7 gode råd til at score jobbet

Af Sanne Juel, karriererådgiver og coach, CA karrierepartner og a-kasse

Michelle Hviid har klare meninger og råd til, hvordan singler kan score en god kæreste. Gode råd, som også kan bruges, når du skal score et godt job.

Michelle Hviid har i ni år drevet www.runningdinner.dk, der laver 'lækre events for lækre singler'. Hun arbejder også med speed-dating, hvor man møder 20 mulige dates – på en aften. Det skærper evnen til at sælge sig selv på 5 minutter. Michelle Hviid har været medvirkende til, at mange singler i dag har fundet deres 'bedre halvdel'. Og der ER virkelig visse spilleregler, der virker bedre end andre:

  • Gør noget andet end alle de andre
  • Sig; ”Det her undrer jeg mig over, og jeg har tænkt …”
  • Ud og mødes
  • Du skal turde lidt mere
  • Kast ikke skylden på andre, når det ikke lykkes
  • Start hellere i dag end i morgen

I mit interview med Michelle Hviid, der i øvrigt er en yndet foredragsholder, tog samtalen udgangspunkt i; 

Hvilke ligheder er der mellem at score en kæreste og score et job?

Michelle; ”Det handler om netværk. Netværk – netværk og atter netværk. Det er simpel matematik, jo flere spor du krydser, jo flere mennesker du kender, jo større sandsynlighed er der for at møde ham/hende, der får dit hjerte i brand. Eller at finde dit drømmejob. Det er ren statistik. Mæng dig. Mød nye mennesker, kryds mange spor. Jo flere du kysser, jo større sandsynlighed for at finde ham/hende, der virkelig kysser godt.

I speeddating er det jo 20 små samtaler, du får. Du får mulighed for lynhurtigt at vise, hvem du er, og jo hurtigere og dygtigere du er til at være dig, jo hurtigere er du til at få din drøm matchet.

Derudover handler det om, at du viser, hvem du er. Du må godt vise din sårbarhed. Du må godt være ærlig. Du må godt have 'små fejl'. Specielt hvis du åbent kan sige, at du kender dine svagheder og arbejder med dem.

Sørg for at have god øjenkontakt. God gammeldags øjenkontakt. Det virker. Lad være med at gemme dig bag de elektroniske medier – flyt dig ud i virkeligheden. Det er et pseudo dække at være bag skærmen og tro, det er der ens behov bliver dækker. Du skal ud i virkeligheden. Derud hvor det også gør ondt, og hvor man kan få 'nej', blive svigtet og såret. Kom derud. Ud på det dybe vand. Det er der livet leves. Søger du job, så UD i virksomhederne og præsenter dig.

Du må godt gå efter lagkagen. Dvs. sig hvad du har brug for, lyst til og behov for. Ellers får du ikke lagkage, men leverpostej madder.”

Hvorfor er det vigtigt med en kæreste eller et job?

Michelle; ”Jeg tror ikke på den lykkelige single. De, der siger, de er lykkelige singler, pakker ofte sig selv ind, så de ikke behøver handle og tage ansvar. De risikerer ikke at blive afvist, hvis de ikke søger. Og på den måde kan de beskytte sig selv. Tror de.

Men stort set alle ved, det er meget sjovere at være sammen med en, der elsker en og omvendt. Hvis man tør stå ved det – så giver det en identitet, noget at stå op til og at føle man har en sjæleven/soulmate. På samme måde er det med et job, der er noget at stå op til, nogen der lægger mærke til en, og man betyder noget for andre mennesker.”

Hvad er det vigtigste, man kan gøre, hvis man vil have en kæreste eller et job ?

Michelle; ”Indrøm overfor dig selv, at du er på jagt. På jagt efter et mål der vil betyde en positiv forskel for dig. Erkend, at du ikke gider være sølle.

Du er en kærlighedskriger – på jagt – målrettet og tjekket. På mission for at finde den eneste ene. Lav et positivt mål og udstrål målrettethed.”

Hvad virker og hvad virker IKKE?

