 

5. Brand dig selv som ekspert på de sociale medier

Du har brugt en masse tid og energi på at sætte dig grundigt ind i dit emne. Det er ok at lave lidt larm omkring det, og et oplagt sted er på de sociale medier. Så: kommuniker dit specialistfokus i dit summary på Linkedin, del relevant viden og bland dig, hvor du kan. Følg virksomheder på Linkedin og Facebook, som du er interesseret i,og reagér på deres opslag. Lav en e-mail signatur med henvisninger til dine online platforme. Husk, du kan roligt kalde dig selv specialist.

6. Tag fat i virksomhederne

Når du kontakter virksomheder via LinkedIn er kontakten mere direkte og bærer ofte hurtigere frugt. Invitér spændende mennesker på kaffe og sælg dig selv på dét, som du har øvet dig i at sætte ord på igennem din tilstedeværelse på diverse online platforme. Måske du kan sende noget med (fx en artikel eller en kort e-bog) eller linke til én af dine platforme, som viser hvad du kan.

    Få endnu mere inspiration til, hvordan du kan bruge dit speciale i jobsøgningen og bliv guidet igennem trinnene med praktiske øvelser i videoerne her.

    Du kan også tilmelde dig CAs kursusforløb ”Brug dit speciale i jobsøgningen”

    Held og lykke!