9 værktøjer til at arbejde hurtigere under studiet

af Christian Jespersen, kaptajn og uddannelsesentreprenør hos Studiebooster

Disse 9 forskellige værktøjer har det tilfælles, at du ved hjælp af dem arbejder hurtigere og spilder langt mindre tid. En af de væsentligste metoder til at opnå disse to mål er at minimere eller helt fjerne forstyrrelser og afbrydelser, inden du kommer ind i flow-mode, eller afbryder dig, når du er i gang med at arbejde.

Scrivener

Et billigt tekstprogram, der anvendes af mange forfattere, inklusiv mig selv, grundet dets simple design og mulighed for nemmere at navigere rundt i forskellige tekststykker. Programmet har skåret alle unødvendige funktioner væk, så du ikke bliver forstyrret og kan koncentrere dig om at skrive. Du kan prøve programmet gratis i 30 dage, hvor du bruger det. Ikke noget med fra den første til den første. Programmet koster 40 dollar og er alle pengene værd, hvis du skriver meget under dit studie. Det kan købes her.

Instapaper

Ligesom du kan gemme sider i Facebook, kan du med Instapaper let gemme hjemmesider, som du skal læse senere, og få adgang til siderne fra din PC, tablet eller smartphone. Smart, hvis du gemmer en side til undervisningen og kan læse den i bussen på vej hjem.

Sæt hastigheden på musen op

Gå ind i kontrolpanelet på din PC eller MAC under mus og sæt hastigheden helt op. Det tager 1 minut at vænne sig til, men du vil faktisk arbejde en smule hurtigere. Til gengæld vil du få omvendt sidestik og ticks, når du prøver en computer, der ikke har musen på max hastighed. Gå ind i kontrolpanel → museindstillinger og find fanen hastighed. Klik på den, og kør hastigheden helt til højre. Nu arbejder du allerede lidt hurtigere, end dem der stadig har hastigheden på standardindstilling.

Facebook News Feed Eradicator

En gratis og elegant Chrome extension, der ganske enkelt deaktiverer din news feed. Du vil stadig kunne modtage mails, invitationer og se, når du er blevet tagget. Men den store tidssynder er fjernet og erstattet med citater om tidsspilde og overspringshandlinger. Prøv den i en uge på din arbejdscomputer og mærk forskellen. Det er her, du vinder virkelig meget, hvis du vælger at bruge den. Du kan hente det her: News Feed Eradicator.

Readability Score

Hvor godt har du skrevet din tekst? Det kan være svært at bedømme, hvis du ikke har fået andre til at læse den. Men hvis du smider teksten ind i readable.io får du med det samme en score, der forklarer, hvor letlæselig din tekst er, og systemet fanger brug af gentagne ord eller lange sætninger.

Bibliotek.dk

Hvis du gerne vil læse flere bøger, men ikke gider at købe dem, og de ikke findes på dit bibliotek, så bestil bøgerne på bibliotek.dk. Her kan du låne bøger fra alle landets biblioteker og få den leveret på dit nærmeste bibliotek, inklusiv på dit universitet. Du slipper for at skulle lede efter bøgerne og for at hente dem andre steder end på dit nærmeste bibliotek.

Sprint Reader

Igen en app-tilføjelse til din browser (virker både til Chrome, Firefox og Safari). Appen viser et ord ad gangen i den tekst, du vil læse, hvor det midterste ord er markeret med rødt. Du bestemmer selv, hvilken hastighed og tekststørrelse du vil bruge. Ideelt, hvis du hurtigt skal skimme en længere tekst igennem, som du ikke har fået læst eller skal læse på din mobil.

Pomodoro

Man siger ofte, at man vil sidde og studere i nogle timer, hvilket allerede i ens hoved kan lyde uoverskueligt og egentlig også er temmelig naivt. Hvad man i stedet skal gøre, er at arbejde intensivt i blokke af 25 minutter, tage fem minutters pause og derefter begynde en ny blok. Pomodoro er italiensk for tomat og skal tænkes som en form for virtuelt æggeur, man kan dreje. Der findes en Chrome app der hedder Block & Focus, der er let og god at bruge.

Armbøjninger

Når du er træt, og du gerne vil lægge dig på sofaen i ti minutter, men også ved, at det bliver meget længere, så læg dig ned på gulvet og lav så mange armbøjninger, du kan. Ikke et fast antal, men så mange, du kan. Det vil få din puls i vejret, og du vil automatisk gå ud og drikke et stort glas vand. To vigtige elementer til at blive kvikket op. Og det hele tager maksimalt to minutter, hvorefter du kan være klar til at arbejde videre foran tastaturet. Tager du en lur på 30-60 minutter, vil du ikke være lige så frisk til at arbejde videre, og du vil dermed spilde endnu mere tid.