Michelle; ”For guds skyld – sørg for IKKE at være som alle andre ønsker, du skal være. Væk med usikkerheden. Prøver du at være en anden end den, du er, kan du være svær at være sammen med, for hvem er du i virkeligheden? Det bliver besværligt at være sammen med andre, der konstant pleaser og 'forestiller' sig. Stå ved dig selv og dine behov. Så bliver du tydeligere og andre kan mærke dig. Du sender klare signaler og det kan man forholde sig til. Det skaber faktisk tryghed.

Så drop tanken om at være, som DU TROR, andre vil have, at du er. Tænk, hvis det du går og tror, andre har brug for, i virkeligheden er helt forkert?”

Michelle har syv nye gode vaner til, hvordan du finder kærligheden.
Læs dem og tænk – ”kunne disse syv råd også bruges i min egen jobsøgningsproces?”

  1. Hvis du ikke spiller med, kan du ikke vinde. Du skal være yderst heldig, hvis der lige dumper en smuk mand/kvinde ind ad døren, uden du har gjort noget selv. Du er simpelthen nødt til at overkomme din egen usikkerhed.
    I jobsituationen betyder det ganske enkelt, der er ingen, der kommer og banker på din dør og siger, ”vil du ikke arbejde for mig?”
     
  2. Sørg for at være den bedste udgave af dig selv. Du skal ikke foregive at være noget andet end det, du er. Kom i tanke om, hvornår du sidst var rigtig sej. Måske har du holdt et godt foredrag, eller du har lavet verdens mest snorlige parallelparkering. Tænk på den følelse det gav dig og fastfrys den.
     
    Når du søger job, så hold fokus på det, du kan og det, du ved, du er god til og fortæl det.
     
  3. Mit tredje råd er faktisk en teknik til at komme til at tale med ham/hende, du har fået øje på. Spørg f.eks. personen, hvad han/hun elsker at lave i sin fritid. Så svarer vedkommende måske, ”jeg elsker at spille badminton”, så svarer du ”nej hvor dejligt” og så har du en positiv samtale kørende, hvis du bliver ved med at stille spørgsmål, der får personen til at svare positivt. Til sidst spørger du f.eks. om, han/hun vil have en drink eller med ud og danse. Og så skulle det være med mærkeligt, hvis vedkommende ikke sagde ja.
     
    I jobsøgningssituationen betyder det, vær 'levende', opsøgende, smilende og tag kontakt til dem, du møder. Lær at række ud efter andre ved at spørge om hjælp eller tale om emner, der er aktuelle eller noget, du har en mening omkring. Lige pt. kunne det være ”Det bliver spændende, at se hvad der sker med efterlønnen. Hvad tænker du der sker?” – eller ”hold op hvor er Mikkel Hansen suveræn ved håndbold VM for tiden”. Få startet en dialog og drej så senere samtalen hen på job!
     
  4. Alle mennesker føler sig hævet over smalltalk. Men hvis du ikke kan 'smalltalke', er du handicappet i en lang række sammenhænge - når det gælder kæresterelationer, jobsammenhænge og mange andre relationer.
    Du er nødt til at smalltalke for at virke imødekommende! Det gælder også ved jobsamtalen, og når du netværker.
     
  5. Nye forsøg giver nye resultater. Hvis du altid hænger i en bar og har enormt dårlige erfaringer med det i forhold til at møde nye mennesker, så drop baren! Find på noget nyt, så sker der noget nyt.
    Hvis du har skrevet 200 ansøgninger og ikke er kommet til en eneste samtale – så find på noget nyt. Eller få professionel hjælp til dine ansøgninger.
     
  6. Folk, som ikke er gode i datingsammenhænge, er ofte skrækslagne for at blive afvist. De kan gå og udtænke det helt rigtige tidspunkt til at skrive eller ringe. De kan bruge tre måneder på at få et 'nej'. Det skal man lade være med. Jo hurtigere du får dit nej, desto hurtigere kan du komme videre mod dit næste ja.
     
    Vov pelsen. I jobsituationen er du sælger, og produktet er dig selv. Ud af huset og gør noget. Yd og gør en positiv forskel for andre.
     
  7. Det gælder om at komme videre! Jo hurtigere man accepterer en situation, desto hurtigere kommer man videre, og så forsvinder smerten.
    Ved jobafslag, så op på hesten igen. Vedholdenhed, selvdisciplin og handling belønnes til sidst.  

God fornøjelse i både kærligheds- og joblivet…